Fra Scheveningen til Dieppe, Frankrig
Kl. 0600 stod vi ud af havnen mod Blankenberge i Belgien, idet en tysker i Scheveningen havde fortalt, at diesel er meget billig i Blankenberge og så er der desuden mulighed for at handle tax-free!

Vi havde en god vejrudsigt i bagagen – mulighed for at få alle klude op, men den holdt naturligvis ikke!

Stort set ingen vind, masser af skyer og larm fra motoren hele vejen til Belgien.

Sejladsmæssigt ikke rigtig noget at berette om. Dog var passagen af indsejlingen til Rotterdam noget vanskelig. En strøm af cantainerskibe, olietankere m.v. gled i en lind strøm ud og ind af havnen og vil skulle lige på tværs af løbet.

Ved Indusbank meldte vi  os hos Maas Intrance som foreskrevet og havde en lille forventning om, at man herfra ved hjælp af radarovervågningen ville guide os de godt to sømil over det trafikerede løb. Vi hørte imidlertid ikke fra dem og måtte så selv sejle ”spidsrod” mellem de store skibe! Måske griber de først ind, hvis de kan se at tingene udvikler sig i en uheldig retning!

Passagen her får Storebælt i færgernes tid til at ligne rent barnemad!

Vi kom jo også igennem og ved middagstid havde vi 2,5 knob medstrøm og da strømmen vendte, havde vi den mere på tværs, så egentlig modstrøm fik vi ikke.

 

Ankomst Blankenberge kl. 1715 og fik en god langskibsplads ud for vand og strøm. En fin havn, men bad og toiletter er et stykke borte. Vi skal også krydse en hovedvej for at komme derover!

Flink havnefoged, som har bestillingslister til tax-free og vi skal blot udfylde listen og dumpe den i en speciel postkasse til tolderne, så bliver varerne leveret på båden næste formiddag.

I øvrigt ville havnefogeden sætte Danebrog næste morgen.

Byen viste sig noget større end vi havde forventet og også noget anderledes. Fra havet ses stort set kun en del højhuse, som er bygget helt ude ved strankanten – faktisk ligger marinaen bag disse højhuse – en besynderlig byplanlægning!

Det var en hyggelig by, med mange fortovsrestauranter langs havnen og selv her fandt vi et Aldi! Vi besluttede at blive en dag mere for at se mere at lokaliteterne og det gjorde ikke noget, at de tax-free varer var leveret ombord.

Det eneste problem var, at der er meget langt mellem pengeautomater, som tager Visa-kort.

Diesel var meget billig her: 66 cent/liter, eller ca. det halve af prisen hjemme!

 

Søndag den 10. juli kl. 0550 (!) afsejling mod Calais i Frankrig i let tågedis. Vinden er i nordvest og efter ca. en time er den oppe på 5ms, så vi sætter sejl. Et par timer kan vi holde den gående, så dør vinden ud samtidig med, at tågen bliver ganske tæt. Anslået sigtbarhed kun 50 m så en lille times tid navigerer vi på radaren.

Ved ti-tiden dukker solen endelig frem, men sløres stadig af let dis. En lille spurvefugl er måske faret vild i tågen, for den sætter sig på bomnokken og kæmpen en brav kamp for at blive siddende, selv om storsejlet slår let i en svag dønning. En halv times tid holder den ud, så letter den igen, men kun for at finde en bedre plads i mastetoppen! Vi så ikke at den fløj igen, men i hvert fald en times tid havde vi den med os.

Fra middag tager vinden til og springer i nord, 8-9 ms så det går strygende mod Calais, hvor vi er fremme kl. 1400 i høj sol og 28 graders varme.

Da vi er ankommet en time før broen til marinaen åbner, fortøjer vi ved en mooring i yderhavnen. En meget urolig plads, da der er færgeforbindelse til England og færgerne manøvrere rundt i denne del af havnen.

Lyssignaler i havnen viser om lystbåde må sejle ind eller ud – eller om man skal ligge stille, når der ankommer eller afgår færger.

Mens vi lå ved mooringen ankom en 34 fods hollands sejlbåd til mooringerne – med lods.!! Det må siges at være standsmæssig ankomst!

Efter indsejling i marinaen viste en flink havnefoged os plads ved en flydeponton og da vi kort tid efter var på havnekontoret og talte om vejrudsigten for de kommende dage, blandede en sejler ved siden af os i samtalen – på dansk. Det var så skipper på Gøjsen, som vi havde set i Scheveningen.

Byen var ikke så imponerende – centrum var et kæmpe marked med boder af alle slags, hvor der solgtes alt mellem himmel og jord.

Da vejrudsigten lovede nordlige vind, besluttede vi at sejle næste dag – mod Bourlogne Sur Mer. En ganske kort tur på godt 20 sm, men efter de seneste forholdsvis lange etaper mente vi, at vi fortjente en kort behagelig tur.

På grund af tidevandet blev afsejlingstidspunktet fastsat til kl. 0630, så (naturligvis) endnu engang tidligt op!

Udsejlingen fra marinaen viste en del om fransk tankegang: broen ved marinaen åbnede som anført i tabellen over åbningstider og 10-12 sejlbåde stod ud af marinaen i en samlet klump. Samtidig skulle en af englandsfærgerne afgå, som angivet i færgens fartplan, hvilket betød, at alle lystbåde, som lige var lukket ud af marinaen skulle vente ved ankomstmooringerne. Det gav en del frustration, da der ikke er megen plads at manøvrere på og det varede et kvarter inden vi fik det grønne lys!! Mere tåbeligt kan det næppe gøres!

Nå – det blev en fin sejlads; vinden var som lovet med en halvvind til Cap Gris Nez og efter at have rundet dette hjørne og gik en mere sydlig kurs, blev det agten for tværs og lidt senere læns.  Vi holdt os inden for trafikseparerengen og hurtigfærgernes rute og det var skøn sejlads mod Bourlogne.

Faktisk så skøn, at da vi nåede til Bourlogne kl. 1015, besluttede vi at udnytte den fine vind til at fortsætte til Dieppe.

Det ville så forlænge turen med omkring 54 sømil.!!

Kursen blev ændret en smule og på en super lænser i flot vejr gled vi mod Dieppe, idet vi kl. 1430 søgte lidt ind mod kysten for at undgå den værste modstrøm.

Det var perfekte forhold til skud med sekstanten, en klar horisont, skyfri himmel og en båd der gynger let.

Jeg var da også rimelig tilfreds med resultatet: stedlinien var 2,3 sm for langt mod nord. Godt nok for en begynder!

Efter en fin sejlads ankom vi til Dieppe omkring kl. 1845. Tidspunktet er lidt svævende, da vi brugte ret lang til på at lede efter plads! Vi kunne dog ikke finde nogen – havnen var fyldt, men vi besluttede at lægge os udenpå en belgier. Under forberedelserne til dette, kom havnefogeden i en gummibåd og meddelte, at vi ikke kunne lægge os der. Herefter spurgte han, om vi havde kaldt marinaen over vhf, og da vi svarede nej, kunne han meddele os, at der ikke var plads til os i havnen! Jeg spurgte ham, om vi så skulle sejle videre og finde en anden havn, og hertil oplyste han med armene demonstrativt over kors, at vi ikke kunne få plads, når vi ikke havde kaldt marinaen før ankomst.

Vi gjorde ham opmærksom på, at der ingen steder havde stået skrevet, at havnen skulle kaldes og at der bestemt måtte være plads.

Efter lidt diskussion fandt han ud af, at der var en plads uden på en anden båd i et hjørne af havnen, men at der var meget lidt plads og der lå også et par andre både uden på hinanden. Det var vi jo sådan set ligeglade med, bare vi kunne få en plads!

Han sejlede foran i gummibåden, men inden vi havde nået halvvejen sejlede han ind foran os og sagde, at der for resten var plads i bunden af den række, vi lige havde passeret. Vi vendte skuden og sejlede tilbage til den anviste række, hvor han nu lå stille. Da vi så skulle svinge ned i rækken, sejlede han minsandten igen ind foran os og sagde et eller andet, som vi ikke forstod. På grund af hans manøvre og vinden, kunne vi ikke svinge ned i rækken og måtte derfor vende om endnu engang! Så afgjort den største idiot af en havnefoged, jeg til dato har mødt!

Vi kom ned til vores plads, som var uden på tre andre både og mellem to rækker og det var umuligt at få vand og strøm på grund af vores placering!

Jeg tror flere havde begået samme forbrydelse som os, for i løbet af en times tid, havde vi to både uden på os!

Havnen var i øvrigt kedelig og ved lavvande kikkede vi lige ind i en 8-10 meter høj våd mole. Byen gav os ikke andet indtryk og med havnepenge på 28,- euro er det det dyreste hul i jorden, vi har besøgt, så ingen tvivl om, at vi fortsætter i morgen.  

 

Tirsdag den 12. juli kl. 0800 forlod vi Dieppe for at komme til Fecamp, kun 29 sømil derfra. Vi havde bøvl ved ankomst til Deippe og skulle heller komme for let derfra! Måtte cirkle rundt i 15 minutter, før vi fik tilladelse til at sejle ud af havnen, idet et større skib var på vej ud.

I havnen var der ret diset, men ude til søs var det egentlig tåge de første timer, men til gengæld havde vi en fin lænser hele vejen med 6-8 sek/m fra nord. I løbet af formiddagen aftog tågen en smule og ved ankomst til Fecamp kl. 1315, var det kun tågedis. Indsejlingen til Fecamp var noget urolig, da den stærke strøm satte ret mod vinden i det forholdsvis lave vand ved havnen. Kun godt 1 meter ved lavvande! Det gav en irriterende krap og stejl sø.

Vi havde besluttet os for, kun at blive én nat i Fecamp, så eftermiddagen gik med at se på den ret hyggelige by med en virkelig flot kirke.

Der var en del trafik til havnen sidst på dagen og inden aften havde vi 5 andre sejlbåde udenpå os!

 

Onsdag den 13. kl. 0800 afgang fra Fecamp mod Honfleur, og igen en morgen, hvor vi på grund af tidevandet skulle ret tidligt op!

Vejret har ikke ændret sig meget siden i går. Det var ret diset og der var kun en meget let vind fra nordøst, en vind som i løbet af formiddagen aftog og vi havde havblik. Til gengæld blev det meget varmt om eftermiddagen.

Sejladsen var ret kedelig, men vi kunne dog nyde varmen om eftermiddagen. Efter at have passeret Le Havre skulle vi 8 sømil op ad den gravede Chenal de Rouen, Seinens udløb i havet, og her er tidevandsstrømmen temmelig voldsom. Hertil kommer, at floden på dette sted er meget lavvandet – ved slusen til Honfleur kun 0,4 m ved lavvande! Ankomsten til Honfleur skulle derfor afpasses, så vi ankom i tiden mellem 3 timer før og 3 timer efter højvande, som den dag var kl. 1530. Vi ankom til slusen i 3 knobs medstrøm kl. 1330 og måtte ”kæmpe” med strømmen, mens vi ventede en halv time på slusningen ind til havnen.

Efter slusningen var vi inde på fladt vand i yderhavnen – det var havblik og solen skinnede fra en skyfri himmel. Temperaturen var oppe på 30 grader!

Vi fortøjede til den høje stenmole lige ud for broen til marinaen kl. 1445, belavet på at vente til kl. 1730, hvor broen efter almanakken ville blive åbnet. Vi brugte noget af tiden på en rekognoscering i marinaen, men var heldigvis tilbage i båden, da havnefogeden i en gummibåd kom ud for at indklarere os. Da lå der hele 11 andre både og ventede. I marinaen havde vi set, at de fleste gæstesejlere lå langskibs og uden på hinanden i marinaens vestlige side, mens der var få ledige pladser ved en pontonbro ved den østlige side. Vi var så heldige at få anvist en plads ved pontonbroen, og slap så for at have nogen uden på, og kunne påregne at sove længe – ingen der tramper på dækket! Kun 3 ud af de 12 ventende både fik plads ved pontonbroen! Vi var også lidt heldige, at være tilbage ved båden i god tid, for broen åbnede en time før annonceret i almanakken!

 

Vi havde tre fantastiske dage i Honfleur. Sol fra en skyfri himmel hver dag og omkring de 30 grader og så er det en utrolig smuk og charmerende by, med smalle stejle gader og flotte bygninger fra middelalderen. Var det ikke for de mange turister, kunne man faktisk føle sig hensat til den tid, når vi gik rundt i havnekvarteret.

På havnen var der en stor fiskehandel – den største vi endnu har set, og helt sikkert med friske varer! Da vi kikkede ind, havde en af pigerne i forretningen travlt med at indfange to store flotte ål, som var stukket af fra udstillingen midt i forretningen! Den ene flygtede hen over tørisen på bordet og den anden var nået ned på gulvet!

Den 14. juli fejrede man Bastilledagen med musik hele dagen og et kæmpemæssigt fyrværkeri om aftenen på havnen – en oplevelse i sig selv.

 

Vi kunne såmænd godt have brugt noget mere tid i Honfleur, men ville jo også sydpå, så lørdag den 16. juli forlod vi stedet med kurs mod St. Vaast la Hougue eller Barfleur. Begge to mulige ankerpladser lidt øst for Cherbourg. Den første er åben mod øst og den anden åben mod nord, så det blev vinden ved ankomst, der skulle bestemme, hvilken af dem vi ville benytte.

Afsejlingstidspunktet havde jeg beregnet til kl. 0830, 3 timer før lavvande i Honfleur, så vi ville få den vestgående strøm med os ud ad floden.

Vi kom afsted til tiden i høj sol og ca. 6 sek/m vind fra vest, altså modvind, men der var lovet mere nordvestlig vind i løbet af dagen, så vi håbede på, at kunne få sejlene op.

Kl. 1028 passerede vi 0-meridianen og bevægede os nu ind på vestlige længdegrader – noget som skulle huskes, når jeg lagde waypoints ind i navigatoren!

Vejret forblev solrigt og varmt og kl. 1430 drejede vinden endelig i nordvest. Sejlene kom op, men allerede kl. 1610 var vinden aftaget til under 4 sek/m og vi havde en hel del modstrøm. Ja – så blev det motor igen!

Kl. 2005 kunne vi så lægge anker i St. Vaast la Hougue på 6,9 meter flot grønt vand og sandbund. Flodhøjden var 2,6 meter, så der skulle være rigeligt, også ved lavvande.

En rigtig fin ankerplads uden for den lille landsby med middelalderforter på begge sider af indsejlingen.

 

Dagen efter, den 17., sejlede vi så de sidste 20 sømil til Cherbourg i høj sol og havblik. Kl. 1300 lagde vi anker i havnen ved siden af to danske både. Serena fra Kalundborg, en sejlbåd bygget i cement og Mie fra København, en gammel skonnert i jern og projektskib for unge mennesker, som skal på ret køl!

Tall Ships Race er i byen og der er fest og farver på havnen i den anledning. Kl. 1530 letter de første stolte skuder fra inderhavnen til lyden af lange hyl fra de mange tågehorn i andre skibe. Etapen i den store sejlads for gamle sejlskibe går til England, og vi ligger på 1. parket til deres afsejling – et flot syn!

Line og Niels fra Serena kom på besøg og vi nød at tale med danske igen – efterhånden længe siden. De har været på tur i området i 4 måneder og er nu på vej hjem til Kalundborg.

Vores ankerplads er god – lige uden for marinaen og i læ for stort set alle vinde af de lange ydermoler. Vi beslutter ret hurtigt, at blive i hvert fald en dag over, så vi kan få sendt e-mails og få en 3-5 døgns vejrudsigt. Næste stop skulle blive Guernsey og det skal helst være mens det endnu er neaptide, da tidevandet og strømmen dér er ret ekstrem.

Det blev dog til noget mere end en enkelt dag, for vejret skiftede karakter og vi fik kraftig blæst. Det gjorde dog ikke så meget – vi havde jo ikke travlt og lå ganske godt for ankeret. Vi fik så også lejlighed til at søsætte gummibåden for første gang på turen og se på byen, der godt nok er lidt af en storby, men ganske charmerende omkring havnen.

Dagen efter vores ankomst kom en norsk motorsejler, Sea Finn 41, ud fra marinaen og lagde sig for anker ikke langt fra os. Efter ret kort tid kom nordmændene over til os i deres gummibåd, og efter en snak, inviterede de os på kaffe om aftenen i deres båd.

Det blev en ganske hyggelig aften i norske Carisma med Ingvill og Leif, som er på en tur magen til vores. De skal også til De canariske Øer og tilbringe vinteren og derefter tilbage til Oslo.

Den 19. gik vi en lang tur i byen og da vi kom tilbage blev vi inviteret over til Line og Niels i Serena. Hyggelig eftermiddag, hvor de fortalte en del om deres tur og om praktiske ting, som var værd at vide, når og hvis vi kom til de samme steder. De havde været på grund med cementbåden og den tog vand ind,  men i stedet for at få det repareret, havde de valgt at installerede en ekstra lænsepumpe! Der er langt til Kalundborg på den måde..!?

Vi inviterede Ingvill og Leif på en forfriskning den følgende eftermiddag og fik talt lidt mere om vores planer videre frem, hver i sær. Ret hurtigt blev vi enige om at følges ad til Guernsey, når vejret var til det. Efter de sidste oplysninger vi havde om vejret, skulle det kunne lade sig gøre fredag.

Samme aften, hvor vi sad i cockpit, hørte vi pludselig Leif råbe et eller andet, mens han pegede i vandet lige ud for Driverts styrbord side. En luffe eller noget lignende stak op over vandet, og det så ud som om dyret nedenunder vinkede til os! Det var tydeligt, at det ikke var en sæl, men derudover kunne vi ikke finde ud af hvad det var. Leif sprang ned i sin gummibåd og roede hen til den underlige skabning, men dyret dykkede, når han kom for tæt på. Han fik dog set så meget til det, at han efterfølgende kunne beskrive det som en fisk, en halv meter lang og nærmest cirkelformet og så var det hoved det hele!

Et opslag i vores lånte bog over alverdens fisk, viste med stor sikkerhed, at det var en klumpfisk – eller som den også kaldes: portugesisk vinkefisk! Klumpfisk har den underlige vane, at de kan ligge i vandoverfladen og drive, mens de slår lidt med den ene finne!