Fra La Coruna til Cascais

Endelig blev det muligt, at skrive rejsebreve på vores egen pc-er og via usb-pen sende dem fra internetcaféer eller biblioteker. Den usb-pen vi havde med hjemmefra kunne ikke installeres på pc-eren, så hidtil har vi måtte skrive på stedet, hvilket i Cherbourg kostede 8,- euro på en café og på biblioteket i Povoa de Varzim havde jeg kun 20 minutter til rådighed. Da der var kø ved pc-erne blev det sidste rejsebrev noget kortfattet!

Det kan der så rådes lidt bod på nu.

 

Som tidligere skrevet gik turen over biscayen fint, bortset fra problemer med autopiloten. Vi fulgtes med to norske både, den ene ”Carisma” mødte vi på ankerpladsen i Cherbourg og Ingvill og Leif har vi stort set fulgtes med lige siden. Den anden norske båd ”Sedna” mødte vi i Skt. Peter Port på Guernsey og Ragnhil og Sven-Hugo har vi i det store og hele også fulgtes med siden. Faktisk aftalte vi alle tre par på Guernsey, at følges ad over Biscayen. I skrivende stund ligger Carisma i havn i Sines, da de har besøg hjemme fra, og vi ligger for anker 100 meter derfra.

Sedna har vi ikke set så meget til de sidste 3 uger. De blev i Povoa de Varzim en lille uges tid længere end os og vi mødte dem først igen for en uge siden i Cascais ved Lissabon – de er formentlig nu på vej mod Madeira og vi regner med at mødes igen på Lanzarote i oktober.

Det er nogle mægtig hyggelige nogle, de nordmænd og da vi nu har sejlet så meget sammen de seneste 7 uger, er vi blevet ret gode til norsk! Det er ret få danske både vi har mødt. I Cherbourg mødte vi en dansk båd på vej hjemover og derudover har vi et par gange mødt to danske både i Spanien. Den ene af dem, ”Frigg” - en Rasmus 35 som vores, mødte vi første gang i Brunsbüttel, hvor vi blev sluset ud sammen. Da havde han sin kone med – hun  afmønstrede dog i Holland og siden har han sejlet alene!! Dog mest sammen med den anden danske båd ”Pi”. Begge to er fra København.

I Bayonna i Spanien mødte vi så en tredje dansk båd, ”Najaden” fra Rønne, med Anders og Susanne, og sammen med Carisma har vi tre både langt hen ad vejen fulgtes ad indtil nu. Najaden ligger i skrivende stund for anker ved siden af os.

Det har været helt rart at høre dansk igen!

 

Vejret kan vi ikke klage over, det er kun ganske få regnvejrsdage vi har haft og siden vi ankom til Calais har vi kun haft lidt regn på Guernsey, et par små byger over Biscayen og en formiddag for 3 dage siden i Arrabida. Faktisk har vi stort set kun haft sol og masser af varme siden vi ankom til Spanien!

Vandet hernede er et kapitel for sig: klart blåt og vi kan se både fiskestimer og delfiner på 5-6 meters dybde – måske mere! Det første farveskifte i vandet bemærkede vi i starten af Biscayen og efter Lissabon er det blot blevet mere klart og gennemsigtigt.

 

Efter at have passeret Biscayen havde vi nogle gode dage i La Coruna, hvor overfarten blev fejret med champagne og et efterfølgende gilde ombord på Drivert. Champagnen havde vi med hjemmefra og den skulle drikkes når vi havde set delfiner eller når vi havde passeret Biscayen. Begge forudsætninger blev jo opfyldt ved samme lejlighed!

Sammen med norske Carisma og Sedna fejrede vi overfarten til kl. 0430! Vi fik naturligvis den spanske nationalret, paella og lidt kold hvidvin samt kaffe og cognac. Mægtig hyggeligt.

La Coruna er en fantastisk dejlig by og vi brugte en del tid på byvandringer. Skulle vi blæse inde en uge eller to måtte det gerne være der!

Den 4. august om aftenen var der et kæmpe fyrværkeri på havnen – ingen tvivl om, at de fejrede vores tilstedeværelse!

Dagen efter forlod vi La Coruna sammen med Carisma med Camarinas som mål. Der skulle være god mulighed for at ankre ved byen. Vi ville egentlig have været afsted kl. 0730, men ”vækkeuret” sov for længe, så kl. blev 0910. Det var flot vejr og vinden fin med 4 m/s fra nordøst, men vi var kun lige kommet ud af bugten ved La Coruna, da vi blev mødt af en høj medløbende dønning – og ved Islas Sisargas forsigtig skønnet til 3,5 – 4 meter. Det var ret så ubehageligt at sejle i, selv om vinden da var øget til 8-10 m/s.

Ud for Capo Villano øgede vinden til 13 m/s og der var en voldsom sø – en engelsk sejlbåd små 200 meter ved siden af os forsvandt ind i mellem i adskillige sekunder, med rig, sejl og alt. Den var bare væk!!

Der var også gode oplevelser på turen: vi så både delfiner og flere klumpfisk, eller som de også kaldes: portugesiske vinkefisk!

Ankerpladsen ved Camarinas holdt hvad der var lovet: det var en fin plads ud for en god sandstrand og ikke langt til byen og ikke mindst: der var læ for både vind og sø!

Vi blev der nogle dage for at afvente en fornuftig vejrudsigt til at runde det forblæste hjørne, Capo Finisterre.

En sådan vejrudsigt får vi til tirsdag den 9. august og kl. 0900 blev ankeret halet op og kursen sat mod Portosin i ret tæt morgendis. Sejladsen foregår for motor, da det stort set er havblik hele vejen. Kort før Capo Finisterre lægger en tæt tåge sig – der er ingen horisont, bare gråt i gråt. Endnu engang er vi glade for radaren!

Efter syv timer ankrer vi op ud for havnen ved en lille badestrand, mens Carisma går i havn, da Leif har fået dårlig ryg. Jeg bruger resten af eftermiddagen på reparation af påhångsmotoren, da startsnoren ikke ruller ind – det er noget bøvlet, for jeg er nødt til at afmontere spiralfjederen og den er omkring 1,5 meter lang! Operationen lykkedes dog – vist nok til Sonjas store forundring uden at jeg kastede det hele over bord og uden at få olie på tøjet!

Næste morgen må vi konstatere, at der ikke er megen strøm på batterierne, så vi er også nødt til at gå i havn.

Onsdagen går så med en bustur op til Santiago de Compostello, en gammel og meget særpræget bydel med en kæmpe katetral. Pilgrimme fra hele Europa valfarter hertil – til fods!

Torsdag, da der igen er støm på batterierne ankre vi op udfor endnu en fin strand ca. 1 sømil vest for havnen og da det fortsat er hedebølge bliver der badet en del.

 

Fredag morgen den 12. august udnytter vi det gode vejr til at sejle ud til Islas Cias ud for Bayona, 39 sømil i høj sol og ingen vind.

Utrolig lækker ankerplads ved flot sandstrand og med fin holdebund. Om aftenen griller vi på stranden sammen med Carisma og Sedna, men må delvis afbryde, da et par parkbetjente ankommer og meddeler, at der ikke må være åben ild på øen. Leif og Sven-Hugo bliver bedt om at slukke deres grill og betjentene venter til de sidste rester af ild er helt druknet i vand! Samme betjente skuler lidt til vores grill, men kan åbenbart ikke finde ud af hvad det er for en tingest (en lukket kuglegrill), da de ikke kan se åben ild. De siger derfor intet til os, og så snart de er gået, deler vi alle seks så vores grill!

Lørdag var en anstrengende dag, da vi vandrede øen rundt og var oppe ved fyret Monte de Faro i 185 meters højde og i ca. 30 graders varme! Ikke desto mindre en flot tur og en fantastisk udsigt.

Søndag morgen varsler både de franske, spanske og engelske Navtex-stationer hård nordøstlig vind i de følgende dage, og da ankerpladsen er åben mod nordøst, sejler vi ind til Bayona og går i havn, en lille tur på kun 2 timer.

Vores ankomst blev fejret med et kæmpe fyrværkeri ved havnen – det overgik både Honfleur og La Coruna. Det var spansk helligdag og mandag var der fest og musik i byen.

Det forudsagte vejr kom ikke, så allerede mandag sejlede vi ud på en fin ankerplads øst for havnen og tog så gummibåden ind til centrum for at se mere af den skønne by, med hyggelige smalle gader og gyder og en stor fæstning med parker ud mod vandet.

Tirsdag den 16. ville vi så videre mod Viana do Castelo i Portugal og kl. 0930 lettede vi anker i højt flot solskin og vindstille og sejlede ud fra bugten. Da vi rundede havnen kunne vi se lidt dis over forbjerget, men det var kun dis! Troede vi – for nogle minutter senere sejlede vi lige ind i en mur af tåge og vinden øgede med det samme til 8 m/s! Vi kunne intet se og det hele gik så hurtigt, mindre end et minut, at jeg ikke engang nåede at tænde radaren! Sigtbarheden var under 50 m og vi beslutter hurtigt at vende om og sejle tilbage til havnen.

Som sagt så gjort og efter få minutter er vi ude i højt flot solskin og vindstille og lidt dis over forbjerget..!?

Hele turen varede godt en time og det var en højst besynderlig oplevelse!

En oplevelse rigere ankrer vi samme sted igen og snart er temperaturen oppe nær de 30 grader og der dømmes badning fra båden!

Fænomenet med tågen var ukendt for os, men ikke at vinden lige pludselig øgede – det kan blæse en stiv pelikan og der kan stå en voldsom sø uden for et ria (en bugt) og inden for, blot en sømil borte, er det stille med fladt vand!

 

Torsdag den 18. var det tid for endnu et forsøg på at forlade Bayona, så kl. 0930 lettede vi anker og satte igen kurs mod Viana do Castelo i Portugal. Det blev en ret blæsende tur.

Et udskrift fra logbogen:

 

Tid                          Log        Kurs          Vind & vejr                                   Dagbog/observationer

0930  Bayona             6793      forskell.       sol, NNE 3 m/s, 1019 hpa           -

1020   Laxe                6797       180            sol, NNE 5 m/s, 1020 hpa         1,5 m dønning.

1220  Mte. Terrose      6808       180           sol, NNV 8 m/s, 1020 hpa         Sejl op, Pendler i søen 

1255  Picos                6811       180           sol, NNV 10 m/s, 1020 hpa       Portugal.

1420  Montedor          6817       147           sol, NNV 10 m/s, 1020 hpa       2,5 –3 m dønning.

1545  Viana               6824       -               sol, NE 16 m/s, 1020 hpa          Vinden øger ved ind-sejlig i havnen og drejer nordøst. 16 m/s hele vejen ind!                                                                               

 

Det var et mønster, som skulle gentage sig og er ret normalt på disse kanter. Svage vinde om formiddagen og så frisker vinden op om eftermiddagen og kulminerer omkring spisetid.

 

Det var en rigtig god havn og en meget hjælpsom og snakkesalig havnefoged, der anviste os en fin plads. Der opstod nogle problemer, da Sedna som den sidste kom i havn: den mooring de fortøjede agterenden i, slap bunden og i løbet af ingen tid, lå hun langskibs langs flydebroen i den stærke blæst. Vi måtte alle i arbejde – også havnefogeden – for at få Sedna fortøjet til en anden mooring og få hende placeret rigtigt ved broen. Derefter ankerdram (som det hedder på norsk) på Sedna!

En fantastisk dejlig by og vi var så heldige, at der var byfest og igen et gigantisk fyrværkeri på havnen om aftenen.

De hyggelige gader var pyntet op efter alle kunstens regler og det ene optog med musik og dans afløste det andet gennem byen. Det blev til nogle byvandringer og flere steder sås gamle koner stå ved et gadehjørne og sælge ansjoser!

Det var også her, at vi første gang stiftede bekendtskab med de norske bacalhau – tørret og saltet fisk, som stinker afskyeligt. De sælges fra alle fødevarerbutikker også de helt store supermarkeder og søger man et sådant i byen, er det blot at gå efter lugten!

Fredag tog vi de 630 trappetrin op til Skt. Luzia Templet på toppen af et lille bjerg med formidabel udsigt over byen, havet og floden. Udsigten her regnes for en verdens bedste! Hvordan man eller måler det!

En barsk tur i 30 graders varme, men det hele værd og oven i købet kom vi til bryllup i templet – et vaskeægte portugesisk bryllup med promp og pragt i det utrolig flotte tempel. Senere på dagen hilste vi igen på Anders og Susanne i Najaden og så her begyndelsen på en stor skovbrand. Sort kvælende røg steg op fra skoven lidt øst for templet og kun ca. 1 km fra havnen og i løbet af nogle timer var himlen dækket af røg og aske.  I begyndelsen bar vinden på langs af byen og havnen, men efter nogen tid drejede den, så vi fik røgen ind over os.

Lørdag morgen startede med at vaske båden – den var helt sort af aske. Luften var tyk af røg og øjnene løb i vand og der var ingen steder at flygte hen! Hele egnen var indhyllet i røg.

Lørdag aften var vi på Sedna, hvor Svend-Hugo havde lavet tortilas med avocado og kæmperejer – kanonaften!

 

Søndag den 21. forlod vi Viana i håb om, at der længere syd på var renere luft, selv om havnefogeden havde sagt, at røgen hang hele vejen ned langs kysten.

Røgen lå også tæt over byen så vi måtte have radaren tændt ved udsejling af havnen!

Efter fire timer ankom vi til Povoa de Varzim, hvor der godt nok lugtede af røg, men vi kunne dog trække vejret!

En udmærket havn og flinke og meget hjælpsomme havneassistenter, men et noget forblæst sted. Byen er også meget hyggelig med de efterhånden så velkendte smalle krogede gader og en masse små detailhandlende.

Vi blev nogle dage i byen og måtte ind i mellem vaske aske af bådene! Det blev også til en bustur ind til Porto med besøg på et portvinshus, Sandeman. En meget flot by, men også en by, hvor det tydeligt ses, at Portugal ikke har helt samme levestandard som det øvrige EU. Der bygges meget overalt hernede ved hjælp af EU-midler, men der er lang vej endnu. Mange kvarterer i byerne ligner de fattige kvarterer, som vi sidste år så i Polen.

Om eftermiddagen den 24. var Najaden, Carisma og Sedna på besøg til en lille én i anledning af Sonjas fødselsdag og med noget godt fra havet fik jeg brygget en middag sammen.

En ting vi savner i denne del af Portugal er ankerpladser – der er ingen naturlige ankerpladser langs kysten før vi når Cascais ved indsejlingen til Lissabon. Vi er da også enige om, at vi burde have brugt mere tid i de nordspanske rias, med en overflod af beskyttede vige og gode ankerpladser. Det må vi så gøre på vejen hjem!

 

Fredag den 26. august forlod vi så Povoa de Varzim og efter knapt tolv timer løb vi ind i Figueira de Foz. Indklareringen her var noget af et skuespil. Indtil da havde kontakt med havn og myndigheder forløbet uden vanskeligheder og unødigt bøvl. Men her var det noget ganske andet: havnefogeden så alle skibspapirer og vores pas og udfyldte en lang formular med oplysninger herfra. Derefter vente omkring ti minutter, så skulle immigrationsbetjenten se præcis samme papirer og pas – samt udfylde en formular med de samme oplysninger. Havnefogeden og betjenten sad i samme kontor på seks kvm..!!! Ikke nok med det – havnefogeden oplyste, at vi ikke kunne betale havnepenge dér, vi skulle til et kontor i den anden ende af havnen, ca. 300 meter borte og det kunne vente til senere eller dagen efter.

Da vi ville sejle tidligt næste dag, gik jeg til pågældende kontor ca. 1 time efter vores ankomst, og minsandten om ikke selvsamme havnefoged sad på kontoret og tog i mod havnepenge..!!

Den følgende dag sejlede vi så til Nazaré, hvor indklareringen var lige så besværlig – dog skulle man gå 500 meter til en portvagt efter at have indklareret hos myndighederne.

Havnefogeden var imidlertid en spøjs fyr. Han var 71 år gammel og var gået på pension hele fire gange! Han kom med mange gode replikker og da vi havde luftet tanken om at ankre op ved Islas Berlinga næste dag frarådede han dette, fordi der var meldt om storm og mange isbjerge i farvandet!

Senere på dagen meddelte han, at temparaturen syd for Lissabon var nær de 40 grader og foreholdt sin tidligere udtalelse, svarede han prompte, at isbjergene var væk nu, men der var rapporteret om 14 isbjørne, som ventede på et lift sydpå!

Dagen efter forlod vi Nazaré kl. 1215. Vi havde ventet hele formiddagen på at en tæt tåge skulle lette og ved afgang var den lettet så meget, at vi sammen med Najaden valgte at sejle. Vi nåede dog kun ud til yderhavnen før vi måtte navigere ved hjælp af radar!

Det fortsatte de næste timer og da området er fyldt med ruser og andet fiskeudstyr, måtte jeg indstille radaren til 0,75 sømil for også at se de små flag på ruserne. Najaden lå mindre end 400 meter på vores bagbord side, men kunne kun ses på radar! Modbydelig sejlads.

Det var meningen, at vi ville ankre op i Peniche, men det var ikke tilladt, så vi måtte ligge uden på to andre sejlbåde i en overfyldt og meget urolig havn. Til gengæld var indklareringen nem. Betjenten kom ombord og hilste med håndtryk, hvorefter han udfyldte sin formular og sagde pænt farvel.

Vi gik herefter en tur i byen, som ikke umiddelbart rummede noget særligt, så beslutningen om at sejle videre næste dag var hurtigt truffet – ikke mindst fordi, at vi så omsider igen kunne ankre.

 

Mandag den 29. ankom vi til Cascais og ankrede ud for byen og (igen) en flot badestrand. Fra Najaden blev det over VHF-en medddelt, at der var kaffe og hjemmebagt kage, når vi ankom – alle tiders!

Cascais viste sig at være et fantastisk sted – en dejlig by og en flot udsigt fra ankerpladsen, men mere om det senere.