Las Palmas
Vores syn på Las Palmas har ændret sig en hel del siden det første indtryk i efteråret, hvor vi var her i bil. Dengang var det koldt, overskyet og blæsende, mens det sydpå, hvor vi var ankret op, var varmt og solrigt. Vi oplevede også byen på en noget anden måde, da vi var her sidst. Under de korte besøg så vi blot en lidt trist storby, hvor det var pokkers svært at ”navigere” rundt i bil!

Det er en storby, men absolut ikke kedelig og selv vejret har vist sig fra sin pæne side. Vejret i de første ti dage har været præget sol og varme og nogle få byger, men sydpå er det blæsende og endda med sydlige vinde, som der ikke er læ for på ankerpladserne.

Da vi som nævnt i sidste rejsebrev ankom om natten, ankrede vi op ud for marinaen i Las Palmas kæmpehavn, og først dagen efter sejlede vi ind i marinaen. 

Vi lå i marinaen i otte dage og sonderede terrænet med hensyn til ny gummibåd. På havnekontoret spurgte vi os for, og fik at vide, at Pedro på Texaco-tanken vidste alt om, hvor man bedst handlede bådudstyr m.v. Vi henvendte os så på Texaco og traf Pedro. En festlig ældre gut, som kun talte spansk og havde en slående lighed med den franske komiker, Louis de Funés – både af udseende, mimik og motorik!

Sprogmæssigt haltede det noget, da vi talte med ham, men en tysk rockmusiker, som mere eller mindre boede i sin båd i Las Palmas, kom til undsætning med oversættelse. Begge anbefalede en udstyrsforretning ved marinaen, Rolnautic.

Efter at have set os om i andre forretninger nær havnen var det tydeligt, at de havde ret. Vi kunne her få en Plastimo 240  til 590,- euro. En 240 (2,40 meter) var af omtrent samme størrelse som den gamle og  ville passe os fint. I naboforretningen kostede den samme gummibåd 635,- euro og i en forretning inde i byen kostede den mindre Plastimo 220 hele 690,- euro!

Det viste sig imidlertid, at de slet ikke havde en 240 på lager og skulle den bestilles hjem, var det ikke til den tilbudte kampagnepris. I stedet for kunne vi få 10% rabat på den noget større 270-er, så det valgte vi, efter at have taget mål af, om den overhovedet kunne stuves ombord!

I spændt forventning fik vi kørt den store kasse ud til båden med en lånt sækkevogn og investeringen blev pakket ud. Herunder opdagede jeg at flangen på en af luftventilerne var knækket, så tilbage og få en ny ventil bestilt hjem. Da vi så kun kunne pumpe 2 af de 3 kamre op, udsatte vi afprøvningen til vi modtog den nye ventil, og vi måtte så blive et par dage mere i marinaen.

Dagene blev brugt til at se på byen og vi fik halet cyklerne frem. I byen er der en del at se på: den gamle bydel med de små krogede gader og ældgamle huse i typisk spansk kolonistil mod syd, den hyggelige gågade-allé med palmelunde, grønne pladser med eksotiske blomster, og i nord det første turistmekka på øen, Playa de las Canteras, med den lange brede strandpromenade og en masse små forretninger, caféer og restauranter.

Den 6. januar kom vores luftventil og båden blev pumpet op. Den er godt nok stor! I forhold til den gamle er den, trods kun 40 cm længere, en kæmpe! Første prøvesejlads var med årer og det er lidt besværligt, for der var ingen tofte med og vi kan ikke få en sådan. Det eneste forretningen kunne skaffe var en oppustelig pude til 30,- euro, og så vil vi hellere se, om vi kan undvære!

 

Der blev også tid til ”projekter”, idet jeg fik skiftet olie og oliefilter på motoren, og Sonja pudsede cykler. Vejrsituationen gør, at vi bliver et par dage mere i havn, for et lavtryk med en hel del blæst skal passere den 7-8 februar og vores plan om at gå ud for anker den 6. blev derfor ændret.

Natten til den 8. kom blæsten og selv om det kun blæste 12-15 sek/m var det rædsomt. Søen slog direkte ind ved den pontonbro, hvor vi lå med ankertov bagud og det skabte en gevaldig uro. Kl. 0330 blev vi vækket af at forskibet bankede mod enten broen eller en bropille ved stævnen på vores bagbord side.  De første forsøg på at hale os baglæns i ankertovet lykkedes ikke – det var simpelthen spændt som en buestreng. Vi prøvede endda at starte motor og sejle os bagud i håb om at ankertovet ville slækkes! Tilbage var så kun at fendre af forude og her kom vores spanske nabo til hjælp. Konen ombord tilbød mig en stor fender til vores stævn. Hun ville også tilbyde ekstra tovværk, og da jeg ikke hørte hende kalde på mig i larmen fra vinden og de klaprende fald, ville hun ned på broen til mig med tovet. Da hun var kravlet halvt ud på deres gangbro i stævnen opgav hun – hun turde ganske enkelt ikke bevæge sig længere ind mod broen  i den oprørte sø!

I næsten alle både ved broen var en eller flere fra besætningen kommet op og fortøjninger og ankertov blev efterset eller justeret.

Det var lidt beroligende med fendere i vores stævn, men ind i mellem var vi faretruende tæt på bropillen til venstre for stævnen, så jeg ville pokkers gerne have os trukket bare en halv meter længere baglæns. Det lykkedes endelig, ved at binde et stykke tovværk ud på ankertovet – så langt ude jeg kunne nå, og så hale hjem med et skødespil. Med 25-30 cm ad gangen fik jeg båden klar af bropillen, men jeg turde ikke hale os så langt ud, som jeg helst ville, for en 47 fods tysker på vores højre side blev trykket ind mod os, så jeg var bange for, at vores ankertov kom til at holde begge både!

Dagen efter fandt vi ud af, at det kun var bro 18, hvor vi lå, som havde problemer. Der var rimelig ro på alle andre broer! Hvad værre var – vi kunne også se, at de ankerliggere som lå længst inde mod stranden (hvor vi lå den første nat), lå væsentlig mere roligt end os! Faktisk fortrød vi, at vi ikke som planlagt var sejlet ud og lagt os for anker den 6.!!
Her på øerne er det afgjort ikke altid, at det er bedst at være i havn i dårligt vejr! Det ses også af, at i flere havne her i området sejler de lokale ud og ankrer deres både op på nordsiden af de mindre øer, eller på de større øer i en beskyttet bugt, når det blæser op fra syd – det er ganske enkelt for risikabelt at ligge i havn!

 

Den 9. forlod vi havnen for at ankre op i havnen på nordsiden af marinaen og ud for en bred strand. Vi var så heldige at finde plads helt inde i læ, omtrent hvor vi lå den første nat. Vejret var igen super med 28 grader og masser af sol, men kedeligt nok varede det ikke ved. I det hele taget blander vejret efterhånden en del og vi har både overskyet, regn og lidt blæst. Heldigvis falder det meste regn om natten,  men nogle dage er det hundekoldt – kun omkring 20 grader!

Ankerpladsen er rigtig god og rolig i stort set al slags vejr og vi har stor gavn af solpanelet. En ulempe er dog, at vi ikke kan (eller rettere vil) bade i det ulækre havnevand. Et paradoks med tanke på den fine brede strand et stenkast fra os. De lokale er godt nok ligeglade, men det er afgjort ikke noget for os. En anden ulempe er, at der er pokkers langt ind til byen i gummibåden. Vi tør ikke efterlade gummibåden på stranden og er derfor nødt til at sejle ind i marinaen, hvor vi kan låse den til en bro.

Enkelte gange tager kun én af os til byen, specielt når det blæser meget, og så er det til gengæld nemt at komme ind, for vi kan lægge til ved en bro for at sætte en i land og så blot ved et fløjt give signal om afhentning samme sted igen. Ved en sådan lejlighed skaffede Sonja sig en veninde for livet. Der bor et ældre par, som er hjemløse, på broen. De har indtaget brohovedet med deres plastikposer og papkasser og eneste tag over hovedet når det er dårligt vejr er en presenning, som de pakker sig ind i!
De har i sagens natur kun det tøj de går og står i, og en dag Sonja havde ryddet op i sin omfangsrige garderobe, blev der tøj til overs. Det blev den hjem- og tandløse kone meget begejstret for, og nu hilser hun og manden overvældende hjerteligt, hver gang de ser os!

Vi mødte gamle kendinge i havnen, Vipse og Henrik fra PI, som vi sidst så på Graciosa i slutningen af oktober. De havde været i Las Palmas i små 14 dage, da vi ankom. Et par dage senere dukkede også norske Brightside, med Bjørnard og Marianne, op og som ventet efter yderligere et par dage kom også Carisma med Ingvill og Leif. Lutter gensynsglæde og idyl!

Hele februar står i Karnevalets navn. En af byens mange pladser er indrettet med stor friluftsscene og siddepladser til betalende publikum, men der er også rig mulighed for gratister til at se på fra sidelinien og det benytter vi os selvfølgelig af. Desværre er det oftest meget sent, at det starter – tit først kl. 22 eller 23! Til gengæld varer det så også hele natten! Det er ikke forkert når det siges, at folk her lever om aftenen og natten – selv små børn er med så sent!

Det ændrer sig måske i de kommende år, for man diskuterer at få afskaffet siestaen, som er en klods om benet og økonomisk belastning for mange.

Efterhånden er vi blevet ganske godt kendt med byen og indkøbsmulighederne, og har bl.a. fundet en tysk bager ved Playa de las Canteras, hvor vi kan få godt brød. Det er ikke den store entusiasme, der bliver lagt i det håndværk af de lokale!

En stor beslutning er også blevet truffet: vi har skiftet cigaretmærke. De hjemlige smøger fås jo ikke her, så vi har indtil nu søgt trøst i Marlboro til 18,50 euro pr. karton. Nu har vi så fundet et lokalt mærke, Coronas, til kun 6,20 euro,  eller ca. dkr. 47,- pr. karton!

Nu er det jo ikke bare ferie det hele, så alt mit håndværktøj er renset for rust og det samme er fiskekrogene. Søluften er ganske hård ved tingene! Fiskehjulet, som gik i stykker på vejen herned, har jeg skilt ad og det lod sig ret let reparere. Ved samme lejlighed har jeg så også sat en noget kraftigere line på, så nu er vi for alvor klar til storfiskeri – også efter de større fisk, som tun og dorado.

 

Planen for den videre tur har endnu engang været oppe at vende, og vi er nu gået tilbage til den gamle plan A, nemlig at sejle tilbage til Graciosa og bruge øen som udgangspunkt for turen over til Madeira. Vi er jo lige pludselig kommet til Gran Canaria tidligere end beregnet, så vi håber at få mulighed for at snorkle en uges tid på det sydlige Fuerteventura, hvor vandet er det flotteste og klareste vi overhovedet har set på turen!

Vi får besøg hjemmefra i uge 12 og det er planlagt til Lanzarote, hvor vi så kan få et gensyn med den skønne by Arrecife.

Fredag den 24. lettede vi anker for at sejle i havn en dag eller to, så vi kunne tanke vand og brændstof og få ladet batterierne helt op. Det blev ikke helt let. Vi havde et andet anker på vores ankerkæde, ca. 20 meter fra vores eget anker, og dette fremmede anker var viklet ind i kraftigt fiskenet og en lang line, som på en eller anden måde var fastgjort til bunden! Efter megen bøvl fik jeg fra gummibåden skåren fremmedlegemerne bort, og for at andre ikke skulle få samme problem, roede jeg det fremmede anker over og lagde det i en fiskejolle. Tilbage ved Drivert kørte Sonja mere kæde ind og minsandten om ikke der var endnu et anker på vores kæde..!? Det var heldigvis ikke viklet ind i net og tovværk, men tilgengæld var der hængt en stor tung sten på det. Jeg fik det lirket fri af vores kæde, men kunne ikke ”redde” det p.g.a. stenen, hvorfor det måtte gå til bunds igen.

Til gengæld fik vi en bedre plads i havnen denne gang. Faktisk tog vi den selv uden at spørge og ved indklareringen fik vi grønt lys til at blive liggende.

Om eftermiddagen handlede vi stort ind med henblik på mange dage for anker på Fuerteventura, og vi fik vores supermarked til at levere varerne på båden. Flot service og det kostede ikke krone!

Gummibåden blev vasket, tørret og stuvet væk og selv om den er noget større end den gamle, var det en del lettere at pakke den sammen og få den stuvet ned i agterkahytten.

En begivenhed vi længe havde talt om med Carisma løb af stablen fredag aften, idet Leif og jeg skulle lave mad – og Leif har aldrig prøvet at lave mad, bortset fra pandekager. Altså dem, hvor et pulver skal tilsættes vand!

Jeg fik lov at bestemme menuen og gøre indkøbene og han skulle så nok love at gøre, hvad han fik besked om! Det blev entrecote med nye små og hele Canariske kartofler og rødvinsauce. Til dessert Leifs livret, pandekager, men lavet på den gammeldags måde, og med frugtsalat og flødeskum. Det blev faktisk temmelig godt  og vi havde en kanon hyggelig aften på Drivert.

Den følgende dag stod i karnevalets navn og det store optog drog gennem byen med start i byens nordlige ende kl. 17 og skulle slutte i den gamle bydel langt ud på natten.

Kl. 1730 gik vi i en samlet flok af skandinaviske sejlere op til byen for at se begivenhederne. Carisma, PI, Brightside og et nyt bekendtskab, Thora To fra Egå, med Pia og Erling. Vi måtte vente i 2 timer før optogets fortrop nåede til vores stade, ca. midt på ruten, men vi havde taget en forfriskning med så vi kunne klare os!

De kan det dér med karneval og festivitas her sydpå – det var fantastisk flot og bagtroppen var først fremme ved midnat, men hernede ”lever” folk jo også om natten!

Afsejlingen mod Fuerteventura blev udsat nogle dage, da der var kulingvarsel i området og vi fik så lejlighed til at fejre Leifs fødselsdag på en kinesisk restaurant sammen med besætningerne fra de samme både, som var med til karnevalet.

Det blev også til endnu et gensyn med Elin og Ole fra Trara, som ankom den 2. marts, men da vejrudsigten for den 3. passede til vores tur mod Fuerteventura, blev det også en hurtig afsked med dem. De bliver i området på ubestemt tid og har ikke planer om at sejle hjem de første par år, så vi ser dem nok ikke mere. Carisma, Brigthside og PI vil også til Madeira i begyndelsen af april, så dem løber vi jo ind i igen.

 

Fredag den 3. marts kl. 0715 forlod vi Las Palmas og satte kursen østpå mod Morro Jable på Fuerteventura på en nordøstlig vind, der om formiddagen var noget svingende i styrke. Sejlene var oppe fra kl. 0730 til 9, hvor vinden stort set døde ud, men fra kl. 13 kunne vi igen sejle for sejl indtil vi kl. 1745 ankrede op ud for Morro Jable og den enorme strand, på 6 meter klart grønt vand og fin sandbund.

Lørdag blev gummibåden gjort klar og søsat og jeg efterspændte riggen, inden vi i højt solskin og ca. 25 grader sejlede ind til stranden. Det var en våd omgang at lande på stranden, for dønningen brød og inden vi fik trukket båden op på stranden, væltede en brådsø ind over båden bagfra!

I våde shorts var vi så på sightseeing i den lille hyggelige fiskerby og en lang spadseretur ud langs den flotte strandpromenade mod turistområdene.

Det blev den første dag i længere tid, hvor vi kunne bruge badetøj og vejret har faktisk holdt sig sådan indtil nu, den 16. marts – masser af sol og varme, men badevandet er lige koldt nok til mig endnu, 18-19 grader, men Sonja bader.

Vi kan også nu for alvor mærke effekten af solpanelet. De første 3 dage på ankerpladsen ladede det med over 13 volt om eftermiddagen, og da vi den 7. forlod Morro Jable havde vi ikke startet motor én eneste gang for at lade! Tidligere kørte motoren mindst 2 timer om dagen for at holde strøm nok.

Som nævnt var det flot vejr hver dag, men lidt malurt var der dog i bægeret! Sidst på eftermiddagen blæste nogle voldsomme vindstød ned fra bjergene bag byen, et ret almindelig fænomen i Morro Jable, fordi denne del af Fuerteventura ligger midt i en accelerations-zone, der blæser ind over den smalle landtange.

Mandag begyndte dønningen at tage til fra øst-syd-øst, og natten til tirsdag var mildt sagt temmelig urolig, så tirsdag morgen sejlede vi ind i havnen og fortøjede til en pontonbro. Der var ikke el og vand på broen, men det vidste vi fra vores pilot, ”klogebogen”. Derimod blev vi noget overraskede, da vi gik ind ad broen for at komme til byen. Broen var ikke landfast.!!? Som den eneste af  3 pontonbroer, kunne man ikke gå i land, og vi måtte så tage jollen til nabobroen.

Til gengæld kostede et ikke noget at ligge ved disse broer!

 

Onsdag den 8. sejlede vi sidst på formiddagen op mod Las Playitas – en lille bugt på sydøstsiden af Fuerteventura. Igen i flot vejr, men den smule vind der var, var lige imod, så altså igen for motor. Det så ud til at være et lille hyggeligt sted med en landsby og et par hoteller og en lille strand med sort sand. Vanden klart blåt og en tydelig sandbund. Da vi først ankom sidst på eftermiddagen ville vi vente til næste dag med at sejle ind, men igen kom dønningen på tværs! Efter en urolig nat sejlede vi næste morgen til Puerto Rosario, ”hovedstaden” på Fuerteventura. Igen i godt vejr og med vinden imod. Det med vinden må vi dog regne med, da den fremherskende vind her på øerne er nordøstlig.

Sejladsen bød dog på lidt afveksling, ja man kan faktisk godt sige en overraskelse. Vi sad stille i cockpit med formiddagskaffen, da der pludselig lød et lille smæld bag mig og jeg mærkede en underlig kravlende og strammende fornemmelse op under min højre arm. Med ét gik det hurtigt og så var redningsvesten pustet helt op!! Den havde helt umotiveret udløst sig selv!

Efter at have tømt den for luft satte jeg en ny salttablet og patron i. Den gamle tablet var åbenbart blevet porøs af fugt.

Fremme ved Puerto Rosario ankrede vi op i læ af den lange dækmole og den mindre ydermole til marinaen. En marina, der som så mange andre her på øerne ikke har plads til gæstesejlere! Ofte gør det heller ikke så meget, for der er mange gode ankerpladser og denne så heller ikke værst ud, klart grønt vand og sandbund. Men så var det også sagt – pladsen var temmelig kedelig, ingen udsigt at nyde, ikke rigtig noget at se på, byen så faktisk ret kedelig ud. Det blev da også bekræftet, da vi tog jollen i land. Det var i øvrigt også svært at finde et sted at lande med gummibåden. Molerne var for høje, pontonbroerne i marinaen var aflåste og ved de to slæbesteder i modsatte ende af havnen brød dønningen ind over de glatte betonslisker.  En flink fyr fra kajakklubben ved siden af slæbestederne så vores problem og viste os hen til en lille trappe, som vi troede var inden for kajakklubbens område. Det var den dog ikke og det var et fint sted at ”parkere” gummibåden.

Byen var beskidt og i hovedtrækkene forfalden. Man havde dog forsøgt nogen forskønnelse, idet der var små palmelunde og flotte skulpturer langs havnefronten og på midten af en smal boulevard, som udgjorde det meste af hovedgaden. Det kunne dog ikke opveje vores indtryk af byen, som den kedeligste på Canarie Øerne.

Fredag var meget blæsende og der lå en tynd dis over hele området. Vi lå i fin læ af ydermolen og havde ingen problemer med dønning, men fik en del sand på dækket. Lidt pudsigt, da der ikke var andet end det store Atlanterhav, hvor vinden kom fra! En lokal fra kajakklubben kunne dog korrigere min opfattelse på det punkt, for han henledte min opmærksomhed på Saharas ørken. Den dis, der hang i luften var ikke almindelig dis, men derimod fint sand fra Sahara,  som blæste herover. Et ret hyppigt fænomen.

 

Lørdag den 11. marts lettede vi anker og forlod de kedelige omgivelser for at sejle til Lanzarotes sydkyst i håb om at kunne snorkle ved Marina Rubicon eller Punta Papagayo. Vejret var igen fint med masser af sol og varme og vinden var vi også heldig med – efter godt en time kunne vi sætte sejl og havde en fin foran for tværs, iført badetøj. Sanddisen var der stadig og begrænsede sigtbarheden en hel del. Først i en afstand af ca. 8 sømil kunne vi se bjergene på Lanzarotes sydkyst! Og da havde vi den lille ubeboede ø, Isla de Lobos, ved Fuerteventuras nordøstlige hjørne skråt foran os. Fra sidst vi var på disse kanter, kunne jeg huske, at ”Klogebogen” advarede mod at ankre dér i nordøstlige vinde, da det forholdsvis smalle stræde mellem Fuerteventura og Lanzarote dannede en tunnel for vinden, der så øgedes betragteligt og det samme med søen! Efter et nærmere studie af søkortet, mente jeg dog nok, at vi burde kunne finde læ på øens sydside, hvor også de små færger med endagsturister ligger til ved en kort betonmole.

Vi ændrede kurs og sejlede lige mod øen og kommet lidt nærmere, kunne vi se, at der lå to andre sejlbåde for anker ud for den lille lagune, som vi også havde udset os. Det var to lokale sejlbåde og vi fik en fin ankerplads på 7 meter klart grønt vand med tydelig sandbund.

Den lille lagune er ved lavvande helt lukket til af et stenrev ud mod havet, men omkring højvande skulle det være muligt at passere revet med en gummibåd. Vi forsøgte omtrent midt mellem høj- og lavvande, men fandt ingen åbning i revet, der var dyb nok, så vi lagde gummibåden ved den lille betonmole og så på øens sydlige del. Der er lava i mange farvenuancer overalt på den ørkenagtige ø, men hist og pist har nogle hårdføre lave buske og enkelte små blomster fået rodfæste. Øen er kun 8.000 år gammel –opstået efter et vulkanudbrud og den er tilholdssted for mange fugle og sjældne planter. Det er derfor forbudt at forlade de afmærkede vandrestier og det er forbudt at plukke blomster.

Dagen efter udrustede vi os til en længere vandretur på øen, idet vi ville gå langs østsiden op til fyret på nordkysten og så midt gennem øen til lagunen på tilbagevejen – altså nærmest øen rundt. Vi konstaterede på turen, at ”klogebogens” oplysning om, at øen var ubeboet ikke stemte helt. Der står godt nok i bogen, at der er en lille restaurant, men faktisk er den en lille by, La Puertito. Dvs. en samling skure, klumpet sammen omkring ”restauranten”. Denne er også blot et skur, hvor der langes drikkevarer og sandwich ud gennem en lille klap i gavlen!

Øen er en sten- og lavaørken – som en anden planet! De lave bjerge ligner blot kæmpemæssige bunker af småsten og lavastykker, mens egentlige kulsorte lavapartier rejser sig i besynderlige og fantastiske former fra de flade områder af sten og klippegrund. Der er planter på øen, men der er langt i mellem dem og de ses mest som en busk her og en blomst der. Der er dog få steder små oaser med buske og blomster, og et enkelt sted faldt vi over en lille oase med kæmpeagaver – de fleste havde været i blomst og stod nu med en næsten 3 meter høj vissen frøstok. På afstand lignede det nærmest en lille skov af visne træer.

Tilbage i båden hilste vi på folkene fra en fransk sejlbåd, der nu også var ankret op ved siden af os. Vi havde tidligere mødt dem i Morro Jable og indtil nu er det de eneste franske sejlere vi har talt med. Dette til trods for, at de er i overtal hernede! Der er nok noget om, at franskmænd har nok i sig selv og deres egne!

Vi havde ikke nået at snorkle endnu, men da vi var ved at løbe tør for vand, måtte vi gå i havn den følgende dag. M.h.t. strøm var vi også ved at være nede og kunne godt bruge et døgn med landstrøm for at lade helt op igen. Det var da over 10 døgn siden vi sidst havde landstrøm og vi havde ikke brugt motor en eneste gang for ladning. Det gør det helt godt det solpanel!

 

Mandag den 13. kl. 1020 gled ankeret op og vi påbegyndte den ”lange” tur til Marina Rubicon på Lanzarote. Efter godt 2 timer med halvdelen for sejl og iført badetøj, kunne vi fortøje i Marina Rubicons flotte havn, tanke diesel, fylde vandtanken og få strøm til batterierne.

Lidt pudsigt var det at møde havnekaptajnen – en yngre kvinde, og så var hun dansk! Hun havde været tilknyttet havnen siden den kun var en bunke byggematerialer på kysten for få år siden. Den åbnede for kun 3 år siden og det ses tydeligt. Absolut det flotteste havneområde vi har set – ikke kun selve havnen, men hele området omkring havnen. Masser af flotte hvide bygning med træværk i forskellige pastelfarver og åbne pladser med lavasætninger, palmer, kaktus i alle former og masser af blomster. Alt hvad der skal gro må kunstvandes i dette knastørre område og i alle bed og ved alle planter er der anlagt automatisk vanding – også ved kaktus!

Vi blev kun i havnen et døgn for at få tanket vand og ladet batterierne op og sejlede så ud til Punta Papagayo, et stor fin strand kun et par sømil borte. Her ankrede vi på 6 meter vand og blev lidt overraskede over, at vandet var mere uklart her end inde i havnen!

Vejret var stadig som en god dansk sommer, og i gummibåden sejlede vi ind og så på området. Der var nu ikke så meget at se – måske lige ud over nudisterne! – for stranden ligger i et goldt og lidt øde ørkenområde, men en vandretur er jo også godt, om ikke andet så for motionen!

Sonja var i vandet et par gange mens vi lå der, men vandtemperaturen forekom mig noget under det forsvarlige. Da vi ikke ville bruge af vores dyrebare ferskvand til at skylle våddragterne, blev det heller ikke her til snorkling. Det må så nok vente til vi kommer til Graciosa.

På internettet i Marina Rubicon havde vi set at fredag var en god dag at sejle til Arrecife. Vinden ville være i sydvest og vest og der skulle være tilpas af den. Allerede torsdag drejede vinden dog mod sydvest så vi havde pålandsvind, men da vejret var super, blev vi på ankerpladsen. Det var en fejl!!

Om natten øgede vinden lidt og vi lå ret uroligt på grund af søen, og hvad værre var – ankerkæden havde tilsyneladende kilet sig fast mellem nogle klipper på bunden, og det gav nogle voldsomme bevægelser i forskibet, når dønningen rullede ind. To gange den nat var jeg oppe. Første gang kørte jeg ankerkæde ind, indtil den blev fri af bunden, og lagde så lidt mere kæde ud. Det virkede, men kun et par timer, så var den gal igen – kæden sad fast i bunden! Tidspunktet taget i betragtning orkede vi ikke at lette, så jeg lagde blot endnu mere kæde ud i håb at det ville dæmpe de voldsomme bevægelser. Det gjorde det sådan set også, men da var skaden allerede sket!

Kl. 05 opgav vi at sove mere og besluttede at sejle til Arrecife. Da jeg hev ankeret op i bælg mørke, ville det ikke køre rigtig på plads i ankerrullen og først da opdagede jeg at ankerrullen var vredet helt skæv! Den er lavet af solidt rustfrit stål, men nattens bevægelser i ankerkæden var tydeligvis for meget. Pokkers ærgerligt, for jeg skulle jo blot have lagt ankeret om allerede første gang, jeg var oppe, eller endnu bedre – vi skulle have udnyttet vinden og været sejlet torsdag!

Er vi mon gået i for meget ”mañana-mode”!

Faktisk er det et fænomen, vi har talt lidt om. På et tidspunkt mindedes vi de gode dage i Cascais ved Lissabon og var begge to overbeviste om, at vi havde ligget dér i sammenlagt omkring en uges tid. Et opslag i logbogen viste til vores store forundring, at vi kun havde været der i sammenlagt 4 dage! Vi havde på de 4 dage nået så meget, set så meget, at vi nu mente, der var gået længere tid. Nu når vi ikke det halve på en hel uge!! Mañana-tilstand?

Nå – hvorom altting er, så fik jeg ankeret op og i de stjerneklare morgentimer med en stor rund fuldmåne, satte vi storsejl og med 8 sek/m vind lige imod og for motor rundede vi det sydøstlige hjørne af Lanzarote. Derfra havde vi så vinden med os, men var nu i læ af land, så der var for lidt af den. Det blev motorsejlads de 3 timer til Arrecife. Kl. 0704 stod solen op på en skyfri himmel over det blanke hav og allerede fra starten bølgede varmen ind over os og lovede en god dag.

Fredag den 17. marts kl. 0840 kunne vi fortøje til en mooring i havnen og få dagens anden gang morgenmad – denne gang med æg og bacon!