Fra Rio Guardiana til Graciosa

Som nævnt i sidste rejsebrev sejlede vi en tur op ad Rio Guardiana (grænsefloden mellem Portugal og Spanien) fra Vila Real de Santo Antonio til Alcoutim – også på den portugesiske side. Turen derop er ca. 40 km og det er ikke noget problem at besejle floden, når man sørger for medstrøm. Vi skulle altså afsted ved lavvande for at få strømmen med os nordpå – til gengæld fik vi så foræret 2 – 3 sømil i timen. Det sparer jo noget på dieselolien!

Rio Guardiana er omkring 780 km lang og var i oldtiden del af en vigtig handelsrute mellem Middelhavet og Atlanterhavet og den blev i århundreder brugt af mange folkeslag, grækere, romere og sidst men ikke mindst arabere, da de omkring år 700 e.kr. erobrede store dele af Spanien og Portugal. De kristne korstog i tidlig middelalder fordrev araberne og Rio Guardiana blev grænse mellem de selvstændige kongedømmer Spanien og Portugal.

 

Det blev en tur vi absolut ikke fortrød – sejladsen var jo naturligt nok meget forskellig fra det kendte med vind, bølger og strøm og kun vand til alle sider. Vind og strøm er der selvfølgelig på floden, men ingen bølger og der er hele tiden noget at se på. Adskillige hvide storke, der søger føde langs flodbredden i konkurrence med fiskehejren og den lille hvide silkehejre og så det meget kuperede landskab, med klippepartier i brunlige, grålige og gyldne nuancer, alt efter sollyset. Hertil større eller mindre afsvedne arealer iblandet grønne kuplede appelsintræer, ofte i rækker op ad skråningerne og endelig helt ude ved flodbredden, den frodige vegetation af bambus, grønne buske og enkelte træer med røde eller gyldne granatæbler. Alt sammen iklædt den brændende sols stråler. Vi måler 32 (toogtredive) grader i skyggen!

I Vila Real blev det fortalt, at der ikke var faldet regn af betydning i området i de seneste næsten 2 år! Det sås tydeligt i landskabet. Tørke overalt – de små appelsinplantager blev nogle steder holdt i live ved vanding med flodvand. Mange steder var der opstillet benzindrevne pumper, som sørgede for vand til de tørstende vækster, men de fleste steder var der tørt. Det må være et mareridt at drive landbrug her,også i betragtning af, at temperaturen i juli/august sagtens når over 45 grader. Nogle driver stadig landbrug, men de fleste har tílsyneladende opgivet. En masse forladte ejendomme og små landsbyer, vidner om de vanskelige betingelser. En del af de forladte ejendomme har været forladt i årtier, for de er reduceret til ruiner, men en stor del er tydeligvis forladt i nyere tid.

En afvekslende, spændende og tankevækkende sejlads i flodens bugtede løb, hvor vandets farve efterhånden som vi kom ind i landet, begyndte at skifte fra det gennemsigtige blå havvand, der strømmer ind med tidevandet, og til grumset brunt og fersk flodvand.

 

Alcoutim er en meget lille og meget charmerende landsby lige ud til flodbredden. Der er udlagt to små pontonbroer til gæstesejlere og der kan ligge 4 både af vor størrelse ved hver og så er der minsandten både el og vand på broerne! Hele herligheden koster 7,50 euro pr. døgn – billigt, også selv om der ikke er andre faciliteter.

Byen er hurtigt overset og har ikke meget at byde på: et par restauranter og en meget lille kolonialhandel, der var så godt skjult bag et forhæng i døren, at man ikke så den – ingen reklamer eller skilte forkyndte dens tilstedeværelse!

Hver dag ankom en lille hvid varebil med brød og den holdt så på det lille torv i et par timer og der blev handlet flittigt, indtil den kørte til næste landsby.

Lige overfor Alcoutim ligger den spanske landsby Sanlucar de Guardiana med sine hvide huse i stærk kontrast til det omliggende landskab. Derovre kun ca. 100 meter mod øst har de en noget længere lys aften og ikke kun fordi solen går ned i vest – klokken er 1 time mere. Når den er 20 i Alcoutim er den 21 i Sanlucar!

Enkelte turister har fundet vej hertil – mest engelske, men vi stødte da på et dansk par med to børn, der ferierede på Algarve og som ville en tur ind i landet. Ifølge dem, var den vigtigste nyhed fra Danmark, at der snart skulle være kommunevalg.

Næste dag, torsdag den 22. sept., sejlede vi yderligere 10 km  op ad floden til en lille biflod, Rio Vascao, og vi ankrede på den spanske side lige nord for denne flod. Strømmen her er ret markant, ca. 2 knob, og den skifter hver sjette time,  så båden svinger 180 grader rundt 4 gange i døgnet. Vi holder øje med svingningen de første to gange, for at se om vi svinger med agterenden ind mod flodbredden, der kun er ca. 25 meter væk – og måske går på grund! Det var dog intet problem. Båden drejer stort set om sin egen akse med ankerkæden lige ned og der er dybt helt ind til bredden også ved lavvande.

Aftenen var noget helt for sig selv: det svindende sollys mod vest, der oplyser klipperne bagfra så de fremstår i skarp kontrast til den lyse himmel, hvor Venus allerede er skudt frem. Fisk springer i vandet ved siden af båden, mens et par fiskehejrer skræpper i protest mod det svindene lys – eller blot ad hinanden, akkompagneret af frøer og græshopper som en gennemtrængende baggrund. En lille flok spurvefugle flyver lydløst lavt over det mørke vand og mens vi betragter dem, træder Mælkevejens slørede bånd frem på den klare stjernehimmel langs med floden..!

 

Fredag formiddag ankom norske Carisma og da de havde ankret op, sejlede vi i gummibådene ind i uberørt natur på Rio Vascao. Gamle krogede træer med rødderne ude i floden hang over det grønbrune vand som et halvtag og bag ved rejste klipperne sig i deres golde og gyldne nuancer.

Det var varmt og stille – hist og her hørtes en fugl eller to, men ellers stille. Lavt over vandet i det snoede løb fløj de hurtige guldsmede og på et par rødder ved flodbredden sad to skildpadder og solede sig.

Efter en lille halv times tid blev vandstanden så lav, at vi ikke kom længere i gummibådene, så vi ”parkerede” dem på bredden og gik i land. Det var overhovedet ikke svært at forestille sig, at vi var de første mennesker her – indtil en tom colaflaske ødelagde denne udmærkede illusion!

Vandreturen blev ikke så lang for det gik mod lavvande, så bådene blev igen søsat og turen gik samme vej tilbage og i hovedfloden gik vi i land på den portugesiske side og besteg et lille ”bjerg” hvorfra der var udsigt over en del af Rio Guardiana og Rio Vascao – fantastisk flot. Og anstrengende – tilbage i Drivert og Carisma en halv time senere måltes temperaturen til 35 grader! Vandet til 23!

 

Lørdag ved højvande gik turen tilbage med tidevandet til Vila Real de Santo Antonio – og vi var bestemt nogle oplevelser rigere.

Da det var weekend og vi skulle handle en del, blev det til nogle dage i Vila Real. På udskrifterne af de sidste rejsebreve kunne vi se, at vi ikke havde fået sendt til alle og mandag ville jeg så sende de manglende fra byens eneste internetcafe, men et skilt på døren bekendtgjorde, at der var lukket mandag. OK – så klarer jeg det tirsdag inden afsejling.  En dame i døren bekendtgjorde så tirsdag, at der var lukket tirsdag!?

Med fyldte depoter sejlede vi så til El Rompido i flot varmt vejr (som sædvanlig!) og vi ville ankre i floden Rio de las Piedras ud for byens bådværft. Vores plan på Drivert var, at tage en overnatning dér, én i Sancti Petri og så til Gibraltar. Da Carisma har masser af tid – deres søn ankommer til Malaga den 22. oktober, ville de blive længere tid i det sydspanske, så vi var indstillet på afsked i El Rompido.

Det var plan A, men vi fulgte plan B. Leif på Carisma ringede til bådværftet, da han var usikker på indsejlingsforholdene i floden (telefonnr. er anvist i vores almanak). Her fik han at vide, at der ingen problemer var med indsejling og han fik også at vide, at vi var velkomne i den nye og ufærdige marina. Dér kunne vi ligge gratis!

Det var jo et tilbud, så det gjorde vi naturligvis. En opsynsmand tog i mod os ved ankomst og han hjalp med fortøjninger. Flink og hjælpsom fyr, som desværre kun talte spansk.

Marinaen var splinterny og meget manglede endnu. Kun halvdelen af broerne var etableret og el manglede helt. Derimod var vand ført derud, men selve installationen på broerne manglede. Vi kunne dog tappe vand fra interimistiske haner i brohøjde!

Byen var én stor byggeplads – nybyggeri overalt, hoteller og ferielejligheder og helt ny golfbane. Der var ikke meget tilbage af den oprindelige by! For os virkede det meget tydeligt, at EU-pengene skulle bruges til at skabe et yderst mondænt sted for golfspillere og (velhavende!) sejlsportsfolk. Der er ingen tvivl om, at det nok skal lykkes – det som var lavet, var virkelig flot!

Vores ven opsynsmanden var på broerne hele dagen også selv om der ikke blev arbejdet med marinaen. Han havde sin egen overdækkede bænk på broen ved den eneste adgangsvej til marinaen og han havde gjort det komfortabelt med transistorradio og fiskestang.

Han fiskede meget og forklarede os, at han ikke altid havde noget at foretage sig, så i stedet for at trille tommelfingre eller sove til middag, fiskede han.

Onsdag formiddag stod han på broen og fiskede og i løbet af ingen tid havde han fanget fire fisk i makrelstørrelse. To forærede han Carisma og to fik jeg. Fantastisk lækker fisk til frokost – en virkelig delikatesse! Han fortalte navnet på fisken, men det har jeg glemt, og han fortalte også, at den kostede det hvide ud af øjnene på restaurant!

Han fiskede for tidsfordriv og forærede de fisk væk, som han ikke selv kunne spise!

 

Da vores almanak omtaler ret vanskelige indsejlingsforhold til Sancti Petri, valgte vi at tage en kort tur til Mazagon ved Huelva og så sejle derfra den følgende dag i rette tid til at følge tidevandet ind til ankerpladsen ved Sancti Petri.

Carisma ville også til Mazagon, så afskeden blev udsat!

Sejlede de 20 sømil i høj sol og fladt vand og ankeret havde kun lige nået at få fat, da vi sprang i det 23 grader varme vand for en kølende dukkert.

Byen så ikke ud af meget, men vi var ikke i land, så måske er vi gået glip af noget?

Ankerpladsen var til gengæld meget fin og rolig – indtil midt på natten, da dønning rullede ind fra sydøst, det eneste hjørne uden bølgelæ. Dette til trods for, at der er anlagt en læmole langs flodens udmunding. Opmålt i søkortet er den mindst 10 km lang!!!

Afskeden blev igen udsat, for vi besluttede at ankre op næste dag i floden Rio Guadalquivir ved Bonanza eller Sanlucar de Barrameda. Carisma ville i havn i Chipiona 5 sømil derfra i samme flod. Vi ville dog derefter fortsætte sammen til Sancti Petri.

Afgang fra Mazagon fredag den 30. sept. i varmt flot vejr og denne gang med en brise fra øst, så endelig kunne vi få sejlene op. Det blev til knapt et par timer med en laber foran for tværs, så blev det havblik!

Indsejlingen til floden ses tydeligt på afstand. En grundstødt coaster viser den vej, man ikke skal sejle! Stævnen af coasteren står ret op og ned på revet, som om skiber sejler endnu, men hele midtersektionen med lastrum er fuldstændig borte og længere ude ligger agterskibet med styrhus og lastebomme delvis på siden.

Det har ligger sådan i 12 år!

Ankrer op ved Sanlucar ud for en fin badestrand med læ for vind og dønning, men ingen værn mod de sværme af myg, som invaderede, da solen gik ned! Badevandet var dog meget fint.

  Lørdag kl. 0915 gik turen så til Sancti Petri, igen i høj sol og fladt vand og for motor! I håb om af fange en tun eller dourade har jeg skiftet plastikblæksprutten ud med et rigtig blink af en lækker lille fisk. I hvert fald 2 gange var der bid, men begge gange lykkedes det fisken at hoppe af igen! Blæksprutten er måske alligevel bedre.

Sejladsanvisningernes beskrivelse af vanskelige besejlingsforhold ved indsejling til Sancti Petri viste sig at være forældede. Løbet ind var fint afmærket, og da vi som planlagt kom ved højvande var der masser af vand. Det ville der også have været, selv om vi kom nogle timer før eller senere.

En hel del lokale ligger for moorings ved havnen, så vi må ankre op på 11 meter vand!

Sancti Petri er et besynderligt sted – en spøgelsesby. Byen er forladt og husene er med tiden reduceret til ruiner, også rådhus og kirke. Kun et par restauranter og så havnen summer af liv for der er mange lokale fiskere og en del turister i området.

Byen blev forladt for år tilbage på grund af nedgang i tunfiskeriet, som var den eneste eller væsentligste indtægtskilde.

Søndag havde vi en af de få gråvejrsdage og om natten blæste det op til hård vind, så jeg lagde for en sikkerhedsskyld de sidste 10 meter ankerkæde ud.  Den hårde vind fortsatte hele mandagen, en Levanter var over os, og Carisma gik i havn kl. 0200, da de var bange for, at deres anker ikke holdt.

Selv om vinden var hård, var det alligevel strømmen, der bestemte hvilken retning båden lå i. Da strømmen var sydgående og vinden østlig betød det, at vi lå med siden til vinden og krængede 6-8 grader!

Tirsdag måtte vi i havn for at få ladet batterierne og fyldt vandtanken og først onsdag var det vejr til at drage videre. Sancti Petri er ikke det hyggeligste sted at blæse inde!

Barbate blev nået efter ca. 6½ time med op til 11 sekundmeter vind. Med et reb i storsejlet og fuld genua gik det bare derudaf indtil Cabo Trafalgar, så fik vi vinden, 1,5 knob strøm og 1,5 meter bølger ret imod! For motor bankede vi godt 6 knob gennem vandet, men kom kun frem med godt 3 knob!

 

Torsdag gik turen så til Gibraltar og vi havde kun lige forladt havnen i Barbate, da Maroccos bjerge kunne anes i det fjerne.  Det blev også til sejlads i modvind, grov modsø og til tider modstrøm. Strømmen snyder os lidt, men vi fandt lidt medstrøm tæt under land. Fremme i Gibraltarstrædet driller strømmen så igen, men det lykkedes af finde en god medstrøm længere ude i strædet. Strømforholdene i Gibraltarstrædet er drilske på grund af den permanente østgående strøm, der sender Atlanterhavsvand ind i Middelhavet som erstatning for den store fordampning. Hertil kom så den skiftende tidevandsstrøm.

Kl. 2025 kunne vi lade ankeret gå ud for Gibraltar lufthavn. Forespørgsel i de to marinaer blev besvaret med, at alt var optaget så vi kunne ikke få plads. Mange havde fået denne besked og der lå som følger deraf mange for anker. Vi fandt dog ud af, at der var mange ledige pladser i marinaerne, den ene var praktisk talt tom! Årsagen til at vi fik den besynderlige besked var, at et Rally skulle komme til øen og der var købt pladser til alle disse både. At de så ikke var dukket op endnu betød intet! Man ville i hvert fald ikke lade andre benytte de ledige pladser!!

Fredag formiddag flyttede vi længere ind i bugten – helt ind til landingsbanen, da vores plads længere ude var noget urolig på grund af færgetrafik og almindelig dønning fra Strædet. Vi kom så til at ligge ved siden af en anden dansk sejlbåd, Thara, med Elin og Ole.

Da vi var sikre på, at ankeret holdt, tog vi gummibåden ind til Marina Bay og hele eftermiddagen så vi på byen. Andre havde fået den samme idé, for det var næsten ikke til at komme frem for turister. Et hav af turistbusser læssede folk af i en dertil indrettet terminal ved havnen og forsynet med et nummerskilt eller anden kode tapet på brystet blev de sluppet løs i byen.

Gibraltar by er domineret af to lange smalle gågader, Main Street og Irish Street, begge med en del krogede sidegader. Der er et hav af store og små forretninger, hvoraf hovedparten sælger cigaretter og spiritus eller foto-/videoudstyr og anden elektronik. Cigaretter og spiritus er billigt på Gibraltar, men de øvrige varer syntes ikke umiddelbart at være så billige. Vi hørte da også, at mange ting var op til 20% billigere i Ceuta på den anden side af Strædet.

Selv om det er et turistmekka uden sidestykke, er det alligevel hyggeligt at gå i byen i godt vejr og det engelske eller irske fadøl fejler i hvert fald ikke noget, mens man sidder på en fortovscafe og bare kikker på de mange forskellige mennesker af alle mulige nationaliteter.

Lørdagen stod i bjergvandringens tegn. Forsynet med et par madpakker begav vi os op på bjerget ad en smal ujævn og til tider ret stejl sti, som fra byens udkant førte op til en af vejene på selve klippens top. Belønningen er en fantastisk udsigt over byen, havnen, ankerpladsen og hele Gibraltarstrædet med Marokkos bjerge mod syd og langt ind over Spanien mod nord. Og så er der selvfølgelig aberne – de haleløse Gibraltaraber, som er en af de helt store attraktioner på klippen. Dem hilste vi også på og en af dem var så betaget af Sonja, at den sprang op på ryggen af hende og sad på rygsækken! Nogle sjove bæster, men mange af dem sad blot på den lave mur langs vejen og jeg er ret sikker på, at de fandt det lige så interessant at betragte alle de mennesker, der var gået eller kørt i bil og bus op for at se dem.

Da vi sejlede ud til Drivert igen og rundede landingsbanen kunne vi ikke få øje på Thara og det var jo noget besynderligt, for vi havde lige hilst på Elin og Ole inde på havnen!

Et blik rundt på ankerpladsen viste så, at Thara lå på siden af en stor fiskekutter, der også var ankret op. Vi sejlede derhen og kunne se, at ankerkæden hang helt slapt ned i vandet og båden var fortøjet til fiskebåden. Det så ikke ud som om Thara var drevet for ankeret, mere som om et eller andet var knækket, hvorefter hun var drevet ned mellem de første både og så landet på fiskekutteren, med et ødelagt søgelænder og en stor bule i aluminiumsskroget til følge. Ærgeligt for en ny båd – Thara er kun halvandet år gammel.

Det viste sig, at et samleled til ankerkæden var knækket og uden nogen modstand mod havbunden, drev båden hurtigt ned til fiskekutteren, hvor et australsk par i en sejlbåd ved siden af fik hende fendret af og fortøjet til kutteren. Heldigt at de reagerede så hurtigt. Faktisk så de, at Thara begyndte at drive, men inden de nåede at komme i deres gummibåd og få startet påhængsmoteren, var hun drevet de ca. 150 meter ned til fiskekutteren!

Elin og Ole kom derud ca. en halv timer efter os og de måtte rigge et andet anker til inden de flyttede båden til en anden plads. Vi var ikke helt trygge ved deres nye ankerplads, for det var lige foran og meget tæt på os!  Hvis de nu drev igen!?

 

Vores afsked med Carisma er atter blevet udsat – det er som om, at vi ikke rigtig kan komme fra hinanden! De havde tænkt sig at sejle til Ceuta lørdag, da de havde været på Gibralter for et par år siden, men besluttede alligevel at blive et par dage mere.

Søndag formiddag var det så tid til service på motoren: olieskift på motor og gearkasse, skiftet oliefilter og kontrolleret det forreste brændstoffilter/vandudskiller. Da det var gjort, forsøgte Ole, Leif og jeg at finde Tharas anker. Det var nu kun Leif, som ledte, for Leif havde tilbudt at dykke efter det og Ingvil havde krævet, at han kun dykkede, hvis jeg var med og holdt en line bundet til ham! Han havde desværre kun luft til ca. 25 minutters dyk og det lykkedes ikke at finde ankeret.

 

Mandag den 10. oktober kl. 1245 satte vi kurs mod Ceuta. Carisma var sejlet en times tid før os. De 15 sømil tog 3 timer og for en gangs skyld kunne vi sejle for sejl – oven i købet på en fin halvvind.

På vej ind mod havnen meddelte Ingvill på VHF-en, at havnen var fyldt og at de havde fået en kajplads ved Guardia Civil. Man ville imidlertid forsøge at finde en plads til os også.

Da vi ankom lidt efter blev vi modtaget af Leif og to flinke betjente fra havnepolitiet. De anviste os en plads ved en flydeponton mellem to rækker både, men tæt på vand og strøm. I modsætning til, hvad der er sædvane blandt spaniere, turde disse to forsøge sig på engelsk, selv om det ikke var ret godt! Virkelig en god gæstfri modtagelse og det viste sig, at det var havnepolitiet, som også fungerede som havnefoged og tog mod betaling – 11,46 euro for 2 døgn!!

Efter at formaliteterne var overstået gik vi til kaffemik på Carisma på den anden side af havnen og et voldsomt regnskyl satte ind. Det havde styrtet ned et par minutter, da jeg kom i tanker om, at forlugen stod på vid gab!

Sonja satte i løb og fik den lukket, samtidig med at regnen hørte op, men da var det meste af vores sengetøj gennemblødt!

Havnebetjentene forklarede os vejen til et vaskeri, hvor vi håbede at kunne tørre dyner og sengetøj, men fremme ved vaskeriet rystede indehaveren på hovedet, da hun så vores store fyldte plastikposer. Hun sagde en hel masse på spansk og det var helt tydeligt, at vi ikke kunne få tørret noget dér!

Tilbage til båden igen og gang i oliefyret. Tøjet blev så hængt til tørre overalt om læ og det lykkedes at få tørret både dyner og hovedpuder.

Natten bød på regn og torden og hele tirsdagen jog den ene byge efter den anden ind over Ceuta. En situation vi slet ikke var vandt til – os der hele tiden har haft fint vejr!

Regn eller ej, vi skal have handlet ind og vi skal finde et marokkansk gæsteflag og gas. Pigen i turistinformation er meget usædvanlig – hun ringede til nogle forretninger og kunne så fortælle os, hvor vi kunne købe gas og gæsteflag.

Det var et stykke væk, men heldigvis lå supermarkedet på vejen, så vi gik derud og konstaterede, at der var lukket!

På vejen tilbage blev der handlet stort ind i Supersol, for vi var noget usikre på, hvordan indkøbsmulighederne er i Marokko.

Vel tilbage efter en lang gå-tur, gik vi over til Carisma for at ønske Ingvill tillykke med fødselsdagen og vi aftalte at gå ud at spise om aftenen.

Kl. halv otte begav vi os afsted, men fandt alle restauranter lukket..!!

Irritationen blev mere og mere udtalt, som tiden gik og sulten tog til, og oven i købet småregnede det. Turistinformation måtte vide noget, så vi gik igen ind til den søde pige bag skranken. Jo, den var god nok med at restauranterne havde lukket. Indehaverne var så godt som alle sammen muslimer og de havde for tiden ramadan! De må først spise efter solnedgang og så lukker de deres forretning nogle timer, mens de selv spiser. Hun ville regne med, at de åbnede ved nitiden. For en sikkerheds skyld ringede hun til et par af dem og fik det bekræftet.

Inden vi gik anbefalede hun et par gode fiskerestauranter og så skulle vi ellers bare have en halv times tid til at gå.

Restauranten vi besluttede os for lå tæt på marinaen i en stor park med palmer og badesøer og den var omkranset af en fæstningsmur og vi fandt parken aflåst og mørk! Det var ellers vores tanke at slå tiden ihjel i parken, men det var jo nok igen ramadanen, som stoppede det.

En 12-13 års knægt så, at vi gik søgende omkring og ved tegn og fagter gjorde han det klart, at han vidste hvordan man kom ind i parken. Med ham forrest i regnen gik vi langs muren til nær den fjerneste ende ud mod vandet og her ringede han på ved en massiv plankedør. Der var ingen reaktion så vi gik videre mod vandet og kunne se en svær gitterport,  som var lukket. Det måtte være et vildspor vi var på og selv om knægten protesterede, vendte vi om og gik tilbage til hovedporten. Kort tid efter blev der tændt lys og porten åbnet. Vi kunne komme ind i den fantastik flotte park, der både var park og friluftsbad med liggestole og små beværtninger. Dørene til restauranten blev slået op ved vores ankomst og som de første og eneste gæster fik vi anvist et bord med udsigt over vandet og parken. Vi kunne også se gitterporten, som knægten havde ført os til, så han vidste altså alligevel, hvor der var en indgang. Synd at vi sådan droppede ham!

Vi måtte naturligvis vente en rum tid inden køkkenet var klart, men ved titiden fik vi serveret en rigtig god sværdfisk og så var vi heller ikke alene mere!

 

Onsdag havde vi besluttet skulle være en slap-af-dag, men sådan hen ad vejen blev det en udtalt projektdag! Det var igen tørvejr og varmt, så det sidste våde tøj skulle tørres og efter regnskyllene kunne vi se, at der var dryppet vand ind på den ene køje i agterkahytten. Vandet kom fra en bolt til fastgørelse af bænken i cockpittet, så hele bænken skulle afmonteres og bolthullerne fuges om.

Der havde også samlet sig en del vand i storsejlet og det var ret irriterende, at det hele tiden dryppede ned i cockpit, så jeg hejste sejlet op for at det kunne dryppe af og tørre. Ved samme lejlighed kunne jeg så kontrollere sejlslæderne, som holder sejlet ind til masten. Når jeg nu var i gang kunne jeg lige så godt kontrollere hele den del af rigge, som kunne ses og nås fra dækket. Blokken til bomudhalet var kvast og linen sad så godt i klemme, at jeg måtte skære den af. Ny blok på.

Da vi ankom til Villa Real de Santo Antonio ved Rio Guardiana første gang, brækkede en scepterfod (en rustfri stålfod på dækket til at holde søgelænderet) og den fik jeg svejset i byen efter turen op ad floden. Den svejsning er nu ræve rød af rust. Samme scepterfod er ”ankerpunkt” for indhalerlinen til genuaen og jeg tør p.g.a. rusten ikke belaste den for meget når genuaen er rebet ind, altså må linen flyttes til et andet punkt i søgelænderet. Endelig måtte et nyt blylod til ankerkæden rigges til. Vi mistede et på ankerpladsen ved Gibraltar – loddet havde simpelt hen gnavet linen over!

Mens jeg puslede med disse ting, fik Sonja gjort rent i agterkahytten og vasket og tørret tøj. Det er et slid at være langturssejler!!

Under opholdet i Ceuta fik vi da også tid til at se på den skønne by med tydeligt arabisk islæt og med palmer langs strandpromenaden og byens hovedstrøg. En virkelig perle. Vi fik også sagt på gensyn til Carisma (efter flere tilløb!) og denne gang var det uomtvisteligt for de skulle til Malaga i Middelhavet og vi skulle ned langs Marokko. De kommer så samme vej omkring 14 dage efter os.

 

Fredag den 14. okt. kl. 1030 forlod vi Ceuta med kurs mod Tanger og Leif  og Ingvill vinkede på kajen. Efter en times tid besluttet vi at udnytte en god vejrudsigt med nordlige vinde ned langs Marokkos kyst, og målet blev i stedet for Mohammedia og en distance på godt 180 sømil i stedet for 27!

Sejladsen vestpå gennem Gibraltarstrædet er en møgtur – den permanente østgående strøm, tidevandsstrømmen som skifter og vinden. På et tidspunkt havde vi 3 knobs modstrøm plus modvind og vores samlede afdrift i den kraftige strømsø var på hele 25 grader! I søkortet er stedet da også forsynet med symboler for ”overfalls”, kraftige stejle bølger, som kan være særdeles farlige for mindre fartøjer, når strøm og vind går mod hinanden.

Det tog meget lang tid at komme ud af Gibraltarstrædet p.g.a. strømmen og ud for Tanger måtte vi sejle i en bue ind i bugten for at finde lidt strømlæ og idvande. Selv om sejladsen derved blev en smule længere, ”tjente” vi 1,5 – 2 knob i hastighed.

Det var en kolossal lettelse kl. 1805 at runde Cap Spartel og sætte kursen  sydpå. I forhold til Gibraltarstredet er den Engelske Kanal absolut ingenting! Distancen fra Ceuta til Cap Spartel er 33 sømil, men vi havde sejlet 44 sømil gennem vandet! Og brugt 7½ time på det!

Solen gik ned kl. 1950 og vi sejlede en flot klar stjernehimmel i møde med Venus som ledestjerne og Mars agterude. Det var pudsigt at se Orion ligge vandret over havet tidligt på aftenen, for så hen over natten at ”rejse” sig og vende ”rigtigt” ret over os. Og Karlsvognen – det ser nærmest ud som om, at den bliver trukket lodret op af havet med bagsmækken først og stangen sidst.

Lørdag formiddag riggede jeg fiskestangen til i håb om at hive en tun eller dourado ind. Hele to gange var der bid og fisken løb med en pokkers masse line inden jeg fik bremset hjulet og kunne hale lidt hjem. Begge gange hoppede fisken af! Sidste gang endda efter at have ødelagt mit hjul!

 

Kl. 1630 kunne vi så fortøje ved en pontonbro i Mohammedia efter 186 sømil på 30 timer. Flinke folk fra Club Nautico anviste plads og der gik ikke mange minutter før en uniformeret gendarm stod på broen og sagde velkommen. Han ville dog ikke nøjes med det, men også se pas og skibspapirer, så vi gik i land og satte os ved et lille bord under et halvtag på toiletbygningen og så blev vi skrevet ind i hans bog. Flink og venlig fyr, der talte godt engelsk.

Jeg var kun lige nået ned i båden igen, da to andre uniformer dukkede op – havnekaptajnen og hans assistent. Pas og skibspapirer blev gennemgået igen og vi blev indskrevet i havnens protokol. Da det var overstået spurgte kaptajnen om ikke vi havde en lille gave til ham! En flaske whisky for eksempel! Det havde vi ikke og vi ville ikke give ham den eneste flaske spiritus vi havde – en flaske brandy, så vi stak ham en billig hvidvin. Det mente han nok var en meget lille gave for han spurgte også efter cigaretter til assistenten! Assistenten meddelte dog, at han hverken røg eller drak, men det betød intet, kaptajnen ville gerne have de sidste to pakker vi havde i et karton! Og så ville han gerne have en pose til at bære flaske og smøger i!

Små ti minutter senere stod en civilklædt så på broen og bankede på – han var fra immigrationsmyndighederne og jeg blev kørt til deres kontor ved porten til havneområdet. De samme papirer blev igen gennemgået og vi blev skrevet ind i en journal og adgangspas blev udfyldt. Han beholdt vores originale pas og skibspapirer. Mens det stod på ankom en mand fra tolden og han gennemgik også vores pas og papirer og meddelte, da jeg forlod kontoret, at han ville komme til båden lidt senere. Det blev så til en efterfølgende kort inspektion, hvor han mest var interesseret i, om vi havde våben ombord. Hele inklareringen var meget langsommelig, men alle myndigheder var venlige og gæstfri og selv om nogle af dem ikke kunne meget engelsk, forsøgte de i en venlig atmosfære at gøre sig forståelige.

Selv om det tog lang tid, havde vi alligevel en stor del af eftermiddagen tilbage, for urene skulle stilles hele to timer tilbage til UT.

 

Vi kom til at ligge ved siden af to canadiske sejlbåde på den vakkelvorne pontonbro, hvor der dog var både vand og el. Den ene canadier med Elaine og John var på vej hjem efter 9 år på verdenshavene og den anden med Elisabeth og Anders (finsk-svensk!) havde lånt båden efter at ejeren var strandet i Tyrkiet. Han betalte en del af deres udgifter, bl.a. havnepenge, så de kunne sejle båden hjem til Vancouver.

Det er ikke muligt at tanke diesel i havnene i denne del af Marocco, så eneste mulighed er at hente brændstof på en alm. Tankstation i byen og slæbe det til båden i dunke! Ret besværligt, når vi godt kunne bruge 100 liter og kun havde dunke til 40!

En flik lokal tilbød sin hjælp, idet han nok skulle hente diesel til os og han kunne også skaffe dunke. Det var jo helt fint, men vi skulle hæve penge først, så aftalen blev, at jeg tog med ham og hævede penge og derefter kunne vi køre til tanken. Han havde imidlertid ikke nogen bil og de lokale taxi ville ikke have så meget brændstof med i deres biler, så han ringede efter en bekendt.

En halv time senere var vi så alle tre på vej i en gammel VW Golf læsset med tomme plastikdunke til i alt 70 liter. Vel tilbage ved båden, insisterede vores marokkanske ven på, at han skulle bære de tunge dunke ombord og han skulle også nok fylde over på bådens tank! Det var sådan set meget heldigt,  for han lærte mig et trick m.h.t. at hælde brændstof fra en stor tung dunk over på bådens tank. Et stykke haveslange med den ene ende i tanken og den anden ende i dunken og så puster man luften ud af dunken, mens man lukker hullet med en hånd – vupti, så løber dieselen af sig selv over i tanken til sidste dråbe! Og det sviner ikke.

Fyren kunne også fortælle, at det vi troede var klubhuset til yachtklubben i virkeligheden var den marokkanske prinsesses residens, når hun skulle sejle. Hun havde også 6 større og mindre motorbåde i havnen!

Fyren, som fungerede som chauffør for os, da vi hentede diesel var ansat af prinsessen – vist nok som chauffør og opsynsmand i huset.

Det lokale fiskemarked skulle selvfølgelig opleves og det er da også noget af en forestilling – der er folk overalt på molen og der råbes og gestikuleres så det er en sand fryd. Vi besluttede at købe en frisk tunfisk, men af uforklarlige grunde stod vi med to rensede og udskårne tunfisk, da vi skulle betale! 6 kilo tunfisk til to personer…!

De var heldigvis billige, 180 dirham (ca. 18 euro) og vi fik lejlighed til at prøve tun på flere forskellige måder i de næste dage. Tun frikadeller og tunsalat var rigtig delikat og tunbøffer marineret i lemonsaft og paprika kan også varmt anbefales.

 

Mohammedia er en forholdsvis stor by og ikke repræsentativ for Marokko. Den minder mere om en sydeuropæisk by med arabisk islæt og de store velholdte villaer tyder da også på, at det er de velstillede, som bor her. Måske forretningsfolk fra Casablanca. Men flot er der i de store parkområder i centrum med palmealléer og noget der ligner fyrretræer. Fra havnen og til det, i forhold til byen, meget lille marked er der ret langt, så vi tog cyklerne frem og kom således en del omkring.

Vejrudsigter var der naturligvis ikke noget af i ”marinaen”, men i erhvervshavnen var der et meteorologisk kontor og selv om den venlige mand på stedet ikke talte andet en marokkansk og fransk, fik vi alligevel forklaret vejrsituationen for de næste 5 dage. Han tegnede på både vejrkort og på en tavle på væggen for at gøre sig forståelig og for at forklare os, hvorfor vejret blev som det blev - sluttelig gav han os en kopi at vejrudsigten for de næste dage, godt nok på fransk, men det var en hjælpsomhed som man vist skal lede længe efter andre steder!

For en sikkerheds skyld fik vi canadiske Elisabeth til at oversætte vejrudsigten fra fransk til engelsk.

 

Alt i alt havde vi nogle gode dage i Mohammedia, men vi skulle jo videre sydover, så tirsdag den 18. ville vi så af sted mod Safi. Efter et besøg hos immigrationen blev vores pas og skibspapirer afleveret ved båden og vi kunne så drage afsted – troede vi! For en fyr fra yachtklubben kom ud på broen og krævede havnepenge, 300 dirham for 3 døgn. Prisen var absolut rimelig, men vi var overhovedet ikke forberedt på at skulle betale havnepenge, når vi havde givet ”gaver” til havnekaptajnen og der var ingen, der på noget tidspunkt havde sagt noget om det. Der er heller ikke angivet noget herom i Piloten og i øvrigt havde vi ikke så mange dirham og kun en 50 euro, som de ikke kunne give tilbage på!

Fyren kunne selvfølgelig kun fransk, men Elisabeth fik redet trådene ud, så vi betalte noget af beløbet i dirham og resten i euro, hvor vi fik tilbage i dirham.

Kl. 1345 kunne vi så lægge ud og sætte kurs mod Safi, knap 140 sømil længere sydpå.

Casablanca sås tydeligt om bagbord i lang tid, især den kæmpestore moské, King Hassan II, ragede op over alt andet. Det er den største moské udenfor de arabiske lande, bygget til ære for kongen ved hans 60 års fødselsdag og den var fantastisk flot, da mørket faldt på –oplyst af store projektører.

Vi fik besøg af en flok delfiner ved solnedgang og en stor klumpfisk nåede lige at vinke til os inden det blev helt mørkt. Det blev dog en klar nat med fuldmåne og et hav af stjerner og totalt havblik og så var det overraskende nok køligt. Vi måtte have langt tøj på!

Næste dag kl. 1345, nogle få sømil fra Safi, fik vi endelig lidt vind fra en gunstig retning, så det sidste stykke kunne vi sejle for sejl. Skønt at slukke for motoren!

Det var så skønt, at vi straks besluttede at fortsætte til Essaouria for at udnytte vinden. Det blev så ca. 50 sømil længere, men Essaouria skulle være en bedre by og havn. Det eneste problem var, at vi ville ankomme om natten og Piloten frarådede anløb om natten p.g.a. rev og en klippeø ved indsejlingen til den lille havn. Desuden kunne man ikke stole på afmærkningerne og GPS-positioner kunne afvige op til 1 sømil fra virkeligheden!! Johhh - vi er kommet til u(d)landet!

Vi blev så enige om, at ”trække” sejladsen, så vi ankom ved daggry og da vinden senere på dagen løjede, havde vi ikke travlt med at starte motor, så vi daskede bare derud ad.

Et par fiskere i en lille jolle sejlede op på siden af os og ville sælge nogle fine store fisk for cigaretter – et yderst tillokkende tilbud, men vi havde jo mere tunfisk!

Det blev igen en flot måne- og stjerneklar aften og nat og efter nøje studier af Pilot og søkort, valgte vi at prøve anløb af havnen trods mørket. Hvis vi ikke kunne navigere ind i havnen, kunne vi måske lægge os for anker bag klippeøen i indsejlingen og vente der på dagslyset.

Kl. 2250 passerede vi Cap Hadid og Essaourias lys dukkede op foran os. På vejen ned langs kysten tog jeg pejlinger af fritliggende klippeøer på både radar og i det elektroniske søkort. De passede sammen, så der var tilsyneladende ikke uoverensstemmelse mellem GPS-positioner og virkelighed lige netop her!

Det varede lidt inden vi fandt det lille vinkelfyr, som viser vej ind mellem ydermolen med det langstrakte rev og så den lille klippeø. Fyret var næsten helt væk i lyshavet fra havnen, men pludselig dukkede det op og i den hvide fyrvinkel drejede vi med kun styrefart ind mellem forhindringerne og kl. 0145 kunne vi fortøje uden på en belgisk katamaran, efter at en gendarm havde anvist os pladsen. Han sagde også, at vi kunne vente med indklareringen til det blev lyst.

Det var en yderst hektisk havn, vi var kommet til, et sandt mylder af fiskebåde stod ud og andre kom ind og der blev råbt og larmet natten igennem, mens de mange fisk blev losset.

Efter en god nattesøvn fik jeg indklareret hos gendarmeriet og fremmedpolitiet, men havnekaptajnen var ikke at finde. Det gik rimelig hurtigt og ingen bad om gaver!

Ligeså larmende og beskidt havnen er, ligeså hyggelig og spændende er byens medina, med et hav af forretninger og boder i små krogede gader og de kridhvide huse som en kontrast til det mørke bjerglandskab i baggrunden og så Atlantens dønning, som konstant hamrer ind mod kysten og sender meter høje ”gejsere” op over klipperne ved det store torv foran medinaen. Øst for byen er der kilometer lang sandstrand, hvor man kan ”leje” en kamel!

De fleste lokale kvinder er klædt i ”telt”, i hvert fald de lidt ældre. Det er færre af de yngre, der oftest er klædt europæisk.

Det er en by, som kræver mere tid, end vi vil give, for vi har allerede besluttet at sejle videre mod Graciosa på Canarie øerne den følgende dag.

Da vi havde brugt det meste af den brændstof, vi tankede i Mohammedia, ville vi gerne have fyldt mere på inden turen over til Graciosa, ca. 230 sømil.

Igen var vi heldige at en lokal tilbød hjælp og vi lånte 4 stk. 20 liters dunke af vores belgiske nabo og den lokale ”helt” ville forære mig en 25 liters dunk!

Vi kørte til byen i hans bil og efter at have hentet dunken hjemme hos ham, kørte vi til en tankstation, som han var sikker på tog Visa-kort. Det gjorde den dog ikke og jeg havde ikke så mange kontanter, at vi kunne fylde dunkene. Han rodede i sine lommer og fandt 370 dirham frem. Sammen med mine 450 dirham havde vi så nok!

Fyren var psykiater og arbejdede i England, men var hjemme på afspadsering og ferie. Han gav os sin e-mail adresse for det tilfælde, at vi kom til Marokko igen!

 

Fredag den 21. oktober var det så afrejsedag og farvel til Marokko, men vi nåede lige at hilse på canadiske Elisabeth og Anders, som vi mødte inde i byen om formiddagen. Vi var derinde for at handle lidt og så bruge de sidste dirham på en souvenir, for man kan ikke veksle tilbage. Efter at have handlet havde vi kun 50 dirham tilbage og det var lidt svært at finde en passende souvenir for så lille et beløb. På et tidspunkt stod vi og så på nogle serveringsbakker i træ og de var prissat til 90 dirham. Sælgeren var der selvfølgelig med det samme, men han ville ikke gå ned i pris. Vi fik ham gjort bekendt med, at vi faktisk ikke havde mere end 50 dirham og så fik vi lov at vælge en bakke og han fik de 50!

Kl. 1255 sejlede vi ud ad havnen på en (som sædvanlig) flot solskinsdag med nordvestlig vind, 3 sekundmeter, fladt vand og 26 grader.

Kort før solnedgang krydsede en kæmpemæssig flok delfiner vores kurs. Der var over 100 dyr og enkelte af dem gjorde et kort ophold ved båden for at vise deres akrobatiske evner. Det blev til en opvisning på mere end 10 minutter for der kom hele tiden nye delfiner til. Det er absolut den største flok vi har set.

Vejret var fint og lunt hele vejen over og vi havde stort set havet for os selv. Bortset fra et par fragtskibe, bl.a. et containerskib fra Maersk, så vi ingen andre skibe efter vi forlod Marokkos kyst, hvor det myldrede med fiskebåde.

Der blev tid til skud med sekstanten, men selv om havet var roligt med kun 1 meter doven dønning, ramte jeg en position 3 sømil ret vest for skibets sted! Det må blive bedre næste gang.

Lørdag aften kl. 2345 har vi landkending - lys fra Lanzarote anes foran og søndag morgen kl. 0420 ses Lanzarote, Graciosa og de to små klippeøer nord og øst herfor tydeligt i månelyset. Vi er snart fremme og Sonja har på sin nattevagt bagt morgenbrød og champagnen er lagt på køl!

Kl. 0540 passerer vi nordspidsen af Lanzarote, Punta Fariones, og med månen i zenit, flankeret af Orion og Mars, sejler vi ind i de smalle sund mellem Lanzarote og Graciosa, forbi havnen og videre til Playa Francesa, hvor vi ankrer op kl. 0640 i det tidlige daggry.

Efter 2.576 sømil og knapt 4 måneder er vi fremme ved de Canariske Øer. Ankomsten fejres med en champagne, som Sonja fik til sin forige fødselsdag af Amtssparekassen og som var gemt til lejligheden. Derefter kaffe med friskbagt morgenbrød og æg & bacon.

Og vejret: sol og masser af varme.