Sidste rejsebrev sluttede med ankomsten til Cascais mandag den 29. august. Her havde vi igen rundet et vigtigt cap – Cabo Raso, for som ved Cabo Finisterre ændrede klimaet sig også her til det mere behagelige. Den seneste uges tid har været ret blæsende og kølig, men nu er det igen 25-30 grader varmt og svage vinde. Norske ”Sedna”, som stadig ligger i Povoa de Varzim meddeler via sms, at det kun er omkring 15 grader deroppe!

Hele tirsdagen gik med sightseeing i den utroligt charmerende  by med idylliske små gader, flotte huse og masser af palmer.

Der er hele to store supermercadoer, Jumbo, som nærmest ligner det hjemlige Bilka og Pingo Doce, som minder lidt om Aldi eller Netto, også prismæssigt. I det hele taget er det billigt at handle ind i Portugal og de billigste steder er Lidl, hvor et sådant findes, eller Pingo Doce, som findes i de fleste lidt større byer.

Indkøb er billigt set med danske (og norske!) øjne, derimod er havnepengene meget varierende: fra 12 til 46 euro! Her i Cascais koster det 46 euro og det skulle så også være en af Portugals dyreste havne. Sandelig godt, at der er en god ankerbugt ved siden af.

Onsdag blev der handlet stort ind, fordi vi hørte, at der var langt til indkøbsmuligheder i Alcantara, den eneste havn for gæstesejlere i Lissabon.  

Vi mødtes også med Carisma igen onsdag – efter en uges adskillelse! De var sejlet til Lissabon for at hente en søn og svigerdatter.

Torsdag den 1. sept. sejlede vi sammen med Najaden til Alcantara, Lissabon, og i 30 graders varme gik vi ind til den gamle bydel, Bairro Alto og Baixa. Byen har nogle fantastisk flotte pladser og det er ret specielt at besøge den gamle fæstning med den lille by Santa Cruz inden for murene, men alt i alt var vi lidt skuffede – den adskilte sig ikke væsentligt fra andre storbyer, men måske var vores forventninger sat for højt eller måske skulle vi have brugt nogle flere dage i byen! I hvert fald fandt vi Porto mere spændende.

Fredag morgen startede med små projekter. Både Susanne og senere Anders var i masten, da deres spilerfald var gået i beknep i mastetoppen. Da Susanne var deroppe opdagede hun, at genuafaldet var slidt halvt igennem, så Anders måtte til tops og forsøge at skære det dårlige stykke af. Det hele endte med at spilerfaldet blev fikset, mens et nyt genuafald måtte trækkes uden på masten!

På grund af problemer med installation af vores usb-pen har vi ingen sikerhedskopi af vores fotos, men nu fik vi dem brændt over på en CD-rom af Anders.

Om eftermiddagen gik vi så de omkring 4 km den modsatte vej – langs floden og havnen ud til De opdagelsesrejsendes Plads, hvorfra portugeserne i begyndelsen af 1400-tallet sejlede ud og fandt Madeira og Azoerne og hvorfra Wasco da Gama få år senere drog ud på det store hav og fandt ruten til østen – syd om Afrika. Sammenlignet med dette er der ikke megen langtur i vores lille ferietrip!

Vi besøgte naturligvis også et andet af Lissabons vartegn: Tore de Belem fra 1500-tallet, bygget i ”konditor-stil” som monument over portugesernes herredømme på havet og til forsvar mod sørøvere.

På vejen derud passerede vi nogle gamle fyr og et af dem så ud til at være helt tilbage fra romertiden!

På hjemvejen gjorde vi stop på en café og minsandten om ikke Leif og Ingvill dukkede op en halv time senere! De havde taget toget fra Cascais for at se monumenterne.

Kl. 1630 forlod vi Lissabon og satte kurs ”hjem” til Cascais, hvor vi ankrede samme sted som vi havde forladt dagen før.

Det blev til et gensyn med Sedna, som var kommet dagen før. På ankerpladsen lå også en anden dansk båd og et par svenske, og en af svenskerne arrangerede skandinavisk party på stranden om aftenen. De blev samtidig ”afskedsparty” for Sedna, som efter at have fået gaster ombord i Lissabon ville sætte kurs mod Madeira og via Gran Canaria til Caribien. Måske ses vi igen på Gran Canaria – i hvert fald kontakter vi hinanden ved ankomst til de Canariske Øer.

 

Lørdag den 3. sept. kl. 0935 lettede vi anker for at sejle de 22 sømil til Sesimbra. Endnu en meget varm dag og meget lidt vind, 5 af 6 timer for motor!

Benyttede tiden til at få rigget et forfang på fiskelinen. Jeg havde ikke de korrekte remedier, men konstruerede et passende forfang af et stykke ståltråd! Den hoppede fiskene dog ikke på!

Fik en god ankerplads ud for stranden – der lå ikke andre, men lidt senere ankom Najaden og derefter Carisma. Byen har ingen marina og dårlig nok en havn – fiskebådene ligger ved mooringer. Ankerpladsen kunne man dog ikke klage over og ej heller vejret. Kl. 1900 var det 28,5 grader i kahytten i gennemtræk – de køligste sted ombord!

Byen ganske hyggelig og søndagen gik med byvandringer. Carisma ville blive et par dage i byen, da sønnen og svigerdatteren havde fundet en golfbane i nærheden og den ville de kikke lidt på. Vi besluttede sammen med Najaden at sejle ud til en ankerplads ca. 6 sømil øst for Sesimbra. Arrabida, som stedet hedder, skulle være en af de smukkeste og med spektakulære ankerpladser i Portugal – og det er dog noget!

Mandag den 5. kl. 1310 lettede vi så anker, da vi skulle ankomme til Arrabida omkring højvande.

Det var endnu en flot varm dag og på lang afstand, kunne vi se, at dette sted var ganske anderledes end de øvrige ankerpladser vi havde benyttet. Det var en lille bugt med hvid sandstrand og isolerede klippepartier i vandet og bag det hele rejste der sig en 408 meter høj flot bjergside, hvor sollyset kunne spille over et utal af grønne, brune, grå og hvide nuancer. Partier på klippen var golde, mens andre var rigt bevokset med små træer og buske og så var der blevet plads til et par enkelte huse. Vandet flot klart blågrønt og sandbund, som sås ganske tydeligt på 6 meters dybde. Det er intet mindre end en perle af en ankerbugt!

Aftenen blev tilbragt sammen med Susanne og Anders på stranden ved egen grill. Det var mægtig hyggeligt og det blev ret sent. Dog ikke senere, end at vi kunne navigere ud til vores både. Anders var imidlertid ret uheldig, for da han skulle ombord i Najaden fra gummibåden, faldt han af ukendte årsager i vandet med det meste af deres service og sit digitalkamara. Han selv og alt udstyr blev reddet, men kameraet og deres fotos siden Viana do Castello var gået tabt!

Tirsdag formiddag vågnede vi til noget så usædvanligt som regn! Det blæste en del fra vest og regnen stod ned i stænger.

Da bugten ikke er beskyttet mod vind og sø fra vest besluttede vi at gå i havn i Setubal og selv om turen dertil kun tog halvanden time, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og vinden var aftaget en del, da vi ankom.

Selv om Setubal er hovedstad i regionen, er havnen meget lille og vi besatte de to eneste ledige pladser og fik endda hjælp med fortøjningerne af immigrationsofficeren. Han havde tilsyneladende siesta for han meddelte, at immigrationskontoret først åbnede om en halv time – kl. 1400.

Kl. 1400 kom havnefogeden, Carlos, som præsenterede sig med håndtryk hele vejen rundt og han ønskede os velkommen til Setubal. De to pladser vi havde lagt os på, var til alt held ledige til fredag. Det var ganske tydeligt, at havnen ikke var beregnet på gæstesejlere.

Samme indtryk gav byen – vi så ingen turister og der var intet i byen, som gav indtryk af, at man på nogen måde satsede på turister. Det var vi ganske tilfredse med, for det gav mulighed for at se en ”ægte” portugesisk by – endda en lidt større by. Og den var da også ganske forskellig fra de byer og havne vi indtil da havde set. Ingen prangende hoteller og restauranter og ingen strand – måske derfor!

Der var alligevel liv i byen; på torvet og de små pladser rundt om i byen mødtes de lokale på en bænk i  skyggen eller på en lille ydmyg café. Byen var om nogen fyldt med smalle gader og gyder og et hav af små forretninger. Nogle så små og undseelige, at vi ikke bemærkede at det var en forretning, før man stod der!

Der var også langt til EU-midlerne – mange huse var faldefærdige, en del var under restaurering og hist og her var et hus revet helt eller delvis ned. Der var da også mange gamle flotte bygninger, specielt i byens forretningscentrum, men vi skulle ikke langt ud derfra, før billedet skiftede.

Alt i alt gav Setubal nok et mere ærligt indtryk af Portugal, end de andre steder vi havde besøgt og det var en oplevelse at se denne side også.

Vi blev i byen et par dage og drog så torsdag den 8. mod Sines, efter at have fyldt både vand- og dieseltankene.

 

På vejen til Sines fik jeg rigget et nyt forfang på fiskelinen – et ”rigtigt” forfang, købt i Sesimbra, og en gummiblæksprutte fra samme sted.

Linen blev firet ud, da vi kom på dybt vand og efter knapt 2 timer var der bid! Det tog nogen tid at hale ”monsteret” ind og vi kunne se noget blankt, som ind i mellem sprang helt ud af vandet ved blæksprutten.

Faktisk troede vi begge to, at det var en plasticpose eller lignende, som der flyder en masse af i vandet på disse kanter, men tættere på, kunne vi se, at det faktisk var en fisk.

Den blev landet med nogen besvær i cockpittet og det lykkedes den at vikle sig ind i både fiskeline og fangstnet – det blev heller ikke nemmere af, at Sonja gav slip på nettet og flygtede ned i salonen!

Et opslag i ”Verdens fisk” fortalte, at der var tale om en Timuco, en art hornfisk, som kan blive op til 80 cm lang.

Vores eksemplar var tæt på de 80 cm, men da jeg  var nødt til at skære hovedet af den for at få den fri af line og net, fik jeg ikke målt den før den var slagtet. Da målte den 60 cm, så med hoved og næb har den nok målt ca. 75 cm.

Det var en stor dag: for første gang i mit liv har jeg fanget en fisk, der kan spises. Én gang for længe siden fangede jeg en undermåler af en makrel!

Det har nok ikke været uden stolthed i stemmen, at jeg over VHF-en meddelte resultatet til Anders i Najaden. En time senere havde han også fanget en – heldigvis lidt mindre end min!

Kl. 1620 ankrede vi op ud for byen og  (igen!) en superstrand – Praia do Vasco da Gama. Byen så virkelig flot ud fra ankerpladsen – en gammel fæstning, palmelunde og flotte bygninger, men derudover var der ikke noget usædvanligt ved stedet.

Om aftenen grillede vi på stranden sammen med Carisma og Najaden og jeg havde ca. 2 timer forinden marineret fisken i citronsaft, salt og peber. Det var simpelt hen super.

Vi tilbragte nogle dage i Sines og  søndag den 11. sept. kl. 0900 lettede vi anker alle tre både – Carisma og os for at runde det næste skarpe hjørne, Capo Sao Vincente, Portugals sydvestlige hjørne, og Najaden for at sejle til Madeira.

Det blev så en på gensyn til Najaden, da vi har aftalt at kontakte hinanden ved ankomst til Lanzarote.

Turen syd over mod Capo Sao Vincente bød mest på motorsejlads i højt vejr. Vinden var ganske vidst med os (som næsten altid hernede), men der var stort set intet af den. Kludene var oppe i godt 2 timer, det var alt. Til gengæld så vi en masse delfiner – faktisk de eneste delfiner, vi har set i Portugal! De var meget legesyge og i mere end et kvarter legede 10 – 12 delfiner omkring os og lige foran stævnen. De var eksperter i synkronsvømning: 2 og 2 svømmede de under stævnen – ofte med deres hvide  bug opad, og helt op til 5 delfiner sprang helt synkront ud af vandet ved siden af os. Et fantastisk show, som det lykkedes mig at få på video – optaget på fordækket.

Efter at have rundet Sao Vincente så vi på en mulig ankerplads lige bag klippen, men der var ikke læ for dønningerne, som fulgte kysten rundt, så vi sejlede et par sømil længere østpå og fandt en fin plads ved Sagres. Kl. 1910 lod vi ankeret falde efter 62 sømil på godt 10 timer.  Efter et hurtigt måltid tog vi gummibåden over til Carisma, som bød på kaffe og en lille ankerdram i den klare stjernefyldte aften.

 

Dagen efter, mandag den 12. sept. vågnede vi til en blæsende morgen. Klar sol og 14 m/s fra nord-nordvest. Det var en uvandt situation. I Portugal havde vi været vandt til lette vinde om morgenen og blæst senere på dagen. På den anden side, så havde vi jo rundet endnu et væsentligt cap og vejret på Algarvekysten er anderledes end på vestkysten på grund af Middelhavets og navnlig Gibraltarstrædets indflydelse.

Kl. 1030 lettede vi anker og med 1 reb i storsejlet sejlede vi mod Alvor. Vinden aftog dog gradvist og allerede efter to timer  var den drejet i nord og med kun 2 m/s!

Efter 4 timer sejlede så ind i det lavvandede marskområde vest for Alvor. Spændende sejlads i smalle løb og med langstrakte sandbanker på begge sider. Vi kom ind mellem høj- og lavvande og der er ingen tvivl om, at det havde været optimalt at anduve lige efter lavvande. Så var løbene mellem sandbankerne smallere og man kunne lettere se bankerne.

Vi kom dog ind til den trange ankerplads uden problemer og ankrede op mellem en halv snes andre både.

Vi lå lige ud for den maleriske by, der med lidt god vilje kunne minde om en arabisk landsby, set fra ankerpladsen. Kommet i land, kunne man imidlertid få det indtryk, at byen var engelsk. Den var fyldt med engelske turister og butikkerne og restauranterne, som der var et hav af, skiltede på både portugesisk og engelsk. Mange steder var der englændere ansat.

Ikke desto mindre var den gamle del af byen – ud for hvilken vi lå – ganske charmerende og hyggelig. Ankerpladsen var også fin, selvom der ikke var megen læ for nord- og vestlige vinde. Der var til gengæld bølgelæ bag sandbankerne!

Allerede dagen efter ankomst hilste vi på en lidt utilfreds sneglefisker. Vores ankerkæde lå henover linen til hans sneglefælder! Vi havde godt bemærket, at der lå nogle ½-liters colaflasker i vandet og at de var fastgjort til bunden, men vi anede ikke til hvilket formål og det var heller ikke muligt at se et logisk indbyrdes forhold imellem dem. Det var der altså! Vores fisker måtte tilse sine sneglefælder fra en colaflaske til vores anker og derefter fra en anden colaflaske og til vores anker. De fælder der lå tæt på ankerkæden kunne han af gode grunde ikke tilse eller tømme.

Ankerpladsen skiftede også karakter med høj- og lavvande: ved højvande lå vi på et temmelig stor indsø og ved lavvande lå vi i en smal flod! Under alle omstændigheder var det strømmen, som var den dominerende og som bestemte, i hvilken retning vi lå. Det betød, at vi flere gange havde vind på 8-10 m/s ind i hækken og ikke i stævnen, som ville være naturligt. Det betød også, at det var helt umuligt at forudse, hvordan bådene svajede for vind og strøm i det trange løb.

Tirsdag ville vi prøve en lokal fiskerestaurant, men det var en stor skuffelse. Prisen var der for så vidt ikke noget at sige til, men skaldyrene var få og dårligt tilberedt. Det kunne selv jeg have gjort betydeligt bedre!

Torsdag havde vi en af de sjældne regnvejrsdage og vi lejede en bil for at se lidt på baglandet – specielt bjergene 30 km længere inde i landet.

Vi fandt to firmaer som udlejede biler. Det ene skulle have 40,- euro for 1 døgn og så var bilen ikke fuldt forsikret og der skulle erlægges et depositum på ikke mindre en 600,- euro!

I det andet firma kostede det 44,50 euro for 1 døgn og depositum var kun 20,- euro. Bilen var her fuldt forsikret! Det var ikke så svært at vælge og iført en lyseblå Renault Twingo begav vi os sammen med Leif og Ingvill på udflugt i landet bag Algarvekysten.

Vi besøgte en lille bjerglandsby, Moncherique og områdets højeste bjerg Foia, 902 meter over havet og over trægrænsen. Desværre var himlen sort af tordenskyer og vi fik en del regn, men kunne dog ane vores ankerbugt og indsejlingen dertil. Landskabet kunne vi dog se – store områder var helt eller delvis udtørret, men der var adskillige lunde med figentræer, appelsintræer og kork-ege. Den herlige duft fra figentræerne fyldte luften i store dele af området.

Bilens vinduesvisker var slidt helt ned, så det var næsten umuligt at se ud i bygerne. På et værksted i Moncherique købte vi en ny visker for 20,- euro og i håb om at få beløbet refunderet fik vi en kvittering.

Efter bjergturen kørte vi til Silves, der huser områdets største fæstning, grundlagt af araberne i slutningen af 700-tallet og senere udvidet og ombygget, da Silves blev hovedstad i et selvstændigt arabisk fyrstedømme. Det arabiske herredømme ophørte først i 1200-tallet, da kristne korsriddere erobrede borgen.

Vi sluttede turen af i Portimao for at bese de berømte strande og klippepartier ved Praia du Vau og Praia du Rocha – det var turens højdepunkt.

Det, at vi nu havde bil gjorde også, at vi handlede stort ind i Lidl i Portimao og det blev derfor ret sent inden vi kom tilbage til Alvor. Her måtte Leif sejle 2 gange med gummibåden for at få vores varer bragt ud til bådene. Af nemheds skyld var vi sejlet ind om formiddagen i én båd!

Næste dag afleverede vi bilen og der var ingen problemer med at få refunderet vores 20 euro for vinduesviskeren. Vi fik også en lang snak med biludlejeren med det nordiske navn Valdemar. Han var dog indfødt portugeser.

Det er ret bemærkelsesværdigt, at hovedparten af de portugesere vi har mødt taler engelsk eller forsøger så godt de kan. I spanien var det kun få, som talte engelsk og ingen var interesseret i af forsøge!

Valdemar mente, at det var fordi portugesere er klogere en spaniere! Han begrundede det med, at portugeserne forstår spansk, mens spanierne ikke forstår portugesisk!

 

Vi har nu ankret så meget, at det kniber med at holde strøm på batterierne og vores vandforsyning er også langt nede. Motoren kører derfor 2-3 timer om dagen og fredag fik vi 20 liter vand hos Carisma til at hælde på tanken. Vi havde selv købt 20 liter til drikkevand.

 

Lørdag den 17. kl. 0945 skulle ankeret op for videre sejlads til en ny ankerplads ved indsejlingen Faro og Olhao, men det gav nogle problemer:  vores ankerkæde lå jo hen over sneglefiskerens line og i flere dage havde vi svajet rundt om ankeret alt efter strøm og vind, så hans line med 3 (fyldte!) sneglefælder var viklet ind i vores ankerkæde! I næsten en halv time forsøgte jeg at rede trådene ud – uden skade på hans udstyr, men da vi langsomt drev for ankeret i 10 sekundmeter vind under forsøget, måtte jeg desværre til sidst kappe hans line. Skaden er nok ikke så stor, for jeg har set ham bruge et lille dræg til at fiske sin line med og ellers har linen jo fat i en colaflaske i hver ende!

Vi kom afsted og selv om vinden var gunstig måtte vi sejle en del for motor for at lade på batterierne. Det blev dog til nogle timers sejlads for sejl og ved 1730- tiden var vi ved molerne ind til det lavvandede marskområde ved Cabo Santa Maria og indsejlingen til Faro. Viden var da 10 m/s fra vest og en kolossal brydende sø stod ved indsejlingen mellem molerne. Søerne ude på lidt dybere vand var 1½ til 2 meter høje og her løb de ind over lavt vand og mødtes af en udadgående strøm på over 2 knob! Det var en sand heksekedel – alt der kunne flyve i båden gjorde det og det som ikke kunne flyve, gjorde det også!

Vi kom dog igennem og efter en halv time lod vi ankeret gå ud for lille fiskerlandsby på en sandtange. Der var ikke læ for vinden, men bølgelæ er også vigtigere og det var der her.

Næste morgen afgang kl. 0900, idet tidspunktet for ankomst til Ayamonte i Rio Guardiana, grænsefloden mellem Portugal og Spanien, skulle afpasses efter højvandet dér.

Det var dog ikke muligt at komme ind i den spanske havn, idet havnen var lukket på grund af ombygning og udvidelse, så vi måtte lidt tilbage ad floden til Villa Real do Santo Antonio på den portugesiske side.

Det var en smule besværligt at lægge til, da strømmen i floden og havnen satte hårdt ved vores ankomst, men vi kunne dog imponere de tre havneassistenter, som var mødt op for at hjælpe med fortøjningerne. Vi foretog nemlig en vending i et smalt stræde i den strømfyldte havn – det havde de ikke ventet og der var heller ikke andre, som gjorde det. Vi gjorde det for at få stævnen op mod vinden, men det var til ingen nytte, for vi skulle flyttes til en anden plads efter indklareringen!

Byen har en ganske flot facade ud mod marinaen – velrenoverede gamle huse og en allé af palmer. Bag facaden er byen også meget charmerende og ganske anderledes end de andre portugesiske byer, vi har besøgt. Størstedelen af byen blev ødelagt under det store jordskælv i 1755 og ved genopbygningen blev der lavet en hel ny byplan med brede gader, som løber vinkelret på hinanden. Set ovenfra består byen af en masse små kvadrater. I alle andre byer er gaderne smalle og krogede og sjældent vinkelret på hinanden. Det er faktisk ret nemt at finde rundt i Villa Real!

 

Vi har besluttet at blive nogle dage her i byen og derefter vil vi sejle omkring 20 sømil nordpå i floden – op til bjergene og de små mere eller mindre isolerede landsbyer – fri for turisme!