Ved ankomsten til Arrecife fredag den 17. marts om morgenen, havde vi håbet lidt på, at den mooring vi var fortøjet til, da vi var her i oktober, var ledig. Den havde vi fået anvist af en lokal og vidste, at den kunne holde.

Mooringen var imidlertid optaget, men vi fandt en lignende ved siden af, og kunne så slippe for at bruge vores eget anker i havnen. Bunden er nemlig, ifølge ”klogebogen”,  fyldt med skrammel – gamle kæder, ankre m.v., som det ikke er ret sjovt at hænge fast i når vores eget anker skal hales hjem.

Veltilfredse fortøjede vi til mooringen og efter morgenmaden gik vi til byen. Vejret var fint med sol og varme og ikke megen vind.

Da vi kom tilbage et par timer senere kunne vi straks se, at Drivert var drevet med mooringen og nu lå ganske tæt på en lokal sejlbåd. Altså måtte vi flytte os. Der var imidlertid ikke flere ledige moorings og med de yderst dårlige faciliteter, der findes i havnen, regnede vi ikke med, at det kunne koste alverden at ligge ved pontonbroen. Der er ganske vidst vand og el på broen og et usselt baderum, men ingen toiletter og broen som sådan er meget miserabel og halvfarlig at færdes på, når det ikke er lyst!

Vi sejlede ind til pontonbroen og lå langskibs for enden af den, således at vi var fortøjet direkte til broens mooringer med for- og agterfortøjninger og kun til broen med spring. Dette var på anvisning fra en lokal, som tydeligvis også  var skeptisk med hensyn til broens tilstand!

Ved indklareringen oplyste vores kinesiske ven fra sidste år (vi lejede bil for kun 10 euro hos ham!), at havneprisen var 11 euro og at der ikke var rabat, selv om vi lå der i 10 dage. Det fandt vi noget i overkanten og blev kun ved broen en enkelt overnatning. Næste eftermiddag måtte vi bide i det sure æble og bruge vores eget anker.  

Søndag formiddag opdagede Sonja, at en engelsk sejlbåd, som vi mødte i Los Christianos med en alenesejler, drev ned mod vores båd uden manden ombord. Den skiftede heldigvis retning kort før os og drev så i stedet med en fransk motorbåd. Igen skiftede den retning og drev imellem vores både og ned mod et par skrotbåde, som var ankret op! Da det jo var søndag, sov jeg lidt længe, hvorfor Sonja hoppede i jollen og roede efter den drivende båd. Det samme gjorde franskmanden. Han hoppede ombord, men Sonja kunne ikke rigtig gøre noget, så hun hentede mig, og sammen med franskmanden lagde vi lidt mere ankerkæde ud og derudover fortøjede vi båden til en anden båd for mooring. Der var ikke andet at gøre – vi kunne jo ikke slæbe den! Ejeren kom heldigvis om aftenen og fik sin båd ankret om.

Mandag brugte vi det fine vejr til at gøre cyklerne klar for at køre til lufthavnen og modtage min ”papdatter”, Anja, og hendes kæreste, Kenneth, samt deres to børn. De skulle bo i en ferielejlighed i Puerto del Carmen og med bus dertil, men vi ville lige sige hej, når de ankom til Lanzarote.

Et hjerteligt gensyn i lufthavnen og en kort snak, inden de skulle med lufthavnsbussen, men vi aftalte at mødes næste dag hos dem. Dejligt med endnu et besøg hjemmefra.

Ved hjemkomst til båden var vinden øget lidt, men da vi på grund af meget lidt plads mellem bådene ikke kunne lægge mere ankerkæde ud – vi ville få en alt for stor svajeradius –  roede jeg et ekstra anker ud.

Tirsdag morgen måtte vi have motoren kørende en time for at lade. Solpanelet klarer ellers vores strømbehov ganske fint, men her får vindretningen båden til at ligge således, at panelet ikke får optimalt lys.

Cyklerne havde vi dagen før parkeret ved rampen til den elendige pontonbro, fastlåst til et jerngelænder, så det var let at ro ind til broen og tage dem ud til Puerto del Carmen. Turen derud blev ret lang, for vi kunne ikke finde Anja og Kenneths hotel. Jeg spurgte om vej i en café og fik at vide, at vi skulle et lille stykke længere vest på langs stranden. Det gjorde vi,  men fandt stadig ikke det rette hotel! Igen spurgte jeg om vej i en café og stor var min overraskelse da den flinke fyr forklarede, at vi var kommet 3 kilometer for langt vest på! Vi var altså allerede kørt for langt, da jeg første gang spurgte om vej!!

Tilbage igen og efter aftale med Anja over mobiltlf. mødtes vi på strandpromenaden og kunne gå til deres lejlighed.

Vi slentrede en tur i det store ferieparadis og aftalte, at de kom til Arrecife dagen efter, så vi kunne sejle en tur.

Denne tur blev dog aflyst, da de måtte have lægebesøg til datteren på grund af problemer med hendes bronkier.

Torsdag kom de som aftalt til Arrecife og på den varmeste dag i lang tid lettede vi anker og sejlede på delfinsafari i Drivert. For at øge chancen for at se delfiner eller evt. hvaler, sejlede vi et stykke ud fra kysten tilen dbyde på 700 meter vand, men vi havde ikke heldet med os. Ingen delfiner, hvaler, flyvefisk eller havskildpadder!

Vi havde egentlig regnet med at sejle til Puerto del Carmen, hvor det skulle være muligt at ankre ud for den lille fiskerihavn. Her kunne vi så sejle Anja, Kenneth og børnene ind i gummibåden, hvorefter vi kunne blive natten over. Ankerpladsen var dog temmelig urolig og vi ville blive nødt til at ankre på 13 meter vand tæt på en stejl klippekyst. Det havde vi afgjort ikke lyst til, så vi sejlede hen til stranden i nærheden af deres hotel. Der så vandet lidt mere roligt ud og vanddybden og bundforholdene var fine. Efter at jeg havde sejlet Anja og familie ind til stranden i gummibåden, måtte vi dog erkende, at der ikke var mere roligt her. Dønningen var alligevel for irriterende, så vi lettede anker igen og sejlede ”hjem” til Arrecife.

Fredag var børnene sløje og de måtte have en dag at slappe af i, så vi brugte noget af dagen på at handle ind til en måneds tid. Udvalget på Graciosa, vores næste destination, er ikke stort og på Madeira er alting en del dyrere, end her.

Lørdag kom Anja og Kenneth igen med bussen til Arrecife og vi mødtes på havnepromenaden. Det blev til en slentretur i byen i det gode vejr og en let frokost på en lille café. Undervejs fik vi endelig købt en souvenir fra de Canariske øer til båden! En lille opsats med delfiner, som vi så første gang i – tjah Arrecife! Nu var det jo også ved at være sidste chance. Vi glemte faktisk at købe den, da vi var her i oktober, og har ikke på de andre øer fundet nogen helt som den vi så her. Det blev så rent faktisk en helt anden vi købte..!

Søndag var sidste dag sammen med Anja og Kenneth, da de skulle til lufthavnen mandag formiddag, så efter at have stillet urene om til sommertid, tog vi bussen til Puerto del Carmen og fik en længere gåtur sammen med dem i det dejlige område derude og i hedebølge!

Derefter den uundgåelige afsked i deres lejlighed. En uge var allerede gået! Meget ærgerligt, at vi ikke fik set mere til hinanden, når de nu var rejst så langt for vores skyld, og oven i købet var taget af sted, selv om datteren på 2 år var lidt sløj dagen før afrejse fra Svendborg. Under alle omstændigheder nød vi besøget og det var kedeligt allerede at skulle sige på gensyn om 3-4 måneder!

 

Sommertid er en herlig opfindelse! Aftenen er blevet længere og den første dag gik solen således først ned kl. 2004! Hertil kommer, at det ikke kan betale sig at stå tidligt op – solen var først oppe kl. 0753!

Mandag lover vejrudsigten 12-14 sek/m vind, så vi halede ankeret op og flyttede os til et sted, hvor der var mulighed for en større svajeradius. Vi kunne så få noget mere kæde ud. I løbet af den tid vi har været i Arrecife har vi halet ankeret op flere gange og vi har ikke haft problemer med det. ”Klogebogens” oplysninger om very foul ground (meget skrammel på bunden!) er altså ikke korrekte – eller måske forældede. Heldigvis!!

Det blev til ganske megen blæst og for en sikkerheds skyld skiftedes vi til at tage ind til byen. Sonja tog ind først, da hun skulle til tandlæge. En kindtand havde lejlighedsvis gjort ondt længe og nu var den blevet lidt løs. Tandlægen udtrykte tandens tilstand på et sprog som alle vist forstår: ”kaput”!

Tanden blev revet ud for 55 euro, og da bedøvelsen ikke virkede helt efter dansk standard, havde hun en del smerter dagen igennem.

Vejrudsigten var ikke helt med os de følgende dage, så først torsdag den 30. marts kunne vi forlade Arrecife. Den sene solopgang har for alvor fået tag i mig, og da jeg ikke var kommet ud ad køjen kl. 0800, havde Sonja gjort alting klart – startede motoren og halede ankeret op!

I kedeligt gråvejr sejlede vi så til Caleta del Sebo, hovedbyen på Graciosa, og undervejs forsøgte jeg uden held med lidt fiskeri med blæksprutte. Nå – vi havde jo også lagrene fyldt op med madvarer!

Det var noget anderledes at se havnen nu, end da vi var her i oktober. Dengang var den fyldt til bristepunktet – nu var den halvtom!

Vejret gav os en fin velkomst. Solen skinnede fra en skyfri himmel og varm nordøstlig vind sendte en brise ind over øen. I løbet af dagen opdagede vi, at denne vind var en Calima. Der lå fint ørkensand fra Sahara overalt på båden!

 

Fredag den  31. ankom Carisma fra Marina Rubicon på sydsiden af Lanzarote. Et hyggeligt gensyn for vi havde jo ikke set hinanden siden vi forlod Las Palmas for næsten en måned siden.
Calimaen sender stadig sand ind over os, men vejret er superb.

Det er lidt et problem, at øens eneste internetcafé er lukket, på grund af problemer med udstyret. Vi kan således ikke få vejrudsigter ud over dem vi modtager på Navtex fra de Canariske øer, og de er ikke specielt anvendelige. Især ikke med hensyn til vores forestående sejlads til Madeira. Der udsendes en vejrmelding sent om aftenen, som både dækker de Canariske øer, som helhed, og Madeira, men den gælder kun til midnat dagen efter! Der udsendes godt nok også en detaljeret melding for de Canariske øer, men disse vejrmeldinger udsendes først om formiddagen på den dag, de gælder for..!? Meteorologen kikker nok ud ad sit soveværelsesvindue om morgenen, ser på vejret, skriver det ned og udsender det!

Da vi regner med at turen på 272 sømil til Madeira vil tage omkring 2½ døgn, har vi altså et lille problem, indtil internettet på Graciosa blevet reetableret. Hvem sagde mañana!!

 

Lørdag blæste Calimaen kraftigt over havnen. Den østlige vind blev presset sammen i det smalle stræde mellem de flere hundrede meter høje stejle klipper på Lanzarotes nordside og Graciosa. I dette stræde, Estrecho del Rio, var luften fyldt med sand og sigtbarheden var så ringe, at vi ikke kunne se ret langt ned langs Lanzarote. Til gengæld var det meget varmt og derfor helt igennem en dårlig dag til vores forehavende! Vi havde aftenen forinden besluttet at bestige en 188 meter høj vulkan!

Med et par sandwich og 2 liter vand i rygsækken begav vi os ind over den flade stenørken mellem havnen og vores vulkan. Umiddelbart så det ud som om, at man kunne komme til toppen fra sydsiden, men i håb om at finde en lettere rute på en af de andre sider, gik vi rundt om den. På nord- og østsiden kunne vi ikke komme op, så vi holdt frokosthvil inden vi fortsatte vest om vulkanen. Solen bagte og der fandtes ingen skygge overhovedet. Ud over vulkanen er der intet, der rager mere end 20 cm op over jorden!

Efter den lange vandring kunne vi konstatere, at den eneste vej som muligvis kunne benyttes var fra sydsiden, men da Sonja var begyndt at få det dårligt på grund af varmen, opgav vi, rationerede vores lille vandbeholdning og satte kurs hjem til byen. Turen tog kun omkring 3 timer, men skulle vi prøve igen, måtte vi have mindst 3 liter vand med for at undgå dehydrering.

Senere på dagen brugte Leif og jeg nødroret fra Carisma (2 stykker rustfri stålrør) som brækstænger, og vi fik rettet vores stævnbeslag til ankerrullen nogenlunde op. Som skrevet i sidste rejsebrev blev den jo vredet skæv ved Playa Papagayo på sydsiden af Lanzarote.

Den franske båd, som vi mødte i Morro Jable på Fuerteventura og på Islas Lobos, var i dagens løb ankommet til Graciosa, og de aflagde en kort visit hos os. De er stadig de eneste franskmænd, som vi har talt med! Det er dog kun konen, vi kan tale med, manden taler ikke engelsk.

Vi fandt her ud af, at de skal hjem ad samme rute som os: via Madeira til Portugal. De bliver imidlertid på Graciosa det meste af april, da de får besøg hjemmefra, men vi aftalte, at hvis tiden kommer til at passe, kan vi følges ad fra Madeira.

 

Søndag snorklede vi det meste af eftermiddagen i bugten ved siden af havnen og vi tog en del fotos med vores éngangs undervandskamara. Der er utrolig mange fisk her og en del af dem er meget farvestrålende – som fisk på koralrevene!

Mandag aften holdt vi et lille grillparty på molen sammen med Ingvill, Leif og Bjørn-Erik. Jeg fyldte 32 - igen! Vi havde købt oksemørbrad og Ingvill havde købt nogle lidt tynde bøffer af fint kød, men hun vidste ikke lige, hvad det var! Leif syntes de havde en lidt speciel smag. Det viste sig at være fårekød!

Desserten var pandekager med palmehonning. Pandekagerne blev bagt på en speciel pande til vores grill (Cob-grill) og de blev rigtig gode.

Den følgende dag sejlede vi over til færgemolen og fik tanket både diesel og vand, så vi var klar til turen mod Madeira. Om aftenen var både Carisma og vi inviteret ombord i den franske båd, dels for en drink, men mest af alt for at studere vejret de kommende dage. De kunne modtage vejrkort på deres bærbare pc-er ved hjælp af en SSB-radio. En hyggelig aften, hvor vi også bestemte, at turen til Madeira skulle påbegyndes torsdag eller fredag. Tidspunktet afhang af det vejrkort, som  franskmændene tog ned dagen efter, onsdag.

 Franskmændene havde været på et par af øens vulkaner, og onsdag formiddag begav vi igen på vulkantur, denne gang sammen med Carisma. Den vulkan vi havde udset os er på øens nordside –længst væk fra havnen, men ved siden af en fantastisk flot sandstrand.

Vi havde proviant  og 3 liter vand med og selv om det ikke var helt så varmt, som da vi første gang var på vulkantur, blev det en varm vandring til vulkanen. Turen tog små to timer, og det var ret så anstrengende at gå det sidste stejle stykke op til toppen, 157 meter over havet, men belønningen var en fantastisk udsigt ud over Graciosa, havet og den lille vulkanø Isla Alegranza, nord for Graciosa.

Vi spiste frokost på toppen, inden vi begav os ned til den hvide strand, hvor Bjørn-Erik fik en dukkert i det klare blå vand. Og så kunne vi vandre den lange tur tilbage til byen og få en velfortjent forfriskning i en lille café ved havnen.

Vores franske venner var sent tilbage i båden, så vi aftalte, at Leif ville høre om vejret for den følgende dag og så kunne vi aftale, hvad vi gjorde om formiddagen. Det var jo ligegyldigt om vi kom afsted om formiddagen eller eftermiddagen.

 

Sidst på dagen konstaterede vi, at de stropper, som holder redningsflåden fast, var fuldstændig møre og kunne uden problemer rives over med bare én finger! Sollyset havde simpelthen ødelagt dem, og det er et spørgsmål, som jeg vil tage op med riggeren hos Havnens Marine Service i Svendborg. Han havde syet dem – velvidende at vi skulle på langtur til varmen, og burde have brugt et andet materiale, som kunne tåle den megen sol!

Et held, at vi opdagede det. Der skulle ikke meget til, før flåden ville ryge overbord! Ganske vidst er den bundet fast til båden med udløserlinen, men det ville være temmelig dumt at sejle rundt med en oppustet redningsflåde på slæb!

Da jeg monterede livliner på dækket, skar jeg det overflødige line af og det kunne jeg nu bruge til at lave to nye gjorde til redningsflåden af. Det er et stof, som tåler sol.

Om aftenen meddelte Bjørn-Erik, at øens internetcafé var åben, så jeg gik derop for at se på vejret de følgende dage.

Om formiddagen torsdag den 6. april fik vi som aftalt vejrmeldinger fra franskmændene og Leif havde også fået en vejrmelding fra norske Brightside, som allerede var på Madeira. Det passede alt sammen godt med det jeg havde set aftenen før, og det tog os kun et par minutter at beslutte, at vi ville sejle omkring middag. Vi kunne så regne med nordøstlig vind 5-10 knob indtil vi kom helt fri af Graciosa og Alegranza, så ville vinden en kort overgang være mere nordlig, men om aftenen ville den igen være fra nordøst, nu 10-15 knob, og her ville den holde sig fredagen igennem. Tidligt lørdag meldtes skiftende vind under 5 knob og derefter vinddrejning til sydvest 10-15 knob.

Det var ganske gode udsigter, og vi skulle så kunne sejle på halvvind faktisk hele vejen til Madeira. Indtil lørdag nat på en styrbord halse og derefter med den sydvestlige vind på en bagbord halse. Nærmest perfekt!

Vi gik til byen for at få byttet en tom gasbeholder og for at betale havnepenge. Noget overraskede måtte vi konstatere, at havnekontoret var lukket og ikke åbnede igen før den følgende dag! Havnefogeden var ude at fiske!!

Ærgeligt at vi ikke kunne betale de 30 euro for 7 dage!

Kl. 1210 sejlede vi ud fra havnen under en halvskyet himmel, men i fint vejr og med den lovede vind fra nordøst. Carisma var ikke helt klar endnu, men de ville følge efter i løbet af en halv times tid.

Efter et kvarters sejlads ud gennem Estrecho del Rio rundede vi Punta de Pobra på Graciosa, og kursen blev sat direkte mod Funchal på Madeira. I sikker forventning om, at jeg ikke kunne undgå at fange en fisk eller to på turen, blev fiskestangen rigget til med den lækre røde blæksprutte af gummi.
Her på vestsiden af Graciosa var vinden mere nordlig, så vi fortsatte for motor og storsejl, indtil vinden som lovet skulle dreje tilbage til nordøst senere på dagen. Vejret var flot og vi havde 1½ - 2 meter dønning fra nordvest, altså lige imod, så det gjorde ikke så meget.

Sidst på eftermiddagen dukkede de første delfiner op og de sjove dyr var hyppige gæster ved båden indtil solen kl. 2015 forsvandt i havet og efterlod en helt skyfri himmel. Den lovede vinddrejning udeblev, så motoren havde holdt for hele tiden og under alle omstændigheder ville vi have den kørende natten igennem, om ikke andet så med lave omdrejninger, for at holde strøm til autopilot og radar.

Det blev en flot klar nat, hvor en halvmåne sammen med den klare Jupiter fik havet til at glitre i et sølvskinnende skær. Da månen kl. 0424 sank ned under den vestlige horisont, steg Venus langsomt op i øst og efter kort tid havde planeten fået sin optimale lysstyrke og en funklende stribe af hvidt lys skar hen over havet under den stjernespækkede himmel – fantastisk flot.

Da solen stod op, var det havblik – ingen vind overhovedet! Dønningen var stadig den samme fra nordvest, men vi havde alligevel en fin og forholdsvis rolig sejlads med sol fra en skyfri himmel.

Kl. 0940 passerede vi Islas Selvagens (et par meget små øer mellem de Canariske øer og Madeira) i en afstand af 55 sømil og vi var nu nået omtrent halvvejs.

Formiddagen bød på mange delfinbesøg og de lykkedes os at tage flere fotos af dem, når det legede foran stævnen. Vi har forsøgt at fotografere dem før, men det er ikke helt så nemt. De er lyn hurtige og ganske uberegnelige i deres færden. En del små havskildpadder kikkede også forbi og hilste på. Dem fik vi til gengæld ikke billeder af. De er meget tæt på båden, når vi får øje på dem og de er hurtigt forsvundet bagud igen.

Hen under aften kom de første antydninger om vinddrejning til sydvest og dønningen begyndt at lægge sig. Der var imidlertid kun meget lidt af denne vind og med motoren fortsat kørende, måtte vi jo bare affinde os med situationen.

Efter aftensmaden satte vi Runrig med The Mighty Atlantic på cd-spilleren og med lyden skruet op på fuld knald og alle luger åbne, satte vi os op fordækket med en sundowner og nød solnedgangen!

I klart vejr og næsten havblik sejlede vi natten i møde, men omkring midnat blev vi indhentet af et par regnbyger. Da det atter blev helt stjerneklart skete miraklet! Den sydvestlige vind tog til og kl. 0120 kunne vi endelig rulle forsejlet ud og stoppe motoren. Hvilken velsignet ro!

Vinden holdt sig nogenlunde stabilt omkring de 6 sek/m og vi kunne gøre mellem 5 og 6 knob, så det var ganske tilfredsstillende.

Omtrent samtidig dukkede et svagt langstrakt lys op i horisonten ret forude. Lyset fra Madeira!

Efterhånden som vi kom nærmere blev det i begyndelsen diffuse lys til et helt hav af gule lysprikker, der som tætte bånd snoede sig op ad bjergsiderne i hele øens længde med de kraftige lys fra Funchal som et gigantisk lysbål i centrum for hele sceneriet. Ovenover alt dette tindrede Venus og Jupiter, omgivet af myriader af klare stjerner. Ubeskriveligt flot og uden tvivl den smukkeste anduvning om natten, jeg til dato har været vidne til!

 

Kl. 0845 kunne vi på en havneassistents anvisning fortøje udenpå en lokal motorbåd, og derefter gå til gensynskaffe og en lille dram i norske Brightside, som var ankommet 5 dage før, og som vi ikke havde set siden Las Palmas. Der var meget at tale om, men vi måtte jo efter et par timer se at få indklareret både hos immigrationsmyndighederne og på havnekontoret. Udstyret med vores uundværlige mapper med pas og skibspapirer, gik Leif og jeg så til myndighederne, mens Sonja og Ingvill, hver for sig, lavede morgenmad.

På havnekontoret fik jeg den flinke dame til at undersøge muligheden for, at vi kunne få en plads ved en pontonbro i stedet for at ligge udenpå motorbåden, og allerede inden vi var begyndt på vores egg and bacon, kom assistenten og meddelte os en ny plads. Det tog ikke lang til at forhale til en bro og morgenmaden kunne genoptages.

Efter et par timer på øjet var vi klar til at se på byen, som ved første øjekast ser virkelig skøn ud og meget anderledes, end byerne på de Canariske øer. Her er meget frodigt – masser af blomster i alle farver og et utal af grønne træer og palmer. Ingen tvivl om, at Madeira får mere regn en Canarieøerne.

Dette bekræftes måske også af, at der nu hænger tunge regnskyer over bjergene og temperaturen er heller ikke så høj, som vi er vandt til. Kun omkring 21 grader og minsandten om ikke vi fik regnbyger! Et efterhånden uvant fænomen!

Om eftermiddagen er det så tid for rengøring af Drivert. Båden er simpelthen indhyllet i fint Saharasand! Sonja gør rent om læ, mens jeg tager mig af det udvendige. Ganske vidst får vi regnbyger, men jeg stoler ikke på, at de kan fjerne al det sand, så både mellem bygerne og midt i bygerne spuler jeg båd. Alle vegne er der sand og i første omgang må jeg sætte min lid til regnen, når det gælder sandet i riggen over sallingen. Deroppe kan jeg ikke nå med vandslangen og fra dækket kan jeg se sandet! Sonja foreslog, at hun blev hejst op i riggen med en vandslange! Det droppede vi dog.

 

Byen er fantastisk flot og frodig og i den gamle bydel nær havneområdet, er der grønne træer og palmer langs mange af de hyggelige gader med gamle velholdte huse i kolonistil. De åbne pladser, som der er en del af,  er fyldt med store og små blomsterarrangementer og skulpturer, og flotte parker ligger som oaser i byens midte. Langs havnen og vandet er anlagt en bred promenade med små hyggelige restauranter og cafér, og også her findes et væld af blomster og palmer. Alt sammen omkranset af grønne bjerge, hvor hvide huse med røde tage ligger strøet op ad skråningerne.

Her tror jeg nok, at jeg kunne slå mig ned – forever!

Vi havde aftalt med Carisma, at vi skulle have en god middag, når vi kom hertil. Bjørnard og Marianne fra Brigthside, samt et nyt bekendtskab, finske Pia og Göran fra Cathrine, ville også med, og i samlet flok begav vi os ind til den hyggelige restaurant, Mar Azul, på havnen. Førsteklasses betjening og fin mad, og – fordi vi kom så mange – sangria på huset og 10% rabat!!

Leif var igen lidt uheldig – allerede ved forretten knækkede han en fortand på en velsmagende tingest, som lignede en fiskefrikadelle. Men han kan jo også bare lade være med at tygge sin mad med fortænderne!?

Det blev en fantastisk hyggelig aften, som sluttede af med kaffe og en lille én på Brightside. Her lærte vi så nogle vigtige ord på finsk! Skål hedder ”gepis” eller i det østlige Finland: ”holkenkolken”. Dette er udtalen – jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er stavet forkert. Der må mangle mindst halvdelen af bogstaverne!

Besynderligt sprog, men de taler heldigvis svensk og er meget hyggelige. I øvrigt er det svensk de taler, trods lidt finsk accent, noget lettere for os at forstå, end det svensk, som rigtige svenskere taler – i hvert fald dem vi har mødt!

 

Sammen med Carisma og Brightside ville vi leje bil for at se mere af øen, og Leif og Bjørnard fandt en 7 personers bus hos en udlejer. Den passede helt fint til os og vi kunne leje den onsdag for 98 euro incl. fuld forsikring. Prisen var hævet fra 84 euro i anledning af påsken!!

Tirsdag aften holdt vi så et møde i Carisma for at planlægge turen øen rundt. Brightside havde en turistvideo og ud fra den bestemte vi os for, hvilke seværdigheder vi ville køre til. Det vil sige, de af os, som var vågne bestemte det! Videoen var god nok, men den norske fortæller var så langsom og monoton i sin stemme, at det var ukristelig søvndyssende!

Vi pakkede madkurve og kaffe samt overtøj til de kolde bjerge og var klar onsdag formiddag kl. 0930 som aftalt. Leif og Bjørnard gik til biludlejeren kl. 9 og papirerne blev skrevet. Da Leif skulle skrive under på lejekontrakten opdagede han, at der var nævnt en selvrisiko på 500 euro. Denne selvrisiko var også depositum for leje af bilen! Det havde udlejeren  intet oplyst om og fuld forsikring var altså her et flydende begreb!! De er frække som slagterhunde..!

Vi lejede naturligvis ikke bilen og forsøg hos andre udlejere gav intet resultat – enten var alt lejet ud, eller også havde de samme betingelser m.h.t. selvrisiko og depositum.

Vi kunne så vandre tilbage til bådene med alt vores oppakning, der blev ingen tur den dag! Om eftermiddagen fandt Leif en udlejer, som ikke krævede depositum og han havde to Citroën Clio ledige mandag efter påske. Vi kunne ikke få én stor bil, men til gengæld var priserne tilbage i det normale leje igen!

I påsken var byen fyldt med turister og restauranterne på havnen benyttede sig, ligesom biludlejerne, af denne ”højsæson”, for prisen for en 3-retters frokostmenu steg fra 6,75 til 8,75 euro!

Påsken her er noget forskellig fra den hjemlige, for her er det kun helligdag langfredag. Skærtorsdag og 2. påskedag er ganske almindelig hverdage, men vi holdt nu alligevel påskeferie som derhjemme!

Det blev til en del ture i den smukke by og også en bustur med Carisma og Brightside til Lido lidt vest for Funchal. Her skulle være offentlige swimmingspools, som erstatning for manglende strande, men vi fandt det for dyrt og udså os i stedet en lille klippehylde ved vandet, hvor vi kunne indtage den medbragte frokost og nyde en kølig forfriskning. Her var der opstillet en bruser med ferskvand til dem som ville bade fra den stenede strand, hvilket kun de lokale, samt Leif, Ingvill og Sonja følte sig fristet til.

Søndag tog  Sonja og jeg bussen de 5 km op til den botaniske have i Monte, 550 meter over havet. Et flot farverigt område, men nok en del smukkere om en månedstid, når alle blomster er sprunget ud. Herfra er også en fantastisk udsigt over Funchal og vi tilbragte en god times tid på stedet, inden vi til fods begav os tilbage til byen. En ganske hård tur, for de smalle veje er ikke snoede, som normalt op ad en bjergside. Der er ganske vidst nogle få kurver, men i det store og hele forløber gaderne lige op og ned med et, for vores vedkommende, fald på omkring 40 grader! Det var hårdt for knæ og skinneben, selv om vi føler os vandt til traveture. Nogle gange på vejen ned måtte vi også springe til side, for her blev vi overhalet af træslæder! Slæderne har plads til 2-3 personer og de føres af to mænd, som står bagpå. Selv på den ru asfalt går det rimeligt hurtigt ned ad de stejle og snævre gader.

 

Mandag morgen pakkede vi igen frokost og overtøj, og kl. 0930 var vi alle klar til ø-tur i de to lejede biler og det blev en fantastisk flot tur. Vejret havde i de foregående dage været noget blandet. Temperaturen var helt fin omkring de 23-25 grader, men det havde været en del skyet og der var også faldet nogle regnbyger. Nu skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og selv over bjergene sås kun meget få skyer. Perfekt vejr til bjergtur.

Første stop på ruten var Pico do Areeiro. Det højeste bjerg på Madeira, 1818 meter over havet. På vejen derop begyndte skyer at rulle ind over bjerget, så vi overvejede på et tidspunkt at droppe turen helt derop. Chancen for at se noget som helst så meget lille ud, men vi valgte alligevel at satse på heldet.

Og det var med os. Da vi kom derop spredtes skyerne i nogle minutter, så vi trods alt kunne nyde noget af udsigten og tage nogle fotos.

Madeira er ligeså bjergrig som Gran Canaria og landskabet ligeså dramatisk, men så hører lighederne også op. Gran Canaria er udpræget gold med nøgne klippesider, specielt på sydøen, mens der her er skove og vilde blomster overalt i bjergene. Hele øen er meget frodig, men vi har jo også oplevet en del regn mens vi har været her!

På nogle felter adskiller Madeira sig måske også lidt fra Gran Canaria, for her er meget stejle klippesider, hvor vejene er anlagt adskillige hundrede meter oppe, nogle steder med et lille autoværn og andre steder helt uden. Hvis man lider af højdeskræk er det absolut en fordel at sidde i venstre side af bilen – ind mod vejmidten!

Da jeg var ”navigatør”, sad jeg på højre forsæde, men kunne så fordybe mig i kortet på de ”farligste” strækninger!! Disse lodrette fald flere hundrede meter ned og kun en lille meter fra bildøren, er afgjort ikke min livret!

Hen under aften sluttede vi turen af ved Cabo Giräo, nogle få kilometer vest for Funchal. Det er verdens næsthøjeste klippeside direkte ud til havet. En lodret bjergvæg på 580 meter, kun overgået af Prædikestolen i Norge, 613 meter høj.

Udsigten var fantastisk op langs kysten til begge sider, men jeg afstod fra at kikke ned!

Tilbage i Funchal blev vi enige om at slutte den helt igennem storslåede tur af med middag i byen, og mens Bjørnard og Marianne kørte til en trælast for at hente et fenderbræt [1] , fandt vi andre en lille hyggelig restaurant i en lille hyggelig smøge et stykke fra havnen. Bjørnard ringede, da de var tilbage efter en halv times tid for at høre, hvor vi var.

De fandt også vores hyggelige etablissement, men den ellers så sprudlende Bjørnard så lidt trist ud. Årsagen var, at han havde læsset det 3 meter lange bræt ind i Clioen, således at den ene ende var i det lille bagagerum og den anden ende hvilede ovenpå instrumentpanelet. Da han så lukkede bagklappen…..………..…!?  

Rigtig gættet –  frontruden knustes!!

Bortset fra det havde vi en rigtig hyggelig aften med overdådig god mad og så endda væsentlig billigere og bedre end på restauranten ved havnen. Dagens endelig finale var en lille forfriskning i cockpit på Drivert.

 

Nu er det naturligvis ikke sådan, at tiden kun går med tant og fjas. Som tidligere nævnt er det jo et slid af være langtursejler, og vi har da også brugt nogle timer på at vokse bådens overbygning, lave yoghurt og skifte begge brændstoffiltre.

I skrivende stund afventer vi en fornuftig langtidsprognose for vejret, så vi kan sejle ud til Porto Santo, 40 sømil nordøst herfor. Der vil vi tilbringe nogle dage inden kursen sættes over det store hav mod Portugal. Da både Carisma og Brightside sejler via Azoerne til Irland for derefter at gå igennem Caledoniakanalen til Nordsøen, kommer vi formentlig til at tage turen alene. Den franske båd vi mødte på Graciosa, skal tilbage til Frankrig ad samme rute som os, men de kommer først hertil senere, og vi vil benytte den første fornuftige vejrprognose, som kommer. Nordøstenvinden begynder at slå i gennem og jo længere vi venter, jo mere fremherskende bliver denne vind.

Den oprindelig plan om at sejle til Cascais ved Lissabon fastholder vi, men håber alligevel på at få en gunstig vind, når vi nærmer os fastlandet. I så fald kan vi komme længere nordpå og undgå en del af Portugal, som vi har set og som vi ikke finder  så spændende, at vi behøver et gensyn. Turen fra Porto Santo til Cascais er 475 sømil og vi regner med at det vil tage omkring 4 døgn. For en sikkerheds skyld provianterer vi godt op, for fiskeriet går ikke helt som forventet!

---