Mod Portugal
Vi er nu nødt til at erkende, at hjemturen for alvor er begyndt. Vi har krydset vores spor i Cascais, Portugal. Af psykologiske grunde besluttede vi, allerede da vi i begyndelsen af marts forlod Las Palmas, at hjemrejsen først begyndte når vi nåede ind til fastlandet. Teknisk set var hjemturen jo nok allerede begyndt tidligere, men nye mål som Madeira og Porto Santo betød, at vi i det mindste kunne forsøge at narre os selv!
Sidst rejsebrev sluttede i Funchal på Madeira og der blev vi en uges tid efter, at jeg havde sendt brevet. Et skønt sted, blot lidt ærgerligt, at vejret ikke var som vi efterhånden har vænnet os til – sol og varme. Det var kun få dage, vi havde sol hele dagen. Som regel var det overskyet og køligt indtil midt på eftermiddagen, hvor solen ofte brød frem, men kun til først på aftenen, så kom skyerne igen og den kølige luft. Det skal dog siges, at vi kunne klare os med shorts og T-shirt om dagen og den regn, der faldt, kom som regel om natten.
I løbet af ugen efter påske, var der optakt til festivitas omkring havnen. Tribuner blev stillet op på en af molerne og fredag blev de suppleret med udendørs fadøls- og musikanlæg.
Sidstnævnte hørte vi meget til allerede tidligt lørdag morgen. Højttalerne gjaldede rap-musik ud over havnen og en times tid senere kunne vi høre, hvilket arrangement, der var dækket op til. Vandscooterrace! Jo, der var sandelig liv på havnen i weekenden. Både lørdag og søndag eftermiddag var der opvisning af paraglidere. De landede 12-14 stykker på stranden ved vandscooterne. Vi kunne følge deres flugt gennem luften fra bjergene ved Funchals bagland og til stranden – flot, og en fantastisk præcision i deres landinger. Alle landede de på samme lille plet efter mere end en halv time i luften.
Lørdag aften var der yderligere liv i byen. Vedvarende tuden i bilhorn flæsede aftenstilheden efter vandscooterracet og den høje musik. Det holdt på i flere timer og på et tidspunkt ved 22-tiden så vi bannere ved vejen langs havnen. Ingen vej udenom, vi måtte op og se, hvad der foregik. Lange korteger af biler og et hav af mennesker fyldte gaden. Slagsange og bilhorn blandede sig til et sandt inferno, og masser af politi holdt øje med begivenhederne.
De fleste deltagere havde fantrøjer, -halstørklæder og –kaps fra FC Porto, så jeg spurgte en glad ung fyr, hvad der var sket og han oplyste helt euforisk, at FC Porto havde vundet et eller andet svampedyrkermesterskab. Det var i hvert fald noget med champignons, så vidt jeg kunne forstå!
Vejret blev gradvist lidt bedre og også varmere, men vinden holdt sig i nordøst, og det kunne vi ikke bruge til turen over til Portugal. Det gjorde dog ikke så meget, for vi havde jo tid nok og Funchal er et pragtfuldt sted. Tillige er portugesere venlige og smilende folk, og her på øen taler de fleste engelsk.
Efterhånden har vi været så længe i Funchal, at vi er blevet ”kendisser” – både i havnen og hos vores bager. På havnen forsøger tjenerne ikke længere at lokke os ind i en af de mange restauranter eller barer og sælgerne af delfin- og hvalsafarier lader os også passere deres bod med blot en hilsen og et smil. Og hos bageren er det ikke længere nødvendigt at bestille morgenbrød. Personalet ved, hvad Sonja skal há og pakker brødet ned, så snart hun kommer ind i forretningen!
Søndag formiddag studerede vi vejrprognoser ombord på Brighside, der har internetadgang. Vinden ville den næste uges tid forblive omkring nord, men det skulle blive ganske fint vejr, så vi besluttede at forlade Funchal dagen efter og sejle ud til en ankerplads på Madeiras østspids, Baya da Abra, hvor der skulle være rigtig godt at snorkle.
Det var således tid for afsked med Carisma og Brightside, som vi ikke ville komme til at se mere på turen, da de som tidligere nævnt sejler via Azoerne og Caledoniakanalen i Skotland til Norge. Den forestående afsked blev markeret med pandekager på Drivert søndag eftermiddag.
Mandag den 24. april om formiddagen gik vi så den tunge gang til Carisma og Brightside for endelig afsked. Vi enedes dog om, at det var på gensyn, for vi har aftalt at mødes igen hele den nordiske ”sejlerfamilie” den 8/8-08 på Læsø.
Der blev fældet en tåre af Ingvill, men nu var vi jo også næsten blevet en familie. Lidt underlig tanke, at det er over 9 måneder siden, vi mødte Carisma første gang i Cherburg.
Efter den bevægede afsked tankede vi diesel og kl. 1140 forlod vi Funchal og satte kurs mod Baya da Abra, kun 2½ times sejlads borte. Vinden var i sydøst langs Madeiras sydkyst, så vi gled stille og roligt afsted for sejl i flot solskin, indtil vi rundede øens sydøsthjørne. Dér drejede vinden til nord og mørke skyer drev ud over havet. For motor og i gråvejr fortsatte vi til ankerpladsen, hvor det så igen klarede op.
Bugten så meget fin ud og vi kunne ankre på sandbund i flot klart blåt vand og i læ af klippekysten på Madeiras smalleste sted. Ikke meget mere end 100 meter skilte nord- og sydkysten.
Stedet er tilsyneladende en turistattraktion, for vi så adskillige turister vandre omkring i klipperne i større eller mindre grupper.
Ind i mellem fejede nogle voldsomme vindstød ned over ankerpladsen fra bjergene og det blev hyppigere og voldsommere som dagen skred frem. Nordenvinden blev presset sammen i en v-formet kløft i klipperne og den accelererede vind jog ud over kysten til os – et ganske velkendt fænomen, men vi havde ikke forventet at den svage generelle vind, som herskede kunne genereres så voldsomt op. Sidst på dagen nåede vindstødene op på 12-16 sek/m. og det gav ikke lyst til snorkling eller blot en dukkert.
Her ville vi ikke blive, så afgang til Porto Santo næste dag!
Efter en urolig nat på grund af vindstødene lettede vi anker kl. 1100 og i høj sol og hård vind forlod vi bugten. Efter en halv times tid rundede vi Sao Lourenco, Madeiras østligste punkt, og vinden lagde sig og blev mere stabil. Omkring nordøst og 6-8 sek/m. Vi ville have vinden imod hele vejen til Porto Santo, men de kun 27 sømil kunne forceres på 4-5 timer, så det var at foretrække frem for at blive på ankerpladsen.
Efterhånden som vi nærmede os Porto Santo blev himmelen mere overskyet og lidt finregn blev det også til et par gange, men kl. 1520 kunne vi ankre igen i læ ved siden af havnen og ud for den 6,5 km lange sandstrand.
Porto Santo ligner på ingen måde Madeira. Den er ret flad og bjergene ikke nær så høje og udstrakte som på naboøen. Øen er ikke så gold som sydsiden af mange Canariske Øer, men absolut heller ikke så frodig som Madeira. Klimaet er ret tørt og det glæder os efter den megen regn på Madeira.
Øens største attraktion er den lange brede sandstrand, hvis lige ikke findes på naboøen.
Pudsigt nok blev Porto Santo opdaget før den meget større Madeira, og som så meget andet – ved et tilfælde. To portugesiske skibe, som skulle til de Canariske Øer en gang i middelalderen, blev under en storm ført langt mod vest og der dukkede så Porto Santo op! De fandt læ ved øen og da vejret klarede op, kunne de se Madeira mod sydvest.
Efter en rolig nat på ankerpladsen blev gummibåden søsat onsdag formiddag, men inden vi nåede i land, kom havnefogeden ud til os for at meddele, at vi skulle huske at indklarere, både på havnekontoret og hos Brigada Fiscal (søpolitiet). Flink og hjælpsom fyr, selv om vi ikke lå i havn.
Indklareringen blev klaret og vi vandrede den lange vej ind til byen. Havnen er placeret et par kilometer fra byen, men fra vejen er der en fin udsigt over stranden og havet.
Byen er ikke stor og centrum er hurtigt overset, men her er ganske charmerende. Smalle gamle gyder og ældgamle huse, samt et hav af små forretninger og caféer. Det lille torv er omkranset af høje palmer og ret nye hvide huse med røde tage og i en lille smøge tæt derpå ligger en lille hyggelig middelalderkirke og bagved den et ligeså gammelt hus. Dér boede Columbus i en længere periode.
Til frokost var vi på en lille hyggelig café i en af de smalle gyder. Det var tydeligvis her de lokale kom. Vi fik frokost og hver en stor fadøl for kun 8,60 euro, ca. 65,- dkr.!
Dagene gik med byture og lørdag besteg vi et lille bjerg mellem havnen og byen. En lidt anstrengende tur, for både solen og varmen har for alvor fundet os igen. Byens eneste internetcafé blev også besøgt dagligt. Vejrprognoser blev studeret, for at give os et fingerpeg om, hvornår vi kunne stikke af mod Portugal.
Efter bjergvandringen lørdag gav internetbesøget godt nyt. Vejrprognosen tydede på, at vi kunne forlade Porto Santo mandag og sætte kurs mod Cascais ved Lissabon.
Det var ikke en idéel vejrudsigt, men absolut brugbar. Svage nordlige vinde mandag og først på tirsdagen, men derefter vinddrejning til vest og endda sydvest. Først fredag ville vinden dreje tilbage til nordøst, og da ville vi være nået til Cascais. Vores lille håb om, at nå længere nordpå i Portugal, end til Cascais, kunne således ikke indfries, da turen over Atlanten ville tage omkring 4 døgn, og allerede fredag ville vi få vinden imod, hvis vi fortsatte.
Søndag blev vejrudsigten kontrolleret og der var ingen ændringer, så bevæbnet med kopier af de aktuelle vejrkort, begav jeg mig tilbage til Drivert og pakkede gummibåden ned. Vi sejlede derefter i havn for at tanke vand og lade batterierne op. Sonja forberedte mad til 3 dage, så det var let at tilberede, hvis vi fik urolig sø, og jeg kontrollerede olie på motor og autopilot.
Mandag gik jeg til havnekontoret for at betale for den enkelte overnatning og for at få byttet vores gasflaske, samt se de seneste vejrprognoser. Noget forbavset måtte jeg konstatere, at havnekontoret var lukket! En havneassistent, som jeg tilfældigvis løb på, oplyste, at det jo var 1. maj og så var alt lukket.
Da jeg havde fortalt ham, at vores hensigt var at sejle til Portugal og dermed forlade havnen i løbet af formiddagen, greb han sin mobiltlf. og ringede til havnekaptajnen. Efter en kort samtale kunne han glædestrålende fortælle, at chefen ville komme og bytte min gasflaske og hjælpe med vejrudsigterne.
Havnekaptajnen brugte herefter en god times tid af sin fridag på at bytte gasflaske og hente relevante vejrprognoser ned fra internettet. Dét er service!
Vejrudsigten havde ændret sig en smule og udsigten så nu således ud:
-mandag: nord-nordøst, 3-6 sek/m
-tirsdag: nord, 3-6 sek/m
-onsdag, nordvest, 3-6 sek/m
-torsdag, vest, 3-8 sek/m, og
-fredag, sydvest, 5-10 sek/m.
Vinden mandag ville være mere imod os, end vind fra nord, som først var lovet. Til gengæld ville vinden først sent fredag dreje til nordøst. Vi fik altså en dag mere med fornuftig vind. Vi havde nu to muligheder: tage af sted nu som planlagt og måske nå længere nordpå i Portugal, eller vente med at sejle til næste dag og få længere tid med gunstig vind.
Da alt var gjort klart på båden, valgte vi at tage af sted med det samme og så tage tingene som de kom. Vi havde i forvejen kalkuleret med, at det kunne blive nødvendigt at bruge motor på en del at strækningen. Den vejrsituation vi skulle bruge, var en lavtrykspassage langt mod nord, hvilket hernede i den sydlige ende af fronterne typisk ville give svage vinde eller slet ingen vind i en periode, indtil en vestlig vind ville slå igennem. Da turen ville tage omkring 4 døgn kunne vi ikke regne med at have idéelt vejr i hele perioden.
Kl. 1240 slap vi så fortøjningerne, velforberedte på vores turs længste passage over åbent hav, knap 500 sømil.
Vejret var fint, let skyet og 6 sek/m vind fra nord-nordøst, og da vi en halv time senere passerede øens østlige hjørne, fik vi bekræftet, at der kun var ca. 1 meter dønning fra nord. Godt nok var vinden imod, men en ganske behagelig sejlads i godt vejr.
Som dagen skred frem fik vi mere sol og da solen forsvandt i havet i en fjern sky, var der en helt klar blå himmel over os.
Aftenens vejrudsigt på navtexen, lovede stadig nordlig vind for den næste dag, så vi forventede at kunne fortsætte for sejl i løbet af tirsdag morgen eller formiddag. Vi ville ikke kunne holde vores kurs, men det var kun et spørgsmål om få grader, vi skulle falde af for vinden og det tabte kunne vi indhente ved motorsejlads om natten, hvor vi så også kunne lade på batterierne. Radar og autopilot bruger en hel del strøm.
Natten bød på en del fragtskibe, så noget kunne tyde på, at vi sejlede i en ret befærdet rute. En enkelt sejlbåd kom også forbi – på modsat kurs passerede den os i en afstand af 2 sømil.
Sidst på natten havde vi også gæster under båden! Havdybden her var 3-4.000 meter, men på et tidspunkt målte ekkoloddet kun en dybde på 18 meter. Et fænomen vi har prøvet mange gange, men denne gang alligevel anderledes, for dybden faldt langsomt til 9 meter, hvorefter den steg igen til omkring 20 meter, og det fortsatte på den måde i løbet af den næste lille times tid – dybden ændrede sig hele tiden mellem omkring 20 meter og helt ned til 6 meter. Hvad vi end havde under Drivert, var det somme tiden kun 4,5 meter under vores køl! Hvis det var en hval, var det godt, at den ikke fik lyst til at klø sig på ryggen mod bådens køl! Vi havde set blåst fra hvaler et par gange!
Tirsdag morgen var vinden endnu ikke drejet til nord, men derimod mere i ren nordøst. Da vi sejlede en kurs 45° fik vi den altså ret imod! Heldigvis var der ikke så meget af den og i løbet af dagen aftog den til næsten ingen ting.
Selv om jeg havde den lækre gummiblæksprutte på krogen både mandag og tirsdag blev det ikke til fisk, så da en rigtig blæksprutte landede på dækket, blev den brugt som madding. Også uden held!
Vinden forblev i nordøst indtil sidst på natten til onsdag, hvor den drejede til vest, men kun 3 sek/m. Navtexen lovede nu også vind fra nord-nordvest.
Kl. 0700 onsdag morgen var vestenvinden øget til 5 sek/m, så vi fortsatte for sejl på en fin lænser
og i godt vejr. Herligt at slippe for motorlarmen og selvfølgelig også herligt at spare de dyre dieseldråber.
I løbet af eftermiddagen drejede vinden til nordvest og den øgede til 7 sek/m. Så kom der fart i skuden og vi fik herlig sejlads på resten af turen også selvom vinden mod slutningen drejede mod nord. Vi kunne stadig holde luft i sejlene.
Sejladsen var så fin, at Sonja torsdag eftermiddag kunne bage rundstykker og franskbrød!
Vi havde besøg af delfiner flere gange og så 2 havskildpadder svømme i overfladen. En makrel var så uheldig at lande på vores dæk (samme sted som blæksprutten) og den var tørret noget ud, da vi opdagede den.
Både onsdag og torsdag så vi underlige flydende genstande i vandet. Der var forskellige typer, men fælles for dem var, at de dækkede ret store området af havet og var 3-4 cm store. Nogle lignede store afpillede rejer, andre en hvid prop med fire trekantede ”yvere” og andre igen ligene små sejlskibe, der drev for vinden. Sonja fangede nogle ind i et fiskenet, men vi kunne ikke udlede, hvad det var.
Først på aftenen torsdag kunne vi dufte land – en tydelig duft af lyng, og det selvom der stadig var 40 sømil endnu! Kl. 2130 havde vi landkending. Fyret på Cabo Espichel og en svagt oplyst himmel over Lissabon. Kl. 0130 var vi så meget i læ af land, at vi måtte bruge motoren de sidste 3-4 sømil, og kl. 0230 kunne vi lade ankeret gå i havblik i Cascais ved indsejlingen til Lissabon.
Vi var her i august sidste år, så hjemturen er for alvor begyndt.
De 483 sømil fra Porto Santo ved Madeira til Cascais i Portugal tog os 86 timer og godt halvdelen var for motor, men alt i alt en fin sejlads. På de tidligere lange stræk har det knebet med at få tilstrækkeligt søvn, især for Sonja, men denne gang fandt vi en fin rytme – måske fordi vi var i søen så længe, at kroppen fandt en rytme.
Nogen egentlig vagtplan havde vi ikke, men helt automatisk blev det sådan, at jeg gik i køjen omkring solnedgang og Sonja havde så vagten indtil ved 1-2 tiden, hvor jeg tog over. Omkring solopgang stod Sonja op og vi spiste morgenmad. I løbet af dagen tog vi så på skift et par timer på øjet og det fungere fint.
Vi har fået sms fra Carisma og både de og Brightside kom godt til Azoerne. PI ankom til Porto Santo først i maj og noget kunne tyde på, at de har opgivet Azoerne og sejler samme rute som os. Vores ”gamle” bekendte fra turen herned sidste år, Najaden fra Rønne og Sedna fra Oslo har befundet sig fint i Caribien. Vi har holdt forbindelsen ved lige via e-mail, og med Najaden har vi aftalt at mødes omkring den 20. juni i Amsterdam, for at tage ”Masteruten” ad de hollandske kanaler til Nordsøen.
Frigg fra København kom også godt til Caribien, men uheldet forfølger ham tilsyneladende. Gaster afmønstrer i utide og han har mistet årene til sin jolle. Sådan nogle er åbenbart svære at opdrive i Caribien, for han har selv måtte snitte nogle nye! Han er ufrivillig alenesejler igen!
Den helt frivillige alenesejler, Bent, alias Bernard, alias Bernardo, af os kaldet Solo-Svendsen, kom også godt til Caribien, men fik problemer på den videre tur til Venezuela. En fiskerbåd forfulgte ham i længere tid, så han skødede sine sejl optimalt og startede motor for at sejle fra dem. Det lykkedes, men så skød de efter ham!! Han slap væk uden yderligere uheld.
Fredag blev en rigtig slapper-dag i båden og vi kunne begtragte de kendte omgivelser. Noget var imidlertid anderledes! Den pontonbro med benzin- og dielselstandere som vi brugte til landingsplads for gummibåden sidste år var flyttet ind i selve marinaen og det betød, at hvis vi ville i land fra den, skulle vi gå temmelig langt for at komme ind til byen.
Der hvor pontonbroen havde ligget, var der gang i byggeriet af et stort fundament fra marinaen og ud over vandet mod fiskernes moorings.
Der er en del mindre fiskebåde i Cascais, men ingen egentlig fiskerihavn. Fiskebådene ligge alle ved moorings i bugten mellem vores ankerplads og marinaen. Når fiskekutterne skal losses foregår det pr. jolle eller for de større fartøjer ved betonmolen. Vi udså os så den betonmole, som fiskerne benyttede til landingsplads for jollen.
Lørdag kom gummibåden i vandet og vi kunne få fast grund under fødderne efter 5 døgn. Vi var lidt spændte på, om vi kunne lægge jollen til ved fiskernes betonbro, for der var en del opstandelse derinde! Fiskerne havde i løbet af natten blokeret indsejlingen til marinaen med deres kuttere! Ved betonmolen lå en patruljebåd fra Brigada Fiscal og det så ud som om, de var i dialog med fiskerne, som havde taget opstilling på molen med protestbannere.
Det var et godt tidspunkt for fiskerne at blokere marinaen, for der var et stort kapsejladsstævne i Cascais, og nu kunne kapsejlerne ikke komme ud på banerne!
Af gode grunde kunne vi ikke tyde teksten på fiskernes bannere, men vi kunne se, at forhandlingerne på molen gik i hårdknude, for pludselig blev fortøjninger på patruljebåden sluppet, og Brigada Fiscal brugte deres fartøj til af skubbe de fiskejoller, som dannede afspærring ind mod molen væk. Så snart der var opstået et hul i blokaden på denne måde, kom nye kuttere eller joller til og lukkede hullet. En håbløs opgave for én patruljebåd!
Efter en lille times tid kom to patruljebåde fra Lissabons havnepoliti, og det så ud som om der var assistance til Brigada Fiscal, men af en eller anden grund drejede de af inde i bugten og satte kurs tilbage mod Lissabon!
Vi hoppede i gummibåden og sejlede ind til betonmolen og lagde til uden problemer – fiskerne hilste blot med smil.
Efter et par timer i byen vendte vi tilbage og da var alt tilbage ved det normale.
Vi spurgte os for og fik at vide, at blokaden skyldtes, at myndighederne ville have fiskerne væk fra Cascais og ind til Lissabon i stedet for! Hvad status blev ved vi ikke!
Mandag formiddag tog vi toget ind til Lissabon og genså den gamle hyggelige bydel og allerede tirsdag viste vejrudsigten, at vi kunne tage det lidt lange træk op til Bayona i nordvestspanien. En tur på 225 sømil, som vi regnede med at kunne klare på lidt under 2 døgn, og som betød, at vi kunne springe en del af Portugal over, som vi ikke fandt så spændende.
Tirsdag den 9. maj om morgenen lettede vi anker og sejlede til den nye dieselponton for at få fyldt både vand- og brændstoftankene. Vand fik vi – vi rendte adskillige gange med hver 2 stk. 8 liters vanddunke! Der var ikke vand på pontonbroen. Til gengæld kneb det gevaldigt med diesel – tanken var tom!
Den flinke fyr på tanken var meget hjælpsom og ringede til leverandøren. Vi kunne få diesel inden kl. 15. Det var længe at vente, men da tanken var mindre end halvfuld, turde vi ikke andet.
En tysk alenesejler, som også havde ligget på ankerpladsen skulle tanke også, og i ventetiden faldt vi i snak. Han var pensionist og en stilfærdig hyggelig fyr – i modsætning til mange tyskere!
Armin, som han hedder, har hjemhavn i Lemmer, Ijselmeer i Holland, og bor i nærheden af Dortmund. Han sejler en hel del og var nu på vej fra Solkysten i Sydspanien, hvor han havde overvintret, og til Holland.
Vi fik tanket diesel og kl. 1110 begav vi os afsted med vind fra den rigtige retning, sydvest, men for lidt af den. Der var imidlertid lovet lidt mere vind lidt længere mod nord, variabel vind 4-6 sek/m, og onsdag vestlige vinde.
Som så ofte før passede det ikke! Vinden drejede med os mod nord, da vi passerede de to markante caps på Portugals vestkyst, og øgede til 6 sek/m. Stadig ikke meget, men midt imod og der holdt den sig hele dagen!
Heldigvis var der stort set ingen dønning, så det var til at holde ud, men da en ny vejrudsigt lovede nordlige vinde dagen efter også, besluttede vi sidst på eftermiddagen at sejle ind til Peniche i stedet for at fortsætte.
Her var vi også sidste år, men kun en enkelt overnatning og vi så stort set ikke byen, så nu kunne vi råde lidt bod på det, selv om havnen ikke er noget at skrive hjem om!
Kl. 1940 kunne vi ”parkere” Drivert langskibs ved en urolig pontonbro. Der var lige et hul mellem en større engelsk og en tysk sejlbåd og vi fik lirket os ind dér. Her kan jeg så i al fortrolighed oplyse, at tyskeren som hjalp Sonja med for-fortøningen, sagde, at det var en fantastisk flot tillægning på den snævre plads! (Ja – jeg ved det godt, men det skulle altså lige med)!
Halvanden time senere kom tyske Armin i sin Jeanneu, ”Sun”.
Vi havde herefter nogle hyggelige dage i Peniche, som viste sig at være en ganske charmerende by uden den store turisme. Jeg kan forestille mig, at byen ligner det ”gamle” Portugal mere end de fleste andre byer vi har besøgt. Der er ikke den store velstand og de fleste huse bærer præg af det. Byen er en udpræget fiskerby med en meget stor fiskerflåde, og det er den væsentligste årsag til, at havnen er elendig. Fiskerbådene sejler døgnet rundt ud og ind af havnen og det giver en voldsom uro ved pontonbroerne, der på ingen måde er beskyttet mod dønning inde fra havnen!
Vi kom i snak med tyskerne i båden foran os, navnene har jeg glemt, men båden var en Bavaria og hed Juba. Flinke mennesker fra Ralsweik i det gamle Ø-Tyskland. De var på vej sydover og skulle via de Canariske Øer til Caribien og var meget interesserede i gode ankerpladser på de Canariske Øer. Det kunne vi jo bidrage med. Omvendt med Armin. Som fastliggende i Holland, kunne han fortælle os en del om Ijselmeer og Masteruten gennem Holland. En rute, vi har beluttet at tage for at se noget andet end Nordsøen på vej hjem.
Som så ofte før afventede vi gunstig vind til at komme videre nordpå, helst helt op til Bayona i Nordspanien, og den ønskede vinddrejning skulle komme i weekenden, hvor der blev lovet vest- og sydlige vinde. Et lavtryk nordvest for os ligger næsten stille og er årsag til de irriterende nordlige vinde.
Søndag morgen havde vi endelig den ønskede vindretning fra vest, og i flot solskin kunne vi endelig forlade havnen, men, men, men – træerne gror heller ikke ind i himmelen her! Vindretningen var fin, men igen – det var havblik det meste af tiden og ellers under 4 sek/m.
Solen gik ned i det blikstille hav fra en skyfri himmel og det blev en flot stjerneklar nat. Ved 23-tiden steg en rød kæmpe af en fuldmåne op over horisonten og havet omkring os var badet i månelys. Et plaster på såret, når vi igen skulle høre på motorlarmen!
Hen på morgenstunden øgede vinden lidt fra sydøst og vi forsøgte os med sejl, men opgav, da vi kun holdt godt 3 knob, og der var tiltagende dønning fra sydvest. En lidt urolig sejlads, hvor vi dog kunne glæde os over flere delfinbesøg og også et par ”portugesiske vinkefisk” (klumpfisk) var forbi og vinke til os.
Omkring middag var vinden øget til 6 sek/m og drejet i syd, så sejlene røg til tops igen. Ca. 1 time kunne vi slappe af for motorlarm, så døde vinden ud!
Kl. 1615, efter 30 timer kunne vi ankre op på vores gamle plads fra sidste år i Bayona. Vandet helt roligt, solskin og masser af varme. Det portugesiske gæsteflag blev skiftet ud med det spanske og urene stillet 1 time frem.
Det er nu planen at bruge et par uger her i de spanske Rias inden vi omkring 1. juni krydser Biscayen igen.
Mange sejlerhilsner
Sonja og Jan