Ved ankomsten til Graciosa søndag den 23. oktober kl. 0640 føltes det som en lettelse, endelig at være fremme. Turen herned har hele vejen igennem gået rigtig godt og vi har set og oplevet en masse – intet af det vil vi undvære. Alligevel var de sidste 3-4 uger lidt pressede. Vi vidste, at den oprindelige tidsplan var skredet en del, for efter den skulle vi ankomme til de Canariske Øer inden 1. oktober! På Gibraltar havde vi tilmeldt os en julefrokost for langturssejlere i Arguineguin den 6. november, arrangeret af værterne på Compas Amigo Bar og vores forening FTLF (Foreningen til Langtursejladsens Fremme), og denne dato blev så vores nye tidshorisont. Og den dato lå ikke så forfærdelig langt borte!

 

Ved ankomsten til Graciosa slap vi af med dette selvforskyldte tidspres (hvis man overhovedet kan tillade sig at tale om pres!), og vi brugte tiden på ankerpladsen Playa Francesa til at slappe af. Efter et overdådigt morgenbord med friskbagt brød og æg og bacon umiddelbart efter ankomsten fik vi nogle timer på øjet og sidst på formiddagen var vi oppe igen og der mødte Sonja en skrækkelig oplevelse: hun opdagede en flyvefisk på dækket! Hun er hunderæd for fisk – med mindre de er slagtet, flået, stegt, kogt eller dampet! Givet vis var den landet i nattens mulm og mørke og vi så den så ikke, da vi ankrede op. Den havde ligget der et stykke tid for den var helt tørret ind.

 

Tirsdag sejlede vi i havn på øen for at tanke diesel og vand og ikke mindst, få ladet batterierne op. Det blev et gensyn med de danske både Thara, som vi havde mødt på Gibraltar, og Pi, som vi flere gange har mødt på turen, samt canadierne Elaine og John, som vi mødte i Mohammedia.

Graciosa er en oplevelse: her er alle gået i ”mañana-mode”. Det gælder både indbyggerne og de mere eller mindre fastliggende sejlere i havnen. Et ordsprog fra naboøen, Lanzarote, lyder: ”When you land at Graciosa, you can take off your shoes and forget the world!”

Det er nok rigtigt – tiden står stille på Graciosa og man bekymrer sig ikke om ret meget - om noget overhovedet?
For eksempel blev der for et par år siden påbegyndt etablerering af el og vand på pontonbroerne i havnen og af vores pilot fremgår, at det var lovet klar til brug i 2004. Det er ikke sket endnu! Jo – der er alt, hvad der skal være på broerne, eltavler, kabler, vandhaner m.v., men intet af det er tilsluttet nogen steder!
Havnekaptajnen oplyste, at det måske var klar næste år..!!!

Diesel kan fås i havnen efter aftale med en af byens restauratører!
Man går op til hende i restauranten og får så en tid, hvor hun kommer ned og fylder diesel på tanken. Ole fra Thara havde fået en tid til kl. 1030 og de sejlede over til færgekajen, hvor dieselstanderen er placeret. Ud for standeren lå en anden båd og tankede og den flyttede sig ikke fra stedet den næste times tid, selv om tankningen var overstået.  Da båden endelig flyttede sig, skulle den lille færge, der sejler til Lanzarote tankes, så det måtte Ole og Elin jo også lige vente på. Lidt før kl. 1300 var færgen færdig med at bunkre diesel og Thara kunne endelig lægge til ved kajen. Men ”mutter” fra restauranten meddelte tørt, at nu var det siesta og så skred hun!

De fik ikke diesel den dag!

Byen adskiller sig på mange måder fra andet vi har set: asfalt findes ikke; belægningen i alle gader er sand (som hele øen stort set består af). Husene ligner selvbyg – nogle firkantede elementer af letbeton rejses til den facon man ønsker huset skal have, hvorefter man med en motorsav skærer firkantede huller ud i elementerne til døre og vinduer og lægger et fladt tag over hele herligheden. Så har man et hus, der som alle andre på øen bliver malet kridhvidt - altså, hvis man når så langt! Adskillige huse var påbegyndt, men arbejdet var gået i stå på forskellige stadier!

Byen kan prale af en højst besynderlig kirke: alt inventar har relation til havet. Altertavlen er f.eks. en robåd draperet med fiskenet, alteret er placeret på et skibsanker og døbefonden er skjoldet fra en havskildpadde.

Ved siden af havnen er der en super badestrand, hvor vi snorklede i det krystalklare blå vand med en bund af lava. Det var som at snorkle i et akvarie. Masser af fisk i alle mulige farver og man skulle meget tæt på dem, før de svømmede lidt væk.

Ole og Elin på Thara havde som tidligere nævnt planlagt turen således, at de kunne holde jul i Caribien, idet de ville følges med ARC-bådene (Atlantic Rally for Cruisers) fra Las Palmas til Santa Lucia. Det havde de imidlertid opgivet nu – de ville som os blive på de canariske øer i vinter og så tage stilling til den videre færd til foråret. De følte, at de havde sejlet meget siden de drog hjemmefra, men ikke oplevet noget. De havde ikke tilbragt mere et 1 eller 2 døgn i havne eller på ankerpladser, før de skulle videre. De havde ikke haft sjælen med og nu var de kørt trætte!

Værre var det med Henrik og Vipse på Pi. De var kørt fuldstændig trætte og ville ikke sejle længere. Båden blev sat til salg som den lå og så ville de flyve hjem! De havde boet i båden i nogle år og havde derfor ingen bolig hjemme, men som Henrik sagde det: ”vi vil vandre tværs over Sjælland med en åre på skulderen, og når nogen spørger, hvad det er for en tingest, vil vi slå os ned dér!

 

Graciosa er nok det perfekte sted at gå i stå! Det havde vi dog ikke lyst til, så torsdag den 27. sejlede vi videre til Puerto de Naos i Areciffe på Lanzarote. Forinden tankede vi vand og diesel ved færgekajen – uden problemer, og hilste af med Thara og Pi.

 

Det blev godt 5 timers sejlads i skiftede vind under 4 sek/m, så atter engang for motor. Ved ankomst til havnen var der ikke megen plads at ankre på og da vi endelig fandt et fornuftigt sted, råbte en fisker, at vi skulle sejle længere ind mod bunden af havnebassinet. Det var jeg ikke meget for, for i piloten er anført, at der ligger alt muligt skrammel på bunden og vi kunne risikere, at ankeret fiskede noget dernede, så vi ikke kunne få det op!

På vej ind mod en mulig ankerplads passerede vi en sejlbåd med nogle ældre glemte hippier ombord. Det var ikke ligefrem en ønskenabo, men da jeg gjorde ankeret klar, råbte den ”værste” af dem et eller andet på spansk og fægtede med armene. Da jeg nok har set lidt uforstående ud, sprang han resolut ned i noget der for herrens mange år siden nok havde været en gummibåd, og roede på fuld kraft hen til os, mens han sagde en hel masse på både spansk og fransk.

Jeg forstod, at vi skulle hen til noget hvidt (blanco), men for en sikkerheds skyld, roede han foran os mellem nogle sejlbåde, der var fortøjet ved mooringer. Pludselig standsede han op og pegede på en hvid bøje til sådan en mooring. OK, det var også meget bedre, end at bruge sit eget anker.  Den tovende vi skulle fiske op for at fortøje til mooringen, var sunket så langt ned i vandet, at vi umuligt kunne nå den, men vores glemte hippieven fiskede den op og holdt tovenden op til Sonja, så hun kunne fastgøre den på klampen. Flink fyr, selv om jeg godt nok syntes, at vi lå meget tæt på en anden sejlbåd. Faktisk måtte vi sætte en stor fender ud agter, for at den kunne tage af ved et uundgåeligt sammenstød.

Resten af eftermiddagen holdt hippien øje med os fra sin egen sejlbåd og på et tidspunkt dukkede han op igen og meddelte, at tovenden til mooringen var fastgjort forkert til klampen. Et plastikrør et stykke nede på tovet skulle sidde i vores klyds, hvilket betød, at tovet blev strammet så meget op, at vi ikke var på kollisionskurs med den anden båd. Det passede lige akkurat!

Der var ikke mange gæstesejlere i havnen – vi talte 6-7 stykker og det var da også den absolut kedeligste havn/ankerplads, vi havde besøgt og udsigten til de kedelige moler og mere eller mindre oplagte fiskekuttere var ikke noget at skrive hjem om!

Næste dag så vi så på byen, Areciffe, og det indtryk vi havde fra havnen passede absolut ikke på byen – en flot by med en fantastisk havnepromenade og havnefront ud mod selve Areciffe – og ikke ud mod Puerto de Naos, hvor vi lå!

Bycentrum bestod af flere gå-gader og små forretningsgyder langs kunstige kanaler og med flot mønstret flisebelægning og palmer på de små idylliske pladser, der lå som åndehuller rundt omkring. Virkelig flot, og hele de "maritime" område i byen er da også tegnet af øens stolte søn , arkitekten Cecár Manriquis. Han har bl.a. også stået for udsmykningen af landsbyen, Yaiza, som i 1999 blev kåret som Spaniens smukkeste og reneste by!

I Areciffe købte vi nyt taletidskort til 50,- euro, men fik taletid for 62,- euro, p.g.a. afgiftsfritagelse på de canariske øer.

Ved siden af den pontonbro vi brugte til at fortøje gummibåden, når vi var i land, var der en gitterport ind til fiskerihavnen og portneren hér var en lille driftig kineser. I et lille hus på havnen havde han en vaskemaskine og for den beskedne sum af 5,- euro, kunne man få vasket tøj og ikke nok med det, han havde også biludlejning på programmet. For 20,- euro kunne man leje en Opel Kadett en hel dag. Det var godt halvdelen af, hvad det kostede de ”autoriserede” steder!

Vi bestilte Kadetten til søndag morgen kl. 0900 og da tidspunktet var inde, pakkede vi jollen med tomme badeposer, der skulle fyldes med vand, benzindunke, som skulle fyldes og en tom gasflaske, som skulle byttes – alt sammen noget som var lettere med en bil!

Kineseren var der bare ikke! Tilbage igen med det hele og bande ham langt væk! Lidt før kl. 1200 så vi hans Mercedes køre ud ad molen og vi pakkede vores grej igen. Dagen var jo ikke helt ung mere, så jeg forhandlede mig frem til, at vi kunne leje bilen fra kl. 1200 til kl. 1800 for 10,- euro.

 Det blev en fin tur rundt på syd- og midtøen i et besynderligt landskab. Jorden er lava, bjergene er lava – hele øen består stort set af lava fra tilrige vulkanudbrud. Den engang så grønne ø har  ikke mindre end 300 vulkaner! De sidste store udbrud var i 1730-erne, hvor øen eksploderede og adskillige vulkaner var i udbrud i hele 6 år! Enorme områder med frugtbar jord blev forvandlet til månelandskaber. En del af de områder, som gik fri dengang, blev begravet af lava i begyndelsen af 1800-tallet ved nye udbrud.

I La Geria var landskabet specielt besynderligt. Den sorte vulkanske aske var oversået med små menneskeskabte kratere, som på 3 sider var beskyttet med en lav stensætning, så de dannede en hestesko og ordnet i sirlige rækker. Tæt på kunne man se, at i hvert krater var der plantet én vinstok. Det er Lanzarotes svar på en vinmark! Der falder næsten ingen regn på øen, og kraterne virker ved, at vulkanasken opsuger nattens dug, der så samler sig i bunden af krateret og det er lige præcis fugt nok til at holde én vinstok i live.

Vi var også igennem landsbyen Yaisa med sine hvide huse og grønne træværk og et væld af palmer i alle størrelser og blomster i alle farver. Ikke noget at sige til, at byen var kåret som Spaniens smukkeste.  

Mandag den 31. oktober sejlede vi til Puerto Castillo på Fuerteventura og vedrørende sejladsen på 33 sømil har jeg i logbogen skrevet: ”tjahh – ikke meget at skrive. Tuller af sted for motor i flot vejr”!

Havnen blev kontaktet over VHF en halv times tid før ankomst og vi fik en fin plads ved den ene af to små pontonbroer. Havnen var lidt dyr, 24 euro, men ud over bad, el og vand fik vi gratis søloveshow i havnen! Ude i havnebassinet og mellem kajen og pontonbroen var der opført en slags havakvarie, hvor forskellige fisk og andre havdyr svømmede rundt i store bassiner. Her var der også et stort bassin med søløver og selv om det hele var mere eller mindre afskærmet mod pontonbroen, kunne vi se, hvad der foregik inde bag skærmen. Søløveshowet derimod foregik uden for afskærmningen ved pontonbroen, så her kunne vi simpelt hen ikke undgå
at se det!

Hele området omkring Puerto Castillo er rigtig flot, med hvide bongalows, mange forskellige palmer og blomster, men det er så også et udpræget turistområde; ingen egentlig by – kun hoteller og ferielejligheder og de for turismen nødvendige forretninger, men anlagt flot. Det var i øvrigt lidt pudsigt, for vi fandt et NETTO! Det var godt nok ikke egentlig lavpris, som derhjemme, men NETTO var det!

Under aftenturen faldt vi over en mand, som sad ved fortovet og solgte aluminiumsstik. Fantastisk flotte, for de skiftede hele tiden farvenuance alt efter, hvordan lyset fra gadelampen ved siden af faldt på billedet.
Indrømmet – vi kunne ikke helt stå for dem, så han fik os ret let overtalt til at se samlingerne igennem. Vi fik en stak hver og efter grundige gennemsyn fandt vi ud af, at vi begge to faktisk havde udset det samme motiv, som værende det flotteste til os! Et stik kostede 8,- euro og 2 stk. for 15,-. Vi havde en 10-er med og til alt held, kunne han ikke give tilbage..! Han foreslog så, at vi købte 2 stk. for 15, men gjort bekendt med, at vi altså kun havde 10-eren, fik vi lov at vælge et mere, så vi fik 2 stk. for 10 euro! Ved gennemsynet havde vi begge bemærket samme motiv, som det næstbedste og det tog derfor ikke lang tid at finde det frem.

 

Tirsdag gik formiddagen med at vaske Drivert både ude og inde og da det var gjort, stak vi til søs mod Gran Tarajal, lidt længere nede af kysten, hvor vi kunne ankre op. Kort før ankomst mærkede vi virkningen af accelerationszonen, for vinden friskede pludselig op fra 3 sek/m til 7 og længere ude på havet, hvor der ikke var læ fra kysten, kunne vi på skumtoppene se, at det blæste væsentlig mere.

Accelerationszonerne kan være nogle barske områder. De ligger ret fast forskellige steder rundt om øerne og opstår, når den generelle vind fra nord-øst bliver ”presset” sammen mellem de enkelte øers bjerge. Herved øges vindhastigheden betydeligt og det er ikke ualmindeligt, at en fin sejlads med 6-8 sek/m, pludselig over en strækning på kun 2-300 meter forvandles til et helvede med 20 sek/m eller endog mere!

Problemet er dog ikke større, end at man jo ved, hvor zonerne er – de er tydeligt angivet i piloten, og så kan man træffe sine forholdsregler f.eks ved at mindske sejl i god tid inden man når derhen. Ved sejlads mellem øerne er det i praksis umuligt at undgå at forcere en eller flere accelerationszoner. Mellem Gran Canaria og Tenerife er der hele to zoner, ja faktisk er hele farvandet mellem disse to øer én stor accelerationszone, dog ikke så kraftig på midten. Det er også her den kraftigste af den alle befinder sig – på syd-vest siden af Gran Canaria.

 

Ankom til Gran Tarajal kl. 1605 og efter kort tid kunne vi mærke, at det var en noget urolig ankerplads, fordi dønningen ”sneg” sig rundt om den pynt, som skulle give os læ. Vi havde således dønning fra øst-syd-øst og vind fra nord-øst!

Et eller andet sted på turen havde vi hørt, at det kunne dæmpe bådens rulleri lidt, hvis man hængte noget tungt i bomnokken og lod bommen svinge langt ud til siden.  Vi hængte derfor vores 15 kg paraplyanker op i bomnokken og faktisk syntes det at have en dæmpende effekt. Helt klart at en større vægt ville virke bedre!

Onsdag den  2. november gjorde vi klar til afgang mod Moro Jable på Fuerteventuras sydkyst, hvor vi også ville ankre. Inden ankeret kom op, kunne vi stadig forbavses over det flotte klare blå vand. På 8 meters dybde kunne vi uden problemer følge 30 meter ankerkæde ud mod vores anker! Det er helt klart det flotteste vand vi har set til dato – som at sejle i en svømmehal – eller i et akvarie, for vi kunne se fiskestimer langt nede i vandet.

Efter godt en times sejlads for motor kunne vi sætte sejl og på en fed lænser gled turen ned mod øens syd-østlige hjørne og på vejen kunne vi iagttage flyvefisk, der sprang ud af vandet 25-30 meter foran båden og så svævede op mod 100 meter eller mere, inden de dykkede igen.

Fremme på sydkysten kunne vi kun konstatere, at ankerpladserne ikke var gunstige – der var ikke læ for den østlige dønning og vi havde egentlig ikke lyst til at gå i havn i Moro Jable. Tjahh – så måtte vi jo fortsætte vestpå, de ca. 70 sømil til Arguineguin på Gran Canaria. Kl. 1400 var beslutningen taget og vi satte kurs mod Gran Canaria.

En sejlads, der (igen) blev præget af ingen vind, men til gengæld var det et flot syn, da vi i aften- og nattemørket kunne oversskue hele Gran Canarias østkyst. Det så ud som én stor klippe med lysende guirlander draperet over bjergsiden i hele dens længde og med lufthavnens klare lys omtrent på midten. Hertil kom de talrige fly, der i lav højde fløj ind over os for så at svinge nordpå, op mod lufthavnen. Jo –det var sgu flot!

P.g.a. det sene tidspunkt for vores ankomst, besluttede vi at sejle til Pasito Blanco i stedet for Arguineguin, da det så ud til at være lidt lettere at anløbe i nattemørket.

Kl. 0210 lod vi så ankeret gå ud for havnen i Pasito Blanco på 6-7 meter vand og med en flot udsigt ind over havnen med alle dens lys mod vest og mod Maspalomas mod øst.

Også her kunne dønningen finde os, selv om vi absolut mente, at vi skulle være i læ for den! Det var dog ikke så slemt som tidligere, men nok til at vi ville sejle videre til Arguineguin, kun 5 sømil borte, næste dag.

 

Torsdag den 3. kl. 1330 lettede vi så anker, men forinden tog vi en badetur i det klare og varme vand. Sonja svømmede ud til vores ankerbøje og tilbage igen, og ikke så snar var hun kommet ombord, før der dukkede en havskildpadde op ude ved ankerbøjen - det har med garanti reddet resten af vores tur, at hun var nået sikkert ombord forinden! 

Efter et nøjere studie af piloten, besluttede vi at gå til Anfi del Mar, ved siden af Arguineguin, idet holdebunden dér skulle være bedre, end i Arguineguin. Der ville kun være en god halv times gå-tur til Arguineguin.

Kommet forbi dækmolen ved Arguineguin blev vi pludselig kaldt op på VHF-en af Anders fra Najaden. Dem havde vi ikke set siden Sines i Portugal. Han kunne fortælle, at de kunne se os fra Anfi del Mar og om en halv time var kaffen klar med lagkage og det hele på Najaden, for Susanne havde fødselsdag!

Det blev et hyggeligt gensyn på Najaden og vi fik hilst på Poul og Hanne i ”Nessie”. Et pensionistpar, som også havde taget turen herned med en oprindelig plan om at fortsætte til Caribien. Poul var imidlertid kommet i tanker om, at han havde rundet de 71 år og hukommelsen var ikke, hvad den havde været, så de droppede turen videre vestpå og ville blive her vinteren over.

Det blev også gensyn med Ole i ”Frigg” og Bengt alias Bernard alias Bernardo (alt efter hvem han talte med), af os kaldet ”Solo Svendsen”, da han som tidligere nævnt er solosejler og svensker!

Ankerpladsen er skøn med god holdebund af sand, klart blåt vand og en fin udsigt rundt i Arguineguinbugten og med det endeløse Atlanterhav mod syd. Anfi del Mar er som sådan ikke nogen by; blot hoteller og timesharelejligheder, men fantastisk flot bygget. Ude fra havet og på afstand ser der ikke godt ud, nærmest som noget der er klistret op ad bjerget, men tæt på er det virkelig flot – opført i natursten og med en spændende arkitektur. Det passer faktisk til bjerget bag det. Det er en norsk arkitekt, Bjørn Lyng, som har stået for byggeriet og det tilhørende resort, som også er virkelig flot lavet med masser af palmer, blomster og en lille ø med en park ud for midten af bygningerne. Der er naturligvis også en flot badestrand og den adskiller sig fra andre strande her på øerne – sandet er hvidt og hentet på Bahamas!

Det fortælles, at Bjørn Lyng på et tidspunkt sad på en bar i Arguineguin og så over mod bjerget på modsatte side af bugten, da han udtalte: -der vil jeg bygge et ferieparadis! Og det gjorde han så!

En del små turistfærger sejler hertil fra Arguineguin, Puerto Rico og Puerto Mogan og den flydebro, de anvender kan vi bruge til vores jolle, når vi går i land.

Det er simpelt hen et rigtigt smørhul, vi er landet i. Kyststrækningen her, fra Arguineguin via Anfi og Puerto Rico til Puerto Mogan, er kun 7-8 sømil, men har noget af det bedste og mest stabile vejr i denne del af verden! Her ville vi slå os ned en tid.

 

En af de første aftener i Anfi sad vi i Najaden, da et kraftigt lysglimt pludselig lyste hele bugten op i et grønt skær. Lyskilden kom fra himlen ude over havet og i et kort øjeblik kunne vi se en hale af gnister fare ned over himlen mod vandet. Det mindede om et kæmpe stjerneskud meget tæt på os, så tæt, at vi ikke ville blive forbavset, hvis vi hørte et plask!

Sammen med Anders og Susanne kørte vi ind i bjergene i en lejet bil og måske tager jeg fejl, men jeg føler mig helt overbevist om, at jeg genkendte nogle af bjergpartierne, der kan minde lidt om Gran Canyon, fra gamle cowboyfilm med Clint Eastwood. Disse film er faktisk optaget på Gran Canaria. Under alle omstændigheder er landskabet storslået og med fantastiske udsigtspunkter. Men man skal så afgjort ikke lide af for megen højdeskræk!

Søndag aften, den 6. november, var det så den store dag: julefrokost kl. 1900 på Compas Amigo Bar i Arguineguin og sammen med Anders og Susanne tog vi turen til fods fra Anfi ad strandpromenaden.

Der var 32 tilmeldte fra 8 både og nogle enkelte lokale danskere, som dog boede i Puerto Rico. Solo Svendsen kom også sammen med to svenske gaster, som Najaden havde haft med fra Madaira til Graciosa. På Madeira havde de to svenske gaster afmønstret den svenske sejlbåd, som de var sejlende med fra Stockholm – i protest mod en håbløs skipper! De var de sidste af 5 gaster, som var afmønstret; den første allerede på Bornholm!

At skipperen ikke var rigtig klog blev illustreret på Madeira, hvor besætningerne fra de skandinaviske både, bl.a. Najaden, Pi og Albertino (Solo Svendsen), holdt party på stranden. Den tåbelige svenske skipper underholdt med beretninger om sine mange og lange sejladser tidligere og fortalte bl.a., at han engang var gået på grund ved lavvande i Vestindien under ret dramatiske omstændigheder, men det værste var, fortalte han  –  han skulle vente 4 døgn på højvande, så han kunne komme fri!!!!

Det fortælles, at for Solo Svendsen, som har sejlet i netop det område i mange år, var det dråben, som fik bægeret til at flyde over, og han blev så gal over den helt åbenlyse løgn, at han rejste sig med ordene: -”jeg bliver nødt til at gå nu, for ellers slår jeg dig oveni hovedet med en sten”!
Herefter forlod han stranden!

Nå – det var et sidespring. Julefrokosten var hyggelig med god mad og en god afslappet atmosfære og en masse sejladssnak. En del af de andre sejlere lå i Las Palmas, de fleste for anker, for havnen var overfyldt af både, som skulle med i ARC-en. Flere fortalte, at vejret deroppe ikke var noget at prale af – køligt, blæsende og meget overskyet, af og til med regn! Det var milevidt fra ”vores” vejr med 27-30 grader, skyfrit og kun en let brise sidst på eftermiddagen!

 

Et tilbagevendende problem på Drivert er strøm. Vi må have motoren til at køre et par timer om dagen for at holde strøm når vi ankrer. Vi har flere gange talt om solcellepanel – det blev p.g.a. prisen fravalgt inden afsejling hjemmefra, men nu er det blevet besluttet, at vi vil have et sådant.

Vand er også en smule besværligt, for vi skal hente det i marinaen i dunke. Vi må ikke sejle bådene ind og tanke. Anders og jeg hentede 540 liter vand i dunke og måtte sejle 3 gange i hans gummibåd, men så var tankene på både Najaden og Drivert også fyldte. Det var en lettelse at låne Oles 3 stk. 30-liters dunke. 

Onsdag den 9/11 kl. 0955 lettede vi anker for at sejle til Las Palmas. Dels ville vi se på solcellepaneler, for efter sigende skulle der være størst udvalg og ekspertise dér, og så kunne vi hente de gæster, som skulle ankomme med fly den 11.

På vej ud fra ankerpladsen så vi en sejlbåd komme imod os og den så meget bekendt ud – det var norske Carisma, som vi sagde på gensyn til i Ceuta!

Det blev til en kort snak på vandet, hvorunder de bl.a. fortalte, at det blæste temmelig meget i accelerationszonen, som vi skulle igennem.

Da vi talte sammen var vinden i nord og kun 2 sek/m. Knap en time senere var vinden nord-øst og 12 sek/m – og vi var endnu ikke nået til accelerationszonen! Med vind og sø lige imod, så var der langt til Las Palmas! Ud for Maspalomas fyr vendte vi om og på en behagelig og hurtig lænser surfede vi tilbage mod Anfi. Vinden aftog jævnt ned til 7 sek/m indtil kort før Arguineguins dækmole. Da døde den pludselig helt ud. Et minut efter havde vi ca. 2 sek/m lige imod!

Det er rigtig nok – der er noget specielt ved vinden på denne kyststrækning!

 

Dagen efter lejede vi bil for to dage og kørte til Las Palmas for at se på solcellepanel og for lige at sige hej til norske Sedna, som vi hilste af med i Cascais i Portugal, med aftale om at mødes igen på Graciosa omkring den 9. oktober. Dertil holdt vores tidsplan som bekendt ikke, men det gjorde så heller ikke så meget, for de kom aldrig til Graciosa! De sejlede direkte fra Madeira til Las Palmas, fordi bådens generator havarerede på turen og de havde nu ligget i Las Palmas i 6 uger!

Sammenlignet med køreturen ind i bjergene er landskabet på Gran Canarias østside fladt og kedeligt og Las Palmas så heller ikke ud af noget særligt. Blot en storby med en kedelig havn. Vi fandt tilgengæld et solcellepanel i passende dimensioner på 75 watt til 590,- euro, men vi kunne ikke forklare den dårligt engelsktalende ”ekspert”, hvordan det skulle monteres på båden og dermed heller ikke få aftale om at lave et fundament til det.

Lidt skuffede forlod vi forretningen for at tænke over sagen og så vende tilbage næste dag. Vi aflagde visit hos Sedna og fik en snak med Ragnhild, der var alene hjemme, for Svend-Hugo var til et seminar om bådens rigning (noget der arrangeres for ARC-bådene).

Om aftenen kom Anders og Susanne over for at hilse af. De ville kl. 4 næste morgen sejle mod Tenerife og derfra videre til La Gomera.

 

Dagen efter, den 11. kørte vi til Puerto Rico for dér at se på solcellepanel og i Paradise Marine fandt vi et passende af slagsen på 94 watt og til 575,- euro, altså flere watt og billigere end i Las Palmas. Hertil kom, at det ikke var noget problem at få bygget et fundament til panelet. Firmaet havde også licens til at handle med det gode giftige bundmaling og kunne tage båden på land. Mange fluer med ét smæk, så vi købte panelet og aftalte, at firmaets mand, Albert, skulle komme til båden i Anfi mandag for at tage mål til fundamentet. Vi aftalte også at båden skulle på land den 28. november m.h.p. bundmaling med Jotun HB 99. Et produkt Solo Svendsen havde anbefalet. Han fik det på sin båd i 2002 og det virkede stadig!

Tilfredse med formiddagens virke kunne vi så spare os for turen til Las Palmas og i stedet køre en tur ind på øen indtil vi skulle hente vores gæster i lufthavnen kl. 1330.

Stor gensynsglæde da vi mødte Orla og Anne i ankomsthallen og der var meget at tale om på vejen tilbage til Anfi. Vi måtte her sejle et par gange med gummibåden for at få både mennesker og bagage ombord i Drivert. De medbragte også nogle bestilte varer til os, herunder et oliefilter, impeller, ferskvandsfilter, solbærsaft og lakrids. Og da de havde installeret sig i gæsteværelset i agterkahytten, frembragte Orla ved et trylleslag en god flaske champagne, hvis prop skød hele 30 meter ud i Atlanterhavet. Således blev der taget hul på 14 dages råhygge!

 

Mandag morgen kom der ingen Albert for at tage mål til fundamentet til solcellepanelet. Ved opringning til ham kunne han fortælle, at han havde været i Anfi, men havde ikke forstået, at vi lå for anker og han havde ikke sin telefon med. Han kunne således ikke komme ud til os! Den undskyldning syntes lidt langt ude, men vi aftalte at sejle til Puerto Rico dagen efter, så han kunne se båden og tage sine mål.

Som sagt så gjort og efter måltagning og fotografering af det sted, hvor panelet skulle placeres, blev det aftalt, at både fundament og solcellepanel ville være klar, når båden den 28. skulle på land.

Herefter sejlede vi til Puerto Mogan i håb om en havneplads, men alt var udsolgt. Vi forsøgte os så på ankerpladsen ved stranden, men dønning gjorde den meget urolig og vi returnerede til Anfi del Mar.

Den skønne by Puerto Mogan, som vi havde besøgt sammen med Anders og Susanne, ville vi dog vise Orla og Anne, så vi tog bussen dertil og tilbragte det meste af en dag på stedet – meget af tiden i silende regn!

Busturen tilbage til Anfi var et kapitel for sig. Chaufføren var værre, end ham vi oplevede på Guernsey! Han kørte med stor hastighed ad den snoede bjergvej og i hårnålesvingene på bjergets yderkant, hvor højre side af vejen ender i en stejl bjergside mod havet langt nede, dyttede han et par gange i hornet for at advare eventuelle modkørende, som man ikke kunne se for bjergmassivet. To store køretøjer kunne kun passere hinanden meget forsigtigt og i så fald var vores bus helt ude på kanten til det frie fald!

 

Den følgende weekend havde vi lejet bil i 2 dage sammen med Carisma. De skulle køre sønnen Tom-Erik til lufthavnen om lørdagen og så kunne vi have bilen søndag. Den stakkels Tom-Erik havde været med Carisma i 4 uger fra Marbella i Middelhavet via Marocco og hertil. Oprindelig var hans ferie kun 3 uger, men han fik lov at forlænge den med en uge og nu var der ikke flere muligheder for at udsætte hjemrejsen, selv om han var meget ked af at skulle hjem til sne og kulde.

Lørdag formiddag stod han fortabt på fordækket af Carisma med sin bagage og vinkede til os, iført shorts og en tyk foret skijakke! Et kosteligt syn.

Mandag den 28. november kl. 0830 sejlede vi til Puerto Rico som aftalt for at få båden på land. Tidspunktet passede fint, da der var stormvarsel for området.

Vi kom imidlertid ikke op, for havnepersonalet havde ikke fået noget at vide om, at vi skulle på land! Selv om Brian fra Paradise Marine, sagde noget andet, var det tydeligvis fordi, han har glemt at meddele det til havnekontoret, som står for al bådoptagning!

Der var ej heller plads i havnen og vi var således havnet i en meget uheldig situation med stormen Delta i anmarch! Havnekaptajnen, Carlos, kunne naturligvis godt se vores problem og først på eftermiddagen anviste han os en midlertidig plads uden på en norsk båd ved dækmolen. En meget åben og urolig  plads, for dønningen stod ret ind i havnen, men der var da læ mod vest, hvorfra stormen skulle komme.

Ved 17-tiden havde man fundet en bedre plads til os ved en pontonbro, og  godt en time senere begyndte det for alvor at blæse op. Voldsomme vindstød jog ind gennem havnen og der lød et øredøvende spektakel, da en restaurant på dækmolen blæste omkuld. Vores pontonbro kunne heller ikke stå for vind- og vandpresset, for den brækkede i to dele 4-5 meter længere ude i forhold til vores plads.

Det blev en meget urolig aften og nat, da både vi og bådene på den anden side af broen samt selve broen var fastgjort med kæder i moorings! Det betød at hver især bevægede sig forskelligt i forhold til hinanden.

Stormen medførte omfattende strømafbrydelser og bl.a. havnekontoret var uden strøm i flere dage. En dieselstander på dækmolen blev revet delvis op af kajen og en kæmpekatamaran til turistsejlads blev ødelagt i den ene side af bygningsdele fra restauranten, som blæste omkuld.

Stormen varede heldigvis ikke længe; den kulminerede ved 3-tiden og den følgende dag kunne vi så besigtige skaderne omkring os. Heldigvis slap vi for skader – dog fik båden et lille hak i stævnen, da båd og bro på et tidspunkt stødte sammen.

 

Næste dag var der ingen bådoptagning, for havnepersonalet havde travlt med udbedring af skader. Carlos, kom og spurgte om vi var ok og om båden havde fået skader – pænt af ham.

Først torsdag over middag kom vi på land, men rengøring af bunden kunne først finde sted fredag, idet højtryksspuleren ikke var ledig.

Fredag kl. 0810 kom en havnearbejder så med højtryksspuleren som lovet og  5 timer senere var bunden spulet helt ren og al gammel bundmaling var væk.

Nu viste nye problemer sig – Brian havde også glemt at få bundmaling hjem til os og solpanelet var ikke tilstede som lovet. Det var stativet så heller ikke. Han ville prøve at skaffe bundmaling til mandag, men  pga helligdag var det ikke sikkert at han kunne..!! Solpanel og fundament ville komme søndag eller mandag – lovede Albert!

Mandag meddelte Brian telefonisk fra Las Palmas, at den lovede bundmaling fra Jotun ikke kunne skaffes, for den var blevet forbudt i EU p.g.a. giftstofferne. En afløser for den var meget dyr, godt 1.000 euro for 20 liter. Han kunne dog skaffe en næsten ligeså god bundmaling fra Hempel til kun godt 600 euro for 20 liter. Den valgte vi!

Solpanelet så vi stadig ikke noget til, men Albert oplyste, at det ville komme en af de nærmeste dage!

På grund af en knækket tand tog jeg mandag formiddag til tandlæge i Arguineguin og jeg skulle også finde en ny anode til skrueakslen. Sonja ville så give bunden et lag primer, mens jeg var borte.

Tanden blev repareret, men anoden skulle bestilles hjem fra Barcelona og kunne først være tilstede den følgende mandag! Ærgeligt, da båden så var i vandet igen, men jeg kunne vel montere den ved at dykke ned til skruen!

I løbet af mandag og tirsdag fik vi givet bundet 2 lag bundmaling og vandlinie, stævn og rorparti yderligere 1 lag, ligesom båden blev poleret og vokset.

Leif og Ingvill var mandag i Las Palmas for at få repareret deres påhængsmotor og da vi på mystisk vis havde mistet en åre til jollen ville de købe en ny med til os. I havnen i Las Palmas havde de så mødt Solo Svendsen, der var ved at tanke diesel før sin afgang mod Caribien umiddelbart efter.

 

Onsdag morgen gik jeg på havnekontoret for at betale for havneplads, optagning og søsætning af båden, leje af højtryksspuler samt for 6 dage på land.  Der var lidt kaos på havnekontoret, for der var stadig ikke strøm i bygningen, men den flinke Carlos meddelte, at vi ikke skulle betale for de 3 dage vi havde ligget i havnen p.g.a. stormen! Vi aftalte, at båden skulle i vandet om eftermiddagen.

Solpanel med tilbehør havde vi stadig ikke set skyggen af og da jeg meddelte Albert og Brian, at vi skulle i vandet samme eftermiddag og ville sejle til Anfi del Mar og ankre, blev der nærmest panik. Efter intense drøftelser dem i mellem og en lang telefonsamtale mellem Albert og smeden, som skulle lave stativet, blev de vises sten fundet. Selv om det også var helligdag dagen efter, ville Albert og smeden komme til Anfi med solpanel og stativ.

Onsdag den 7. december kl. 1530 blev Drivert så søsat igen og vi sejlede ”hjem” til Anfi og ankrede op, ret overbeviste om, at der ikke ville komme noget solpanel næste dag! Vi trøstede os dog lidt med, at vi havde fat i den lange ende, for det á conto beløb vi havde betalt, nemlig halvdelen af solpanelets pris, ikke kunne dække de ting vi havde købt, såsom regulator til solpanel og bundmaling m.v. og vi havde afvist at betale vores regning før solpanelet var til stede!

I øvrigt var vi trods alt heldige med dette solpanel, for da Leif i Carisma henvendte sig hos Paradise Marine for at købe et tilsvarende solpanel, fik han den besked, at vi havde købt det sidste af den type. Yderligere fik han at vide, at vi faktisk havde givet 120 euro for lidt for det, for det var en forkert pris Albert havde fundet frem!