Jul og nytår i Puerto Mogan 

Mandag den 19. december lettede vi anker i Arguineguin og kl. 1300 ankom vi så til Puerto Mogan. Som lovet var der en fin plads til os i havnen ved en flydebro.

På vejen dertil aflagde vi et kort besøg i Puerto Rico for at få byttet nogle skruer til solpanelet og for at få vasket tøj i havnens møntvaskeri. Mens jeg rodede med solpanelet og Sonja vaskede tøj, bemærkede jeg ud af øjenkrogen, at der stod et par på kajen og så på båden. Stor var overraskelsen, da jeg kikkede op. Ole Dahl, en kollega fra Odense, i egen høje person. Verden er nu ikke ret stor!

 

I ugen frem hertil havde vi pendlet lidt mellem Anfi del Mar og Arguineguin, fordi dønningen ind i mellem gjorde den ene eller den anden ankerplads urolig, men Anfi var dog vores ”hjem”!

Her havde vi også nogle sjove oplevelser med danske charterturister. På et tidspunkt kom en mand svømmende ud til os fra stranden. Han skulle have afgjort et væddemål med sin kone! Hun påstod, at vores båd var en Rasmus 35 og det mente han afgjort ikke, at det var, så han svømmede ud for at få besked! Han ærgrede sig lidt over, at konen havde ret, men vi fik da en længere sludder.

En anden gang kom også en mand ud til os, blot for at hilse på og vi måtte love ikke at sige det til hans kone, for hun havde forbudt ham at svømme så langt ud!

Det mest spektakulære besøg var et par, som sejlede med rutebåden mellem Puerto Mogan og Arguineguin. Båden ligger til ved Anfi del Mar, og konen fik kaptajnen til at sejle rutebåden ind på ankerpladsen og standse op ved Drivert. Her lå den så stille nogle minutter, så de kunne hilse på os og få en lille sludder!

Mange sejlere tager deres flag ned, når de ankre op eller er i havn, men vi ser en fordel i, at Dannebrog vejer fra bådens hæk. I modsætning til mange andre er vores flag også så stort, at det tydeligt ses langt væk. Det er jo hyggeligt at høre nyt hjemmefra eller bare få en sludder på dansk!

 

I Puerto Mogan mødtes vi igen med norske Carisma og det blev et gensyn med danske Thara, som vi ikke havde set siden Graciosa. De inviterede på morgenmad den 21., da det var Oles fødselsdag.

Med til fødselsdagen var også Leif og Ingvill fra Carisma og et andet norsk par, Bjørnard og Marianne fra Brightside.

De havde hentet deres nye båd i Adriaterhavet og var så sejlet hertil for vinteren, inden de, som os, sætter kurs mod nord til foråret.

Starten på deres tur var meget uheldig, for Marianne faldt på en bro i Marina Rubicon på Lanzarote, da hun sprang i land med forfortøjningerne. Herved brækkede hun det ene ben hele tre steder. På havnekontoret blev de vist til et hospital, men det viste sig ved udskrivningen, at det var et privathospital, som ikke er dækket af den norske sygesikring! De måtte selv punge ud med 1.500 euro. Det offentlige hospital lå få minutters gang derfra!

Tilbage i havnen påtalte de fejlen for havnefogeden, men han slog blot ud med hænderne: ”det er jo ikke mit problem”!

Marianne var så henvist til gips og krykker mange uger frem, men da vi mødte dem havde hun fået gipsen af, så hun kunne stavre omkring med to krykker.

Det blev en hyggelig formiddag på Thara med alt hvad der hører til et super morgenbord, men vi måtte forlade selskabet ret tidligt, for vi skulle hente vores yngste søn, Daniel og hans kæreste Trine samt det ældste barnebarn, Cecilie på 4 år, i lufthavnen.

Vi havde lejet en bil til lejligheden og aftalte med Leif under morgenbordet på Thara, at han kunne køre med til Las Palmas, hvor han skulle hente nogle reservedele. Det var jo lidt dumt, at han tog bussen, når vi stort set skulle samme vej. Afhængig af, hvor lang tid det tog i Las Palmas, ville han tage bussen tilbage.

Det blev dog ikke nødvendigt, så han tog med til lufthavnen og det viste sig at være lidt heldigt, for der var simpelt hen ingen parkeringspladser ledige. Vi måtte ”smide” bilen uden for p-båsene, og mens vi gik ind i ankomsthallen, blev Leif ved bilen, så den kunne flyttes når og hvis det blev nødvendigt.

Stor gensynsglæde i ankomsthallen og Cecilie veg ikke fra sin farmor. Den ret omfangsrige bagage blev fragtet ud til bilen, som naturligvis ikke var dér, hvor jeg havde parkeret! Leif havde måtte flytte den og efter lidt søgen fandt vi hinanden.

Ved ankomst til båden var det helt sjovt at se, hvor hjemmevant Cecilie bevægede sig rundt. Selv om det var 6-7 måneder siden hun sidst havde været ombord, huskede hun alt om bådens indretning og hvordan man færdes på dæk uden at snuble over tovværk eller klamper.

 

Vores gæster var heldige med vejret. Det var badevejr hver dag, så i samlet flok gik turen til stranden mindst én gang om dagen og især Cecilie kunne ikke få nok.

Der blev dog også tid til busture til Puerto Rico og Arguineguin og da de jo holdt ferie på en sejlbåd, skulle vi naturligvis også sejle en tur. Det blev til Anfi del Mar, som de gerne ville se og hvor Daniel kunne bade fra båden og svømme ind til den store strand foran hotellet.

Sonja, Trine og Cecilie sejlede jeg så ind i gummibåden og påtog mig den krævende opgave at gå ankervagt på Drivert!

 

Julen stod for døren, men det kneb gevaldigt med julestemningen hos os. Puerto Mogan var kun sparsomt pyntet op til jul og klimaet i det hele taget gjorde det vanskeligt at forholde sig til, at der kun var få dage til juleaften. Ikke desto mindre skulle forberedelserne igangsættes og da vi i samråd med Daniel og Trine havde aftalt med Leif og Ingvill, at vi alle holdt jul på Carisma (p.g.a. pladsforholdene), holdt vi et lille møde om menuen og hvem som gjorde hvad. Det var jo ikke sikkert, at de norske vidste, hvordan man holdt rigtig jul..! Det viste sig dog, at der ikke var stor forskel på jul i det sydlige Norge og vores traditioner. Største forskel var nok, at de ikke fik and og brunkartofler, men til gengæld drak de øl og snaps til julemaden!

Vi (dvs. Sonja!) skulle lave flæskesteg, and og risalamande og Ingvill sørgede for kartofler – også brunkartofler, samt snacks og borddækning.

Vi var ret sikre på, at vi kunne få flæskesteg med svær hos den danske slagter i Arguineguin og i hvert fald andebryst var til at få i flere Supermercadoer. Det var mere tvivlsomt med rødkål og kirsebærsovs.

Efter nogen søgen i forskellige butikker, både i Puerto Mogan og Arguineguin, lykkedes alt bortset fra kirsebærsovs, så det var ikke så dårligt endda.

Heldigvis fik vi en snak med Ingvill om formiddagen den 24., for det viste sig, at hun havde et noget andet syn på brunkartofler end os! Brunkartofler i Norge er blot kartofler braset på panden og det er jo noget helt andet, end de lækre små karamelliserede kartofler vi kender.

Hvorom alting er, så fik vi en rigtig god juleaften og lidt imod forventning lykkedes det Sonja at få sværen på flæskestegen sprød i bådens ovn med kun undervarme.

Ellers gik dagene med almindelig hygge og ture i byen og naturligvis til stranden – at tænke sig at bade i 22 grader varmt vand juleaftens dag!

Cecilie havde udvalgt sig et par ”prinsesse”-kjoler i en forretning og hun brugte ikke lang tid til at overbevise sin farmor om, at hun simpelthen var nødt til at eje dem. Hendes påklædning var derfor givet på forhånd hver morgen og hun vakte nogen opsigt når hun stolt spankulerede rundt i det fine tøj. Særlig opmærksomhed fik hun en eftermiddag, hvor vi havde været inde i  byen. Hun blev for en gang skyld gal på sin farmor, som tillod sig at nægte hende noget legetøj i en forretning: ”så løber jeg bare ned til båden”, surmulede hun og satte i løb i sin fine prinsessekjole. Der var  et godt stykke vej til båden – ad flere små gader og over en bro, men hun standsede ikke da vi råbte. Jeg satte i let trav efter hende, men var alligevel nysgerrig efter at se, om hun faktisk kunne finde ned til båden, så jeg holdt mig 25-30 meter bag hende.

Hun fandt den direkte vej til broen over en afvandingskanal og ad de små snørklede gader nåede hun uden tøven ned til havnen, hvor hun også drejede til den rette side og med manges blikke i ryggen fortsatte hun langs kajen mod vores pontonbro. Hun standsede dog op ved broen før vores og løftede ”crew-only-kæden” af, men opdagede straks, at det var en forkert bro. Hurtigt på med kæden igen og i løb til vores bro, som  hun spænede ud ad efter at have sat den tilsvarende kæde på plads efter sig.

Da det var hende forbudt at kravle op på båden ad den 3-trins stævnstige, som vi havde hængt ud over forpulpit og anker, uden en voksen hos sig, råbte jeg at hun skulle vente til jeg kom. ”Jeg kan godt selv”, grinede hun overstadigt og kravlede op på båden. Hun sad storgrinende i cockpit, da jeg kom op! Selv om jeg var noget imponeret, måtte hun dog for en ordens skyld have en lille skideballe!

 

Tirsdag den 27. blev det afskedsmiddag i byen og efter en overdådig middag købte Daniel en isdessert til Cecilie. Da blev hun tavs! Med store julelys i øjnene betragtede hun kunstværket foran sig og kunne næsten ikke få sig selv til at spise af den. Det gik dog over!

Onsdag var det så afskedens time og igen havde vil lejet en bil for at køre til lufthavnen. De skulle først være i lufthavnen kl. 1335, så for at få en tur ud af det havde vi bilen fra kl. 1030. Turen gik til Maspalomas, hvor vi drejede op i bjergene mod San Bartolomé og Santa Lucia, for så at køre mod sydøst mod motorvejen til lufthavnen.

Selve turen var helt fin og tiden ville også have passet, hvis ikke lige…! Bilen var en udslidt Fiat Tipo uden 1. og 3. gear. Hernede går det rask til i trafikken og jeg fik hornet flere gange når jeg forsøgte at accelerere ud i en rundkørsel i 2. gear!! Skiltningen er heller ikke noget at råbe hurra for, så det tog lidt tid inden vi fandt den rigtige vej op i bjergene fra Maspalomas og for at det ikke skal være løgn, indtraf samme problem, da vi skulle ind på motorvejen igen!

Alt i alt blev den sidste del at turen noget presset og til allersidst endda stressende. Ved lufthavnen måtte jeg sætte de andre af og mens Sonja og Trine trillede af med bagagen og Cecilie, løb Daniel ind for at finde ud af hvor de skulle checke ind og jeg fandt en parkeringsplads. De kom næsten 10 minutter for sent, men det gik!

Selve afskeden gik meget hurtigt og inden vi fik set os om, var de på vej ud til flyet og vi stod så tilbage i afgangshallen: ”hvad skete der”!

 

På vej tilbage til Puerto Mogan sneglede vi os i gennem Arguineguins myldretid og fik tilfældigt øje på nogle kendte personer ved et busstop. Leif og Ingvill fra Carisma fik så et lift ”hjem”. Jo, verden er lille.

Mens vi nu var samlet, aftalte vi at mødes næste aften i deres båd for at planlægge nytårsaften, som skulle fejres sammen med Elin og Ole fra Thara og Marianne og Bjørnard fra Brightside.

Opgavefordelingen ved dette møde gik uden sværdslag, især med hensyn til Brightside. De var nemlig forhindret i at deltage i mødet!

Elin ville gerne stå for hovedretten og indkøb af vin og øvrige drikkevarer, mens vi gerne ville lave forret. Desserten blev tildelt Brightside, mens Ingvill ville lave ostelagkage til kaffen.

Det var ikke uden besvær at købe ind til den forret, som vi havde tænkt os – Seafood-Tapas – af laks, rejer og evt. hellefisk. Da vi ikke kunne få hellefisk, valgte vi muslinger i skal, men det var et problem at læse den spanske vejledning om tilberedning og ingen i forretningen kunne andet end spansk. Efter flere forsøg, også med andre ingredienser, fik vi oversat vejledningen til engelsk i en anden butik, hvor vi så måtte give noget mere for de samme muslinger.

De store fine rejer vi havde købt, lod dog noget tilbage at ønske. Da de blev pakket ud viste det sig, at de var rå og pillede..! Vi kogte dem så, som vi plejer at koge hele rejer, men de var nærmest uden smag.

Ok – så må vi give dem noget smag! Til tapas´en havde vi to slag dressing og den ene var med en let chillisauce, så vi marinerede rejerne i en mild chillilage og så måtte det briste eller bære!

 

Det blev en fantastisk nytårsaften ombord på Thara og selv om vi var otte, var der god plads i den 44 fods aluminiumsbåd. Menuen var:  seafood-tapas – oksemørbrad – frugt med råcreme – ostelagkage, og det var simpelthen super – også forretten! – med god vin, kaffe og cognac og masser af hygge.

På et tidspunkt hen på aftenen, var det hele blevet lidt for overvældende for norske Bjørnard, så han tog en power-nap i cockpit.! Tilgengæld var han så med igen til ved 3-4 tiden, hvor der var almindeligt opbrud.

Det er sikkert overflødigt at skrive, at alle holdt lav profil om søndagen!

 

Mandag  den 2. januar sejlede vi tilbage til ankerpladsen ved Anfi del Mar for at vente på gunstigt vejr til turen over til Los Christianos på Tenerife. Her skulle vi mødes med min mor og min faster og onkel, der ville komme den 8. På en internetcafé tog vi vejrudsigter for 5 dage frem og fredag blev  valgt som et godt tidspunkt at sejle på. Ventetiden blev så brugt til bl.a. at skifte gearolie, kontrollere brændstoffilter og frem for alt montere en ny impeller. Det viste sig at være høje tid. Nogle af lamellerne på den gamle impeller var simpelthen brækket af !

Alt i alt blev disse simple småting til noget af et projekt. Da motoren blev startet efter indgrebene, kom der intet kølevand! Af med dækslet til pumpehuset – var der noget galt med den nye impeller? Alt tilsyneladende i orden! Prøve igen – stadig ikke kølevand! Saltvandsindtag, filter og slanger blev gået igennem, men intet unormalt og stadig ikke kølevand. Ringe til en kammerat, der ud over at være falckredder også er mekaniker, for at få at vide, hvordan antihæverten fungerer. Jeg havde en mistanke om, at nogle af stumperne fra den gamle impeller sad og blokerede dér!

Skille ad og samle igen – ståltråd gennem slangerne og meget mere – og pludselig kom der kølevand!

Det var selvfølgelig aldeles godt, men alligevel ikke tilfredsstillende, da jeg ingen anelse har om, hvorfor! Jeg fandt ingen stumper efter den gamle impeller og der var ingen tilstopning af antihæverten eller slangerne.

Det er et slid at være langturssejler!

På grund af alle disse små besværligheder blev turen til Tenerife udsat til lørdag – jeg ville være sikker på, at der blev ved med at komme kølevand!

 

Fredag formiddag gik vi en tur i Anfi og selv om det var den mest hellige helligdag på øerne (Hellig Trekonger), fik vi handlet de sidste småting. Vi gjorde  også Drivert klar til næste dags sejlads: gummibåden blev pakket ned og solpanelet sikret. For en sikkerheds skyld tog vi 2 reb i storsejlet, da vi  skulle igennem to accelerationszoner og den første, ved Gran Canarias sydvestlige hjørne, er den værste på øerne.

Disse accelerationszoner kan være ganske barske at forcere, da vinden over en strækning på kun 2-300 meter øges pludseligt og voldsomt. Det er ikke unormalt at sejle stille og roligt afsted med 6-8 sek/m, for så et par minutter senere at blive kastet omkuld med 18-20 sek/m. Denne vindhastighed holder så ved over en kortere eller længere strækning, afhængig af hvilke øer man sejler imellem. Mellem Gran Canarias sydside og Tenerife dækker de to accelerationszoner omkring en tredjedel af turen over, så vi var nødt til at forberede os på megen vind.

 

Efter godt to måneder på Gran Canaria blev ankeret lørdag den 7. januar kl. 0640 halet op og på en mørk stjerneklar morgen med nymåne satte vi kurs mod Tenerife med en østlig vind på ca. 3 sek./m.

Ud for Puerto Mogan, ca. 1 time senere, drejede vinden i nord, men uden ændring i vindhastighed. Først omkring kl. 0800 øgede vinden kraftigt – vi var nu i accelerationszonen og i løbet af få minutter lå vinden hele tiden mellem 12 og 15 sek/m. Søen var i samme tidsrum øget til 2,5 – 3 meter, men da vi sejlede halvvind og havde solskin stort set hele vejen over, var det en fin sejlads, om end lidt urolig og våd. Vi gjorde 8,3 knob som det højeste og holdt et gennemsnit på 7,2 knob. Ikke dårligt af en gammel dame med 2 reb og kun en klud som forsejl! På sådan en sejlads sætter vi stor pris på vores vindspejl, som vi kan sidde i læ af, når søerne slår ind over.

Lidt før Tenerife skyede det lidt til og vinden drejede til agten for tværs og ved øens sydspids til læns. Først i læ på sydvest siden af Tenerife lagde vinden sig og vi havde mellem 8 og 10 sek/m. Det virkede som om de to accelerationszoner, som der skulle være, var smeltet sammen til én stor, men til gengæld med lidt mindre vind, end vi havde forventet.

Kl. 1525 lod vi ankeret gå ved havnen i Los Christianos. Det er måske nok at tage munden for fuld at kalde stedet en havn, for der er kun kajplads til Fred. Olsens to kæmpekatamaraner og to andre færger, som sejler til La Gomera, El Hierro og La Palma. Alle andre, også fiskebådene ligger for mooring og gæster er henvist til eget anker uden for læmolen! Under decemberstormen var en ca. 40 fods sejlbåd drevet ind mod klipperne ved et lille stykke strand, og den lå nu oppe på stranden uden rig og køl!

 

På Gran Canaria havde vi en fantastisk skøn tid med godt vejr, gode ankerpladser, gode havne og virkelig skønne omgivelser, som vi aldrig blev trætte af at vandre rundt i eller blot nyde udsigten til fra båden, hvad enten vi lå for anker eller i havn. Efter 3.000 sømil (5.500 km) – ganske vidst med mange besøg på steder, hvor vi blev en kort tid – var det dejligt endelig at kunne se frem til en lang periode, hvor vi ikke havde nogen deadline og vi nød dette pusterum i fulde drag.

Vi var jo også i sagens natur blevet kendt med øens sydvestkyst, såvel geografien som indkøbssteder og busforbindelser og det var da også med lidt vemod, at vi forlod dette paradisiske område.

Kunne Tenerife leve op til alt dette? Øen hvorfra general Franco, som var militærguvernør på De Canariske Øer, planlagde og igangsatte sit kup mod den spanske konge og dermed startede den spanske borgerkrig!  

Umiddelbart var det en lidt skuffende start. Ankerpladsen var det første døgn ret urolig på grund af dønning fra syd, som dækmolen slet ikke kunne beskytte os imod. Simpelthen fordi vi var henvist til at ankre uden for denne! Det sidste gjorde også, at der var pokkers langt ind til byen i gummibåden.

Vejret var heller ikke som vi var ”vandt til”. Det var mærkbart køligere og mere skyet. Alt sammen skulle imidlertid blive meget værre!

Familien skulle bo på hotel på Playa de las Americas, et stort turistområde i den nordlige del af Los Christianos, og især af hensyn til min mor ville vi gerne have en havneplads, mens vi havde besøg. Da der jo ingen var i Los Christianos forsøgte vi os dagen efter i Puerto Colon, nord for Playa de las Americas. Der blev ikke svaret ved opkald på VHF og ingen i havnen tog telefonen, da vi forsøgte at ringe dertil. Altså blev gummibåden pakket ud og efter at den var forsvarligt parkeret ved fiskernes mole, gik vi derop – en tur på små to timer, blot for at få den besked, at der ikke var nogen ledige pladser! Vi måtte blive, hvor vi var og tage tingene som de kom.

Ved 1830-tiden mødtes vi efter aftale med familien på strandpromenaden og igen stor gensynsglæde. Vi havde i lang tid set frem til også dette besøg og det samme havde jo især min mor. Hun har ikke rejst så langt før og ikke fløjet, siden hun var aupair-pige i Moskva i begyndelsen af 50-erne.

Efter den varme sammenkomst på promenaden, gav min mor middag på en restaurant i nærheden. Der var naturligvis meget at snakke om, men høj musik gjorde ind i mellem samtalen lidt besværlig. Uheldigvis sad vi lige under to højttalere!  Ikke desto mindre en rigtig dejlig aften med snak og god mad og så fik vi gaver! Min mor medbragte to opvaskebørster med bløde hår, en fyrfadslighter og 50 fyrfadslys. Opvaskebørster hernede er med stive ”hår” af plastik og som fast opvasker ved jeg, at de ikke duer – nu er det (næsten) en fornøjelse at vaske op! Man kan sagtens få fyrfadslys her, men de koster en bondegård! Min faster og onkel havde dansk rugbrød, dansk spegepølse og dansk ost med – super!

Efter dette første møde aftalte vi at mødes igen næste formiddag ved havnen i Los Christianos og derefter gå på sightseeing i byen.

Næste morgen stod vi op efter en meget urolig nat. Dønningen fra syd var voldsom og båden lå akkurat på tværs af den, så kl. 04 opgav jeg ethvert forsøg på at sove. Stod op og iførte mig den nyindkøbte pandelampe og i nattens mulm og mørke fik jeg rigget et hækanker til. Derefter i jollen og så blev dette anker med 6 meter kæde og 30 meter tov roet bagud. Det hjalp lidt, at vi så kunne tvinge stævnen op i dønningen.

Det er et slid at være langturssejler!

Inden vi tog ind til byen for at møde familien, ville jeg have hækankeret op, så vi ikke hele dagen risikerede at ligge med siden til vinden, og dermed øge presset på begge ankre. Det var imidlertid ikke til at få op fra jollen, selv om jeg trak fra forskellige retninger. Det sad urokkelig fast og i det lidt uklare vand, kunne jeg ikke se, hvad problemet var. Tilbage til Drivert og iført maske, snorkel og gummitæer dykkede jeg ned for at se på situationen på bunden. Vandet var dog så uklart, at jeg overhovedet ikke kunne se ankeret, selv om det lå på kun 4-5 meters dybde.

At bjærge ankeret nu forekom nærmest umuligt, så jeg markerede det med en lang line og en fender, hvorefter ankertovet blev afmonteret – så måtte jeg prøve igen, når vandet var blevet mere klart.

Alt dette bøvl tog tid og den planlagte sightseeing blev udsat til først på eftermiddagen, hvor vi landede med gummibåden på stranden. Vejret havde ændret sig fra sol og varme om formiddagen til en næsten sort himmel over de nærmeste bjerge og der var ingen tvivl om, at de langsomt trak nærmere og ville give snarlig regn.

De gjorde de også! Vi havde akkurat sikret jollen med kædelås til et stakit, da de første spæde dråber faldt. Hastigt hen mod det aftalte mødested og da vi nåede frem efter få minutter, var vi næsten gennemblødt!

Familien havde fornuftigt nok søgt ly på en café og her bænkede vi os også med et par store krus fadøl. Regnen måtte vel snart holde op.

Det fortsatte imidlertid med at styrte ned og på et tidspunkt løb det i en strid strøm ned ad gaden. Ud for hvor vi sat, var der mindst 5 cm dybt og kloakkerne var chanceløse! Det var en sand syndflod.

Efter et par timer mente vi, at det nok var bedst at gå et andet sted hen, for vi sad jo blot som bænkevarmere på caféen. Det mente tjeneren dog ikke, så han insisterede på, at vi blev hvor vi var indtil regnen aftog.

Vi fik så en sludder med ham og han kunne fortælle, at han var russer og havde boet 4 år på Tenerife. Forinden havde han arbejdet 5 år i Spanien som illegal indvandrer og de første 2 år på Tenerife, var også som illegal.

I øvrigt kunne han fortælle, at vi skulle vente nogle dage med at bade fra stranden, fordi vandet fra det kraftige regnskyl ville føre meget skidt med sig ud i havet – også fra kloakkerne!

Nå -  vi kunne jo ikke sidde dér til evig tid, så hen på eftermiddagen blev vi enige om skilles og så mødes igen næste formiddag til en bustur til Los Gigantes.

I vand til anklerne og regn som fortsat fossede ned begav vi os til gummibåden og flere steder sås kloakdæksler, som vippede på vandet flere centimeter over deres fundament! Og så var det hundekoldt – kun 17 grader og i hvert fald ikke noget at byde et par turister i shorts og t-shirt!

Det viste sig ganske umuligt at få gummibåden ud fra stranden. De brækkende søer væltede ind over os og fyldte jollen med vand og sort sand og vi kunne tage to skridt frem for så at blive kastet tre tilbage! Altså jollen på slæb langs stranden de cirka 200 meter til det inderste af havnen, hvor vandet så mere roligt ud.

Vandet var uklart, da vi sejlede ind nogle timer forinden, men nu var det direkte ulækkert! Den blå farve var erstattet af brunt muddervand, hvori der flød alskens affald. Det var nok ikke helt tosset, hvad tjeneren havde sagt.

Dønningen var ubehagelig voldsom aftenen og natten igennem, men næste morgen var den aftaget noget og vejret var en hel del bedre. Det blev en fin tur til Los Gigantes, hvor vi indtog en let frokost siddende på havnens ydermole og med en fantastisk udsigt til de imponerede stejle klippesider, som har givet byen navn.

 

Den følgende dag havde min faster og onkel arrangeret en guidet tur til Teide og Los Canadas samt Loro Parque, en zoologisk have ved Puerto de la Cruz, som man bør se. Teide og specielt Los Canadas havde vi selv på vores ønskeliste over steder, vi ville se på Tenerife. Los Canadas er et kæmpestort øde landskab, skabt af vulkansk aktivitet og hvis lige ikke findes andre steder i verden. Hvis man har set filmene ”Abernes Planet” og ”Starwars” har man en idé om dette landskabs fantastiske natur, for disse film er optaget her.

Vi stod op kl. 6 (!!) for at kunne nå bussen ved deres hotel kl. 0810 og så gik turen op i bjergene, men guiden meddelte, at vi ikke kom til Los Canadas og Teide, fordi vejene deroppe var lukket af sne..!!!

I stedet for ville det blive en tur øen rundt med holdt i Loro Parque.

Det blev en rigtig god tur, selv om vi missede Los Canadas, men jeg tror nu nok det var lidt hård for min mor i Loro Parque, da vi skyndte os fra søløve-showet til delfin-showet. Vores timing af de to begivenheder var ikke helt på plads!

 

Om formiddagen næste dag forsøgte jeg igen fra jollen at bjærge vores anker, men igen uden resultat. Vandet var stadig grumset efter det kraftige regnskyl, så jeg så ingen fornuft i at hoppe i!

Et gevaldigt lyspunkt var det så til gengæld under vores sightseeing i byen. Det lykkedes mig langt om længe at finde en ny autoradio til en fornuftig pris. Den gamle radio havde været uvirksom i små 2 måneder!

Fredag den 13. (!!) tog vi så bussen til Adeje, en lille by oppe i bjergene, for at se et andet fantastisk naturområde, Barranco del Inferno (Helvedeskløften). Området er fredet og meget sårbart, så man skal have tilladelse til at gå derind og der må kun være 200 mennesker i kløften ad gangen.

Der er vandreveje gennem kløften og vi havde medbragt forsyninger til en hel dags vandring i området. Vi blev sat af bussen på byens torv og jeg spurgte et par lokale om vej til Barrancoen (på rigtig spansk selvfølgelig!).

Vi var dog ikke nået ret langt, før en engelsk turist fortalte os, at vi kunne spare os for turen derop. Kløften var lukket på grund af regn! Ærgeligt – det var anden gang på et par dage, at vores planer gik i vasken. Nå, nu var vi der jo næsten, så vi fortsatte ad den stejle gade op til indgangen for i det mindste at få et kik ind i kløften og det var anstrengelserne værd. Kløften kunne vi kun se lidt af, men der var en fantastisk udsigt over det sydvestlige Tenerife og havet langt nede.

Efter at have skyllet skuffelsen ned med et krus fadøl, gik vi en tur i byen for at finde et egnet sted at indtage den medbragte frokost. Det var ikke så let, da det helst skulle være en overdækket lokalitet. Sorte regnskyer trak faretruende sammen over byen! Det blev så til torvet, hvor vi alligevel skulle med bussen tilbage. Der var ingen beskyttelse mod regn, men med lidt held kunne vi vel nå at spise, inden den kom. Det kunne vi ikke!

Madvarerne blev hurtigt pakket sammen og vi tog opstilling i et busskur, som allerede var besat! Da bussen kom havde min mor stadig en dåseøl i hånden og nogen har sikkert gjort sig nogle tanker, for hun beholdt den i hånden hele vejen tilbage til Los Americas – dog uden at drikke af den! Den afbrudte frokost blev herefter genoptaget på hotellet på min mors balkon i strålende solskin.

Tilbage i båden monterede jeg den nye autoradio, mens Sonja lavede aftensmad og det var en sand fornøjelse igen at høre musik. Faktisk var det svært at tage sig sammen og slukke for den, så det blev sen køjetid!

 

Vejret havde drillet meget i den tid, vi havde besøg og specielt den ubehagelige dønning gjorde, at vores planer om at lave frokost på Drivert hidtil var blevet opgivet. Nu så det imidlertid ud til at vejrforholdene skulle normalisere sig, så det var aftalt at forsøge lørdag, hvilket så også var sidste mulighed, for gæsterne skulle rejse hjem søndag!

Mens Sonja gjorde skuden klar til besøg, roede jeg ind for at handle det fornødne. Vejret var endelig blevet som vi havde forventet og der var så at sige ingen dønning på ankerpladsen.

På Drivert holdt vi øje med stranden for aftalen var, at familien skulle hentes dér. Det ville være langt det letteste (og sikreste) at tage min mor med derfra frem for den glatte trappe og stenmolen i fiskerihavnen, hvor vi ellers lagde til med gummibåden.

Da kontakten var skabt sejlede jeg ind på stranden og hentede først min mor og bagefter Else og Bent, for det er ikke ligefrem en stor og komfortabel gummibåd vi har.

Sidst på eftermiddagen gik turen så tilbage til stranden på samme måde og efter at have slentret lidt i byen, gav Else og Bent middag på en restaurant med udsigt over stranden og en flot solnedgang.

Hyggelige tider slutter altid for hurtigt og afskedens time havde indhentet os. Vi fulgte derfor med et stykke vej mod deres hotel og tog så afsked på en café. En begivenhedsrig uge var slut alt for hurtigt og selv om vi ikke havde tilbragt helt så megen tid sammen med min mor, som vi egentlig havde forestillet os, var det skønt med besøget og lidt vemodige kunne vi traske tilbage til gummibåden i den første lune aften i lang tid. Tenerife havde ikke vist sig fra sin bedste side!

 

Søndag var vejret stadig fint og der var stort set ingen dønning på ankerpladsen, så dagen blev brugt på ingenting! Man skal jo gøre hvad man er bedst til! Vandet var stadig for uklart til at forsøge på bjærgning af vores anker, så projektet blev udsat til mañana.

Iført våddragt, snorkel og gummitæer roede vi så mandag den 16. ud til ankeret. Vandet var krystalklart og vi kunne tydeligt se kæden og det stykke tovværk som fenderen var bundet fast med. Ankeret var dog usynligt! Et rekognosceringsdyk afslørede hvorfor. Ankeret lå i en klippesprække og to af dets flige var kilet fast inde under klippen, så kun det øverste af ankerstokken rakte over bunden. Ikke så sært, at jeg ikke kunne trække det op.

To gange forsøgte jeg at svømme de omkring 4 meter ned til ankeret, men det var for langt – eller også kunne jeg bare ikke holde vejret længe nok! Ved tredje forsøg halede Sonja kæden så langt op som hun kunne, så den stod lodret i vandet mellem gummibåden og ankeret. Ved at gå ”armgang” ned ad kæden kunne jeg så nå ankeret og efter at have vristet det  løs, smed jeg det på klippefladen ved siden af sprækken, inden jeg svømmede op igen og snappede efter vejret! Herefter var det så blot at hale hele herligheden op i gummibåden.

 

Onsdag den 18. januar fandt vi det på tide af forlade Los Christianos og Tenerife, så kl. 1055 blev ankeret halet op og for storsejl og motor blev kursen sat på San Sebastian på La Gomera i høj sol, 25-26 grader og næsten ingen vind, der var lige imod. Efter en times sejlads krydsede to små hvaler vores kurs og den ene var kun få meter fra båden, da den dykkede under vores stævn. Hurtigt fik jeg videokameraet frem, men hvalen kom ikke op igen på den anden side, som delfinerne plejer at gøre.

Kort tid senere kom en lille flok store delfiner også forbi, men de var for dovne til at lave opvisning ved båden.

Sejladsen blev efterhånden lidt urolig, for vinden drejede til sydvest, stadig med kun 2-3 sek/m, men dønningen var nordlig og med hele 3 meter, så vi rullede en del. Først 3 sømil fra havnen mærkede vi noget til accelerations-zonen på stedet. Vinden drejede til nordvest igen og tiltog til 8 sek/m, men da gad  vi ikke sætte forsejl for så kort en distance.

Kl. 1440 kunne vi fortøje i en af øgruppens bedste havne og vi fik en fin plads ved en pontonbro tæt på byen.

Et kik på søkortplotteren gav et eksempel på, hvor unøjagtig GPS-positioner kan være i dette område – Drivert var parkeret på byens torv, lige bag rådhuset!? 
 

San Sebastian var i færd med at gøre klar til festival. En stor scene var etableret på byens torv, Plaza de la Americas, og mindre scener skulle opstilles bagved under de kæmpestore laurbærtræer. Festivalen var af samme art som vi havde set i bl.a. Viana do Castelo, Portugal, hvor folk fra landsbyerne kommer til ”hovedstaden” i egnsdragter og danner optog gennem byen.

Selv om byen er hovedstad på La Gomera er det absolut en lilleputby. Man kan sagtens gå fra den ene ende af byen til den anden på ca. et kvarter. Til gengæld er det er en by med atmosfære og masser af historie. Det var herfra, at Columbus påbegyndte sin rejse og opdagede Amerika. Faktisk var det jo vikingerne der opdagede Amerika 400 år før Columbus og med stor ærgrelse er spanierne begyndt at acceptere dette faktum!

Overfor torvet er der via en gammel port adgang til den brønd, hvorfra Columbus hentede vand til sine skibe. Ved brønden er der en inskription med teksten: ”Med vand fra denne brønd blev Amerika døbt”.

De første af hans rejser til Amerika havde San Sebastian som udgangspunkt, for han havde en elskerinde i byen, Beatriz Bobadilla. Hun var tidligere hofdame for den spanske dronning, men blev tvunget i eksil på La Gomera, da den spanske konge havde et lidt for godt øje til hende.

På La Gomera blev hun gift med øens guvernør, som var så uheldig at forgribe sig på en lokal høvdings datter. Dette medførte et oprør fra guancherne og guvernøren blev dræbt. Beatriz forskansede sig i Torre del Conde, et lille stenfort, som nu står midt i byens park. Først da 500 spanske soldater kom til undsætning fra Gran Canaria blev oprøret slået ned.

Beatriz var tilsyneladende en forsigtig kvinde. Hun lovede de guanchemænd, som havde deltaget i oprøret tilgivelse, hvis de gik igennem en port i byens kirke, Puerto de Perdón.
For en sikkerhedsskyld lod hun dog alligevel de fleste af dem henrette!

Hovedparten af alle guanchemænd over 15 år blev dræbt, børnene solgt som slaver og kvinderne foræret til de spanske soldater!!

Denne fremgangsmåde var ikke speciel for La Gomera. Spanierne gjorde det samme på de øvrige Canariske Øer, og det er grunden til, at der ikke findes efterkommere af den oprindelige befolkning på øerne.
 

San Sebastian var også dejligt fri for storturisme. Der var nogle enkelte hoteller i byen, men langt størstedelen af turismen er éndagsturister, så sidst på eftermiddagen har de lokale og naturligvis sejlerne stort set byen for sig selv.  De ældre lokale mænd sidder så på torvet og spiller kort eller domino under laurbærtræerne.

I San Sebastian blev det også til et gensyn med Carisma og Brightside, som ankom dagen efter os fra Puerto Mogan på Gran Canaria. Da havde Carisma også ligger i havnen i hele 37 dage og Ingvill havde fået havnekuller!

 

Vejret var noget ustabilt og vi havde helt klart valgt en forkert dag til vores bustur op i bjergene om fredagen til øens nationalpark og det højeste bjerg, Garajonay på 1484 meter over havet. Det var meget overskyet og skyerne lagde sig ret hurtigt som en tæt tåge over området, så sigtbarheden til tiden var under 2-300 meter. Nationalparken rummer Vesteuropas sidste urskov og her vokser verdens ældste laurbærtræer. På toppen af Garajonay havde guancherne en offerplads og noget i retning af de ældgamle danske tingsteder. Her blev ofret geder til guderne, men dog ikke mennesker, og her blev de vigtige beslutninger truffet.

Bjergene minder en del om de dramatiske landskaber vi så på Grand Canaria, men her er betydeligt mere frodigt og grønt. Fantastisk flot natur.

Mens vi indtog vores medbragte frokost på et af de lokales foretrukne udflugtssteder, La Laguna Grande, begyndte det at regne, så iført vores også medbragte regntøj begav vi os afsted de 4 km til busholdepladsen. Tilbage i San Sebastian skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.

Om aftenen gik vi en tur i byen sammen med Leif og Ingvill og Bjørnard og Marianne. Sidstnævnte stadig med sine uundværlige krykker. Vi besøgte bl.a. en rigtig sejlerbar, udsmykker med et hav af nationalitetsflag og klubstandere fra lystbåde. Dannebrog var også repræsenteret, men det var desværre en ynkelig las, som hang ned fra loftet! De havde også Carlsberg på fad, men vi tog selvfølgelig den lokale Tropikal fra fad! Vi er jo ikke sejlet så langt for at drikke dansk øl!!

Senere samme aften drønede festivalens første etape ud over by og havn. Et lokalt rockband gav koncert på den store scene kun 200 meter fra Drivert og det var heldigvis ganske god musik, for søvn kunne der ikke blive tale om før det ophørte ved 05-tiden.

Lørdag eftermiddag begyndte så selve festivalen med et stort optog gennem byen. De forskellige landsbyer havde deres egen afdeling i optoget. Typisk med et fantasifuldt udsmykket køretøj, hvorfra man uddelte smagsprøver på deres grøntsager og vin til de mange tilskuere, mens andre fra landsbyen spillede og dansede foran vognen. Alle var naturligvis iklædt deres farvestrålende egnsdragter. Virkelig flot og festligt. En gammel gubbe kom hen til os med en lærredssæk, der mindede lidt om en sækkepibe. Heri var der smagsprøve på hvidvin, idet han holdt sækken op og ved at trykke på sækken kom der en tynd stråle vin ud i munden på ”ofret” uden at man berørte mundstykket med munden.

De lokale kartofler er også noget for sig. Små fine kartofler med skræl og kogt i meget saltet vand. Smager som slik!

Aftenen bød igen på rockmusik fra den store scene og hele bymidten osede af fest og farver. Der var boder overalt med effekter fra de forskellige landsbyer og vi fik da også købt lidt gaver i en af dem. Mens jeg forsøgte at prutte lidt om prisen med en pige i boden, kom en ung fyr fra boden  hen til os for at snakke. Vi fik en længere snak om festlighederne og stedet og det viste sig, at han var betjent ved immigrationsmyndighederne i San Sebastian. Handelen og den hyggelige passiar blev afsluttet med at en anden pige fra boden gav os hvert et stort stykke pizza!

Senere på aftenen blev vi beæret med et gigantisk fyrværkeri og affyringsramperne var ved stranden kun 100 meter fra Drivert, så vi sad på første parket.

 

Vejret er stadig meget ustabilt med den ene lavtrykspassage efter den anden, men det meste af tiden dog opholdsvejr. Det gør dog, at vi må vente på en bedring før vi kan drage ned til sydøen, hvor der skulle være flere gode ankerpladser og især gode steder at snorkle.

Det gør dog ikke så meget at måtte vente. Byen og omgivelserne er skønne og så er havnen – ud over at være en af Canarieøernes bedste – en af de billigste! Godt 12 euro pr. døgn.

På en slentretur rundt i havnen stødte vi på to engelske robåde. De to englændere var i færd med at klargøre bådene til en tur over Atlanten til Caribien! De regnede med 100 dage til turen.!!

Vi faldt også over en bananplantage, og Sonjas ungpigemanerer kom til udtryk. Hun kunne ikke dy sig for at gå ind og plukke nogle bananer! De er virkelig gode, de små søde Canariske bananer. I byen havde vi plukket vilde appelsiner, men de var ligeså sure som grapefrugt!

Alt var dog ikke lutter idyl! På få dage havde vi aflivet hele 2 kakerlakker! Var det blot tilfældige besøgende eller havde vi disse bæster ombord? Allerede i Portugal havde vi købt ”kakerlakhoteller”. De indeholder noget giftigt stads, som kakerlakkerne elsker at slubre i sig. Herefter kan de så ligge sig til at dø. Vi havde dog aldrig før set kakerlakker på Drivert – hverken levende eller døde. Og nu havde vi set to levende!

Hele pantrysektionen blev tømt for madvarer m.v. og så blev alt sprayet med gift, hvorefter vi lukkede hermetisk til og gik en tur. Vi så dog ikke flere – heller ikke døde – da vi ”flyttede” ind igen.

En dag kom Leif og Ingvill over med en norsk avis, en af Norges største aviser, VG. Heri var over hele to sider et foto over bugten ved Anfi del Mar på Gran Canaria. Og hvem pryder midten af billedet? DRIVERT!

Vi fik naturligvis avisen og den er gemt væk som souvenir.

Onsdag den 25. kl. 1205 forlod vi San Sebastian og sejlede sydpå mod Playa de Suarez, en af de anbefalede ankerbugter med gode snorklemuligheder. Vejrudsigten for de kommende dage så for en gang skyld fornuftig ud.

Vi ankrede op på 14 meter i det fantastisk klare blå vand, hvor bunden sås tydeligt. Det samme gjorde Teide på Tenerife. Bjerget havde ellers i ugevis været helt eller delvis skjult af skyer.

Som timerne gik blev det mere og mere uroligt grundet voksende dønning fra syd.

Sidst på eftermiddagen lettede vi anker for at prøve i Playa del Medio, bugten ved siden af. En tur rundt i denne bugt viste ingen bedring. Til gengæld kunne vi se, at bugten var hjemsted for en lille hippie-kultur. De boede i grotter i klipperne og indgangene var blot dækket af tykke tæpper!

I Puerto Santiago så det mere roligt ud så vi lod ankeret gå på 6 meter vand, men vi fik nu en ret urolig nattesøvn på grund af den irriterende sydlige dønning.

Torsdag var det blevet lidt bedre og vi roede ind i havnen for at gå en tur i byen. En hyggelig lille fiskerby med en stenet strand. I en lille Supermercado fandt vi kakerlakfælder. De minder lidt om en myrelokkedåse, blot bliver kakerlakkerne siddende i noget klistret stads på deres vej ind til maddingen på midten af fælden. En fælde blev straks installeret ved kølekompressoren under pantryet.

 

Fredag sejlede vi igen til Playa de Suarez og denne gang var vi mere heldig med dønningen. Der var rigtig fint her og vi tog jollen ind til bunden af bugten for at sondere mulighederne for snorkling. På den stenede strand stod et skur med et sammenstyrtet halvtag over en lille terrasse. Havemøblerne stod der stadig og det var ganske tydeligt at skuret havde været beboet – måske lige indtil decemberstormen, Delta.

Det var en dejlig lun aften og nat og i cockpit kunne vi betragte myriader af klart funklende stjerner og masser af morild tillige med lysene fra Tenerifes sydlige del. Rigtig flot.

Næste dag lavede Sonja hjemmelavet yoghurt og tzatziki. Man koger en liter UHT-behandlet mælk eller mælk fremstillet af tørmælk og lader den køle af til ca. 45 grader. Frisk mælk kan ikke bruges!  Derefter tilsættes et par skefulde yoghurt naturel og hele herligheden skal så køle meget langsomt ned. Vi pakkede den ind under dynerne! Efter 6-8 timer har man så 1 liter frisk yoghurt. Og det smager en hel del bedre end købeyoghurt! Vi tilsætter så frugt eller müsli efter behag.

 

Vejret blev ikke rigtig godt til snorkling – det var køligt og en del skyet, og inden de rette omstændigheder opstod fik vi et ganske alvorligt problem. Gummibåden forsvandt! Den var drevet væk i nattens mulm og mørke. Jeg kastede en tom dåse i vandet og den drev forholdsvis hurtigt mod åbent hav! Det samme var jollen så også og et kik rundt i bugten med kikkert viste da heller ingen spor efter den.

Forbandet ærgerligt og vores muligheder på ankerpladser var nu stærkt begrænsede, da vi ikke kunne komme i land.

Der var ikke andet at gøre end hurtigst muligt få købt en ny og det bedste sted er så langt væk som Las Palmas! Her er størst udvalg og de bedste priser.

La Gomera ville vi dog se, om ikke andet så fra søsiden, så mandag den 30. januar kl. 0905 lettede vi godt ærgerlige anker og satte kurs vest om øen og derefter til Los Christianos. Vest- og nordsiden af La Gomera er simpelthen noget af det flotteste vi har set med eventyrligt flotte klippepartier og bjergskråninger. Vi fik også et glimt af Valle Gran Ray, Storkongernes Dal, på vestsiden. Et sted vi gerne ville have besøgt, men der er ikke mulighed for andet end ankring i den lille havn.

Da vi kl. 1350 rundede Punta Gabina på øens nordøstlige hjørne kunne vi sætte genuaen med en fin nordøstlig vind i accelerationszonen. Efter små tre timer var vi ude af zonen og vinden døde ud, så det blev igen motorsejlads det sidste stykke til Los Christianos.

For en gang skyld kunne vi ankre op her uden problemer med dønning, der var helt fladt vand.

 

Tirsdag kl. 0900 lettede vi anker og med 1. reb i storsejlet og for motor sejlede vi syd om Tenerife mod Playa de Abona i håb om at det var muligt at ankre der. Som ventet fik vi vinden lige imod i accelerations-zonen, men fremme på ankerpladsen var den gået i nord og aftaget en hel del, så vi var lidt fortrøstningsfulde, da vi kl. 1300 lod ankeret gå i bugten ud for den lille by.

Det var dog langt fra så god en ankerplads som vores pilot, ”Klogebogen” havde beskrevet. Dønningen fandt vej rundt om pynten og vi rullede som da det var værst i Los Christianos ved første besøg.

Nærmeste havn er Santa Cruz og det var en omvej til Las Palmas, så kl. 1530 blev ankeret halet ind igen og mens kulsorte skyer langsomt, men sikket lukkede sig om det meste af Tenerife, satte vi kurs direkte mod Las Palmas. Her var himmelen klart lyseblå og hele Gran Canaria lå i et gyldent sollys, så det gjorde ikke så meget, at vi havde en urolig sejlads med vind og sø imod. Heldigvis nåede vinden i accelerations-zonen ikke op på meget mere end 8 sek/m.

Vejret er noget opreklameret bras på Tenerife!

Kl. 2305 passerede vi fyret på Punta Sardina på Gran Canarias nord-vestlige hjørne i en flot stjerneklar nat med lysene fra land som gyldne perlerækker, der som guirlander snoede sig op ad bjerge og skråninger.

Vel ude af accelerations-zonen  ved Gran Canaria forventede vi, at vinden ville aftage, men det skete bare ikke! I stedet for øgedes den til mellem 9 og 11 sek/m og stadig lige imod!

På et tidspunkt gispede Sonja højt af skræk – en makrel var skyllet ind på sidedækket lige ved siden af hende! Desværre lykkedes det den at sprælle sig ud over lønningen inden jeg fik tag i den. Det havde været en fin frokostfisk!

Kl. 0320 kunne vi endelig ankre op på ankerpladsen i den store havn umiddelbart nord for marinaen i Las Palmas efter en smule dramatik ved indsejlingen. Et containerskib var også på vej ind og på radarskærmen kunne jeg se, at det lå knapt en sømil bag os og sejlede kun en smule hurtigere. Vi kom altså først ind, men der var ikke overensstemmelse med det elektroniske søkort og billedet på radarskærmen og vi kunne ikke skelne de grønne lys på dækmolen, som er angivet i søkort og havnelods!

Det viste sig, at dækmolen var forlænget efter udgivelsen af pilot og vores søkort! Gud ske tak og lov for radaren!

Fremme på ankerpladsen sejlede vi forsigtigt rundt mellem de mange ankerliggere og vi fandt en god plads i hjørnet mellem stranden og marinaens nordmole.

Den 1. februar kunne vi så sejle ind i marinaen og få cyklerne frem og ret hurtigt opdagede vi gamle kendinge i havnen. Det var PI, som vi ikke havde set siden Graciosa.

Det var pokkers ærgeligt, at vi mistede gummibåden på La Gomera, men på den anden side, havde vi talt om, at den måske ikke holdt hele vejen tilbage til Danmark. De stropper der holder toften var sprunget og kunne ikke repareres – det var kun et spørgsmål om, hvornår de slap helt. Det samme med den ene åregaffel.

Herudover har vi ikke haft de store problemer – Drivert klarer sig rigtig fint også i lidt hårdt vejr og vi trives absolut ombord.

Vores eget helbred har også holdt – dog havde Sonja på et tidspunkt en langvarig maveinfektion, som vi i første omgang forsøgte at kurere med en ”cola og yoghurtkur”. Det er en uofficiel men anerkendt kur mod visse milde maveproblemer, idet colaen (der jo er det rene gift!) dræber mavens mikroflora, både det gode og det dårlige, mens surmælksprodukter genopbygger den gode flora. Det hjalp dog ikke i dette tilfælde, så til sidst måtte vi ty til en 3-dages penicillinkur fra skibsapoteket. 

 

Status den 5. februar: Vi har nu fået en ny gummibåd, men mere om det senere. Carisma er stadig i San Sebastian. Som Bjørnard har sagt til dem: ”I har fået havnelim”. Han selv og Marianne er sejlet til Arguineguin og Thara bliver et stykke tid endnu i Puerto Mogan.

Og vejret: tjahh – badetøj!

 

Mange varme hilsner

 

Sonja og Jan