Fra Cherbourg til La Coruna, Spanien
Torsdag den 21. sejlede vi ind i Cherbourgs marina for at få tanket vand og få ladet batterierne helt op, inden vi den følgende dag sejlede til Guernsey. Vejrudsigten så ud til at holde, hvad den havde lovet nogle dag før. Desværre holdt planen om at komme til øen omkring neaptide ikke stik – på grund af de ekstra dage i Cherbourg, var det nu springtide!

Kl. 1030 slap vi fortøjningerne i marinaen og sejlede ud. Carisma var som aftalt i færd med at lette anker og snart var vi på vej mod Guernsey i høj sol og kun meget let vind fra nordvest. 

Det var nu næsten rutine at beregne tidspunkter for passage af bestemte steder, når tidevandet skulle tages i betragtning. Hvis jeg skulle til en eksamen i dette fag, måtte det være nu! Farvandet ud for Cap de la Hague, 14 sømil vest for Cherbourg, kan være vanskeligt passabelt, da flere forskellige strømretninger mødes dér – specielt ved springtide!

Den værste af disse er tidevandsstrømmen fra The Alderney Race. Dette farvand mellem Cap de la Hague og øen Alderney er berygtet som et af verdens farligste med brækkende søer og voldsomme ”overfalls”, når vind og strøm er mod hinanden – specielt ved springtide!

Strømmen midt i farvandet sætter med 5-6 knob ved springtide og 1 sømil vest for Cap de la Hague sætter den med hele  8 knob. Og nu var det springtide!

Herudover er farvandet mellem Guernsey og Helms, The Little Russel, også vanskeligt at besejle på grund af klipper og undersøiske skær og ikke mindst tidevandsstrømmen i det smalle stræde. Her sætter strømmen omkring 5 knob og kan rejse en ubehagelig stejl sø.

Tricket bestod i, at passere Cap de la Hague, når strømmen var omkring slack og så komme igennem The Alderney Race til The Little Russel inden den nordøstgående strøm satte ind. En strækning på i alt 35 sømil.

Inden afgang fra Cherbourg havde vi naturligvis holdt et lille skippermøde, Leif og jeg, og vi var kommet til samme resultat med hensyn til sejladsen.

Sejladsen forløb også ganske fint og det var helt igennem en flot tur, men vi blev alligevel lidt overraskede over forholdene ved Cap de la Hague. Vi kom dertil omkring det beregnede tidspunkt, nemlig tidspunktet for højvande ved Dover, hvor strømmen skulle være slack, men alligevel ”kogte” vandet i 1,5 meter høj stejl sø fra forskellige retninger. Drivert blev simpelt hen smidt rundt i det oprørte vand og til tider var det næsten umuligt at holde en kurs. Det var virkelig ubehageligt og også lidt foruroligende med hensyn til den videre sejlads.

Vi nåede dog frem til Guernsey uden problemer, og ud for St. Peter Port skiltes vi, idet Carisma sejlede i havn, mens vi rundede byen og lagde os for anker i Havelet Bay, syd for havnen. Klokken var 1645 og det var lavvande da vi ankrede på 3,4 meter vand. Ved højvande kl. 2123 ville der være 8,3 meter dybere. Alle 55 meter ankerkæde skulle ud!

Det var en flot ankerplads inde bag en gammel fæstning og med yderligere fæstningsanlæg ind mod havnen. Bunden var ikke så god med sten og klippe, men ankeret fik dog fat. Værre var det så, at der ikke var helt læ for dønning udefra, men vi regnede med at kunne klare den også.

Det kunne vi bare ikke – efter en meget urolig nat med kun lidt sporadisk søvn, beregnede jeg, hvornår vi kunne komme ind i marinaen i St. Peter Port, mens Sonja lavede tidlig morgenkaffe.

Alting her omkring er pokkers besværligt – selv en så simpel ting som at sejle ind i en stor fin marina. På grund af de ekstreme tidevandsforhold – mere end 10 meter mellem høj- og lavvande, og altid med indsejlingen til marinaen tørlagt ved ebbe, er marinaen beskyttet af en ”sill” i indsejlingen. En slags minidæmning, som holder en vis dybde i marinaen, selv om vandet trækker sig ud mod ebbe. Man skal altså vide, hvornår der er vand nok over sill-en!

Det viste sig dog at være lettere, end jeg troede, for ikke så snart havde jeg meldt vores ankomst over VHF-en, før en havneassistent i en gummibåd kom ud og hentede os ved ventepladserne foran marinaen.

Han viste os ind over sill-en til en fin langskibsplads ved en flydebro og med gummibåden vendte han Drivert, så vi kom til at ligge med stævnen i den rigtige retning – simpelthen perfekt!

St. Peter Port er et rigtig fint sted med en god velfungerende marina og byens centrum ved siden af. Her er små hyggelige gader med gamle huse og en hovedgade, som snor sig gennem den gamle stad. Fæstningen ved siden af havnen er projektørbelyst om aftenen og det er et flot skue. Hver dag kl. 1200 bliver der affyret en kanonsalut fra fortet.

Marinaen er den dyreste vi endnu har været i – 30 euro pr. døgn!

Søndag den 24. tog vi sammen med Leif og Ingvill en rundtur på øen med bus linie 7a og det var en spændende tur i godt vejr. Afgangstidspunktet fra St. Peter Port var bestemt af lavvande på den modsatte side af Guernsey, ved den lille ø, Lihou Island. Her kan man gå tørskoet ud til øen ved lavvande, mens der ved højvande er over 8 meter dybt! En ret speciel oplevelse.

Busturen var også speciel. Vi fik det indtryk, at chaufføren var på en akkord, udregnet efter hastigheden! Det gik rasende hurtigt på de meget smalle veje øen rundt – også i de små byer. Der er mange busser på øen og alle kører vanvittigt hurtigt, og så er vejene så smalle, at det kun er få steder busserne kan passere hinanden! Børn som lever ved disse veje, må hurtigt lære busplanerne at kende – ellers er det livsfarligt at færdes!

I St. Peter Port mødte vi en anden norsk båd, ”Sedna” med Ragnhild og Sven-Hugo og under en kaffemik i Carisma besluttede vi alle tre par, at følges ad over Biacayen, når den tid kom.  

Tirsdag den 26. juli forlod vi så Guernsey sammen med Carisma og Sedna og med kurs mod en ankerplads ved Trebeurden i Frankrig.

Det var kedeligt vejr med regn og dis og meget lidt vind. Vejrudsigten havde lovet østlige vinde, men den holdt sig mest i sydvest. Sejlene var oppe et par timer efter middag, men der var ikke megen fart i skuderne, så motoren måtte holde for.

Ankerpladsen duede heller ikke, for den er åben mod sydvest, så vi måtte bide i det sure æble og gå i havn i stedet for. Vi kunne have forsøgt os på ankerpladsen, da der jo ikke var så megen vind, men kl. var tæt på 2200 og kl. 2330 var det højvande. Vi kunne komme over ”sill-en” nu, og havde ikke lyst til at ligge ude og fortryde ankringen på et tidspunkt, hvor vi ikke kunne gå i havn!

Havnefogeden havde vist fri kl. 2200, for han havde ekstremt travlt med at få de 30 euro i havnepenge. Vi havde end ikke fortøjet, før han stod og krævede op!

Næste dag var vi for en gang skyld lidt heldige – vi skulle ikke så tidligt op! Jeg havde på turen til Trebeurden studeret almanakken og fundet en super ankerplads ved L´Aber Benoit, og både Carisma og Sedna var med på at sejle dertil. Vi kunne vente til kl. 1300 med at sejle, da strømmen da ville vende til vores fordel på det meste af de 42 sømil.

Det gav så mulighed for at bruge formiddagen til et kort kik på de flotte omgivelser med en skærgårdsagtig karakter og den faktisk ret hyggelige by.

Kl. 1300 afgang i samlet flok med en meget svag vind, som hurtigt døde helt hen, så igen motorsejlads. På det blikstille vand så vi en flok marsvin eller små delfiner ca. 100 meter fra os. De opførte sig som marsvin derhjemme, men måske var det vores første delfiner.

Sidst på eftermiddagen rullede tågedis ind over området og kl. 1745 var sigtbarheden så ringe, at vi tændte skibslys og radar. Allerede en halv time senere var tågen så tæt, at vi kun så Sedna og Carisma på radar, selv om vi sejlede tæt på hinanden. Kort før vi rundede ind i mellem de mange skær og undersøiske klipper ved indsejlingen til L´Aber Benoit mistede vores navigator  satelitforbindelse flere gange og ofte i længere tid, så vi aftalte med Carisma, at vi lagde os i deres kølvand ind i det vanskelige område, hvor den stærke tidevandsstrøm oven i købet var på tværs.

Vi kunne se, at sigtbarheden var ekstrem ringe og vi kunne på radaren se at afstanden til Carisma blev mindre og mindre, men blev alligevel noget forskrækkede, da Carisma pludselig dukkede ud af tågen på klods hold!

Det var en yderst spændende sejlads ind til floden, men heldigvis lettede tågen kort før ankerpladsen.

Her var der tæt pakket med småbåde, som alle lå ved mooringer, og der var flere ledige af slagsen, så vi slap for at bruge eget anker, hvilket lige præcis dér var en stor fordel. På grund af forskellen mellem høj- og lavvande på 4,3 meter ville vi blive nødt til at have megen ankerkæde ude, og da den stærke strøm i floden ville svinge os 180 grader rundt ca. hver 6 time, ville der kun være begrænset plads i det smalle flodløb – sandsynligvis for lidt  plads.

Efter at vi alle tre kl. 2000 var fortøjet til en mooring, var der kaffe og blødt brød ovre på Sedna.

Næste morgen undrede vi os over, at Carisma var forsvundet i løbet af natten! Men et blik op ad floden viste, at de havde flyttet sig et par hundrede meter længere væk. Umiddelbart efter dukkede Leif op i sin gummibåd, og det var en skrækkelig historie han kunne berette. Ved 0530-tiden var de blevet vækket af voldsom banken på båden. De stod op i den bælgmørke nat og kunne se, at de var drevet ind i en lille sejlbåd og at den stærke strøm pressede den mindre båd ind mod hækken på Carisma, således at den mindre båds hækstag var kilet fast i Carismas davider. De knoklede som gale for at få den fri og da det endelig lykkedes, var det kun fordi hækstaget sprang. Den mindre båd blev straks drejet rundt af strømmen, og så var det et overvant, som kilede sig fast i Carismas davider!

Det holdt kun et øjeblik, så sprang også det og den mindre båds mast blev revet af!

De havde derefter forladt den usikre mooring og brugt deres eget anker lidt længere oppe ad floden. Her havde de af nogle lokale fået at vide, at mooringerne kun var til småbåde og at vores både lå bedre ved større mooringer længere oppe ad floden! Det kunne de lokale, som vi aftenen før havde hilst på godt have fortalt os!

Vi sejlede så alle tre op til disse mooringer, som var så smart indrettet, at vi fortøjede både for og agter, og derved undgik at svinge rundt i strømmen – perfekt!

Leif fik fat i ejeren af den ødelagte båd og efter en telefonsamtale med hans forsikringsselskab, Pantaenius, blev problemerne løst derfra.

Vi blev i L´Aber Benoit et par dage, da vejrmeldingerne på Navtex ikke var med os, og vi fik set på den lille landsby, med kun en lille købmand. Jeg er ret sikker på, at vi var de eneste turister i område!

Om formiddagen den 29. holdt vi skippermøde på Sedna. Vi havde aftenen i forvejen talt om at sejle videre, hvis vejret ikke var helt tosset, og det var Leif, som indkaldte til mødet, da han og Sven-Hugo var vildt uenige om, hvad tid vi evt. skulle sejle for ikke at få problemer i Chenal du Four. Der var hele fire timers forskel på deres beregninger, og nu ville de have mig som dommer! Vi mødtes så alle tre på Sedna, medbringende vores egne beregninger og argumenter.

Farvandet kan være vanskeligt at besejle af præcis de samme grunde, som gør The Alderney Race ved Kanaløerne farligt. Vejrmeldingen på Navtex var ikke den bedste: frisk vestlig vind og regn, og da vi skal have den sydgående strøm med os i Chenal du Four, var der risiko for, at vind og strøm ville gå imod hinanden og dermed dannelse af overfalls. Den største fare er i strædets sydlige del ved Le Conquet, hvor tidevandsstrømmen sætter med op til 5 knob.

Hvem, der havde ret af de to lader sig vanskeligt afgøre helt, men Leif og jeg var nået til samme klokkeslæt: afgang kl. 1400, hvis vi ville sejle dén dag, og vores argumenter med hensyn til Le Conquet var så overbevisende for Sven-Hugo, at han uden tøven accepterede, at vi havde mest ret!

På grund af den lidt ugunstige vejrmelding blev det et længere skippermøde, men vi besluttede at tage af sted – vi kunne jo ikke blive i L´Aber Benoit til evig tid!

Som sagt så gjort og kl. 1355 forlod vi mooringerne og forventede at være ved Chenal du Four ved 16-tiden, hvorefter vi havde strømmen med os til Le Conquet, hvor vi skulle være omkring kl. 1830, da strømmen så ville være slack.

Vejrmeldingen viste sig at være upålidelig. Det har den faktisk ofte været fra engelske Niton! Formiddagens hovedbrud og diskosioner med hensyn til vejret havde været helt overflødige!

Til gengæld viste vores beregninger med hensyn til strømmen at holde stik og i svag sydvestlig vind og dønning fra Atlanten imod, nåede vi ankerpladsen ud for Camaret sur Mer kl. 1935. Vi havde en mindre regnbyge ved afgang fra L´Aber Benoit, men ellers fint vejr på turen og de sidste par timer med sol fra en skyfri himmel .

Carisma ankom kort efter og ankrede op ved siden af os, mens Sedna gik i havn, da de skulle have nye batterier. Ankerpladsen var god med god holdebund, læ og en fin udsigt over byens havnefront. Musik fra et par værtshuse nåede ud til os om aftenen og det var mægtig hyggeligt.

Lørdag den 30. ser vi på byen og får handlet ind, så vi er klar til turen over Biscayen. Det er en dejlig by og vi vil ikke have noget imod at blive nogle dage, hvis vejret kræver dette. Vi ser også på alle de vejrmeldinger, vi kan få fat i. På Navtex er det engelske Niton og den franske og spanske, på internettet hentes vejrkort og på havnekontoret studeres vejrmeldingen for de næste tre dage. Alle sammen er enige – et højtryk bygges op med en ryg over Biscayen og det vil give nordlige vinde de næste dage. Det er lige det, vi har brug for!

For at være på den helt sikre side, ringede jeg til DMI for at få en prognose og for at få sikkerhed for, at der ikke lurede overraskelser, som kunne ændre det gunstige vejrbillede!

Da jeg ikke i forvejen havde tilmeldt os DMIs tjeneste med rutevejledning, var meteorologen lidt tøvende. I weekenden var administrationen lukket, så jeg kunne ikke tilmelde mig denne tjeneste, som naturligvis ikke er gratis. Han overgav sig dog, og efter et lille kvarters tid, havde jeg DMIs prognose for vejret over Biscayen for de nærmeste dage – helt gratis! Denne prognose svarede nogenlunde til de øvrige vejrmeldinger, vi havde modtaget og lød således: 
Søndag: morgen, NW under 15 knob og aftagende, og til aften NNW 10 knob. Højtryk bygges op.
Mandag: mellem NNØ og NW under 20 knob, og
Tirsdag: aftagende vind dagen igennem og ved La Coruna, NNE 15-20 knob.
 Sidst på eftermiddagen havde vi skippermøde på Carisma – dvs. Sedna var med på VHF-en, da de var i havn, og vi besluttede at sejle næste morgen kl. 0700. Vejrmeldingerne var jo perfekte.

Vi sejlede ind til havnen og fik fyldt diesel- og vandtanken, hvorefter vi igen ankrede op. Gummibåden blev pakket væk og Sonja forberedte varm mad til to dage – v i var klar til Biscayen.

 

Søndag den 31. juli 0700 blev ankeret halet op og sammen med Carisma satte vi kursen mod Chausse de Sein, et langt rev, som strækker sig ud den franske kyst og som vi skulle runde for at kunne sætte kurs over Biscayen mod La Coruna.

Sedna ville følge efter lidt senere, for de havde aftalt også at følges med en tysk sejlbåd, ”Free Sandy”.

Himlen var overskyet og vinden i nordvest, men kun omkring 4 sek/m., så selv om vi ind i mellem kunne sejle for sejl, var det mest motor, indtil vi kl. 1140 passerede Chausse de Sein. Vinden var da mere stabil omkring 6 sek/m, så motoren blev igen slukket og vi havde en fin sejlads for halvvind og nogen sol.

Kl. 1604 så vi de første delfiner og denne gang var vi ikke i tvivl om, at det var delfiner! De sprang ca. 100 meter bag os, men blev desværre forstyrret af en coaster, som pænt gik af vejen for os. Positionen blev noteret: 47°41,38 N, 5°25,8 W. Champagnen i La Coruna dobbeltsikret! Vi havde 2 flasker champagne med og havde allerede hjemmefra besluttet, at den ene skulle åbnes, når vi havde set de første delfiner eller når vi havde krydset Biscayen.

Sidst på dagen kunne vi se Sedna et stykke bag os og nogen tid senere dukkede også tyske Free Sandy op i horisonten bag os.

Hen under aften sættes autopiloten til at styre efter vinden, så vi kan slappe lidt af, og da solen sank under horisonten, blev radaren og motoren tændt. Vinden var stadig i nordvest og 8 sek/m, så motoren på 1200 omdrejninger og blot for at holde strøm til de to storforbrugere.

Det var en utrolig flot aftenhimmel og minsandten om ikke en flok delfiner kom hen til os for at sige godnat.  De legede omkring båden: sprang foran stævnen og svømmede synkronsvømning på siderne og under os. Fantastisk!

 

Autopiloten holdt ikke mere end en god times tid, så kunne den  ikke holde kursen længere! Kontrol af pumpen viste, at den igen havde smidt olie ud! Jeg efterfyldte med hydralikolie og forsøgte at lufte den ud, men havde ikke olie nok! Det skulle vi naturligvis have tænkt på noget før!

Resultatet var nedslående – håndstyring hele natten!

Vejret holdt sig hele natten og vi havde en fin sejlads i en flot nat på trods af den manglende autopilot.

Den følgende morgen fik vi leveret en dunk hydralikolie over fra Carisma, men det var ikke den rigtige type. En efterfølgende forespørgsel til tyskeren gav resultat. Han lå et par sømil bag os, og vi satte farten ned og drejede over mod ham. En ny dunk olie blev halet ind på Drivert og det var den rigtige olie.

Dagen gik så med efterfyldning og udluftning af systemet, og hele aftenen og natten kontrollerede jeg løbende oliestanden og ind i mellem skulle der fyldes efter, men det så efterhånden ud til at virke.

Vi var begge godt trætte. Sonja havde i løbet af omkring halvandet døgn kun fået små 3 timers søvn og jeg måske 4-5 timer.

Sidst på mandagen begyndte vinden at dreje mod sydvest og vi fik nogle regnbyger og vejret holdt sig sådan natten igennem. Sidst på natten gik jeg til køjs efter at have kontrolleret autopiloten for gud ved hvilken gang! Den virkede stadig. Jeg faldt i søvn med det samme og da Sonja 20 minutter senere konstaterede, at der manglede olie i autopiloten,  nænnede hun ikke at vække mig. Hun havde så 4 timer foran sig med håndstyring og et par gevaldige regnbyger!

Tidligt tirsdag morgen drejede vinden til nordøst, men der var stort set ikke noget af den, så motoren måtte fortsætte med at være i gang. Vejret var klaret en hel del op og kl. 0650 fik vi landkending. Capo Prior i det nordvestlige Spanien!

Det blev en flot dag med masser af varme, sol fra en skyfri himmel og flot klart blåt vand i Biscayen. 

Kl. 1220 passerede vi Capo Prior og en flok delfiner fulgte os ind mod La Coruna, hvor vi trætte, men glade kunne fortøje kl. 1445 i sol og varme.! Biscayen var besejret – nu var vi kommet sydpå!