Nordspanske Rias
Vi blev i de kendte omgivelser i Bayona i 5 dage og det var lidt mere, end vi egentlig havde tænkt os. Vejret var fint og tiden bare løb!

Sidste rejsebrev skrev jeg færdig i Bayona og det var hensigten at sende det dér fra, men vi var ikke ret heldige med byens eneste to internetcaféer. De 4 gange vi forsøgte, fandt vi dem lukket, og de åbningstider, som stod på døren ved den ene, passede ingen steder! Den anden skiltede ikke med åbningstider.

Sidste gang vi forsøgte var lørdag den 20. maj, hvor vi ville tage toget ind til Vigo, den største by i området. Vejret var kedeligt – gråt, vådt og blæsende, så en togtur kunne være lidt adspredelse og der måtte jo være et eller andet at se på i Vigo.

Som nævnt var internetcaféerne lukket, men på havnekontoret kunne vi da i det mindste få en vejrudsigt for de kommende dage. Det så ikke så lovende ud – det grå og blæsende vejr ville vare ved nogle dage endnu, men med den forskel, at vinden de næste dage ville dreje mod nord. Denne lørdag var vinden i sydvest.

Vigo blev droppet, for kedeligt vejr eller ej, så passede den sydvestlige vind os fint. Vi skulle jo nord på, og havde ikke lyst til at blæse inde i Bayona på ubestemt tid. Altså fik vi handlet de småting vi manglede, og kl. 1315 halede vi ankeret op i småregn for at sejle til Bueu i det næste ria.

Da vi var fri af havnens store dækmole, kunne vi sætte sejl og med 4-8 sek/m fra sydvest havde vi en fin sejlads i læ af Isla Cias, men efter at have lagt disse øer bag os, blev vinden mere stabil omkring 8 sek/m og søerne voksede til 3-4 meter, men heldigvis fra sydvest som vinden, så det betød ikke så meget.

Kl. 1705 kunne vi lade ankeret gå på en fin ankerplads ved siden af fiskerihavnen og ud for byens strand. Vi var lige nået at blive færdige med at klare op på båden, da en lille flok delfiner kom helt ind på ankerpladsen for at byde os velkommen!

Søndag tog vi gummibåden ind til dækmolen, hvor en trappe førte op på molen, så vi slap for at efterlade jollen på stranden. Byen var ikke noget særligt, en almindelig spansk lilleputby uden nævneværdig turisme, men langs stranden havde man dog flottet sig med en lille park og lidt promenade. Vejret viste sig fra sin gode side og i modsætning til gårsdagens vejrudsigt blev det til nogen sol.

Vi havde håbet på at finde vand i havnen og medbragte derfor vores dunke, men den eneste vandhane vi kunne komme til, var uden vand!

Internetadgang fandt vi, men da vi ikke kunne bruge vores usb-pen, hvor rejsebrevet lå, havde det ikke noget formål at benytte det.

Til gengæld forkælede vi os selv med flødeskumskager til eftermiddagskaffen!

 

Mandag morgen var det igen gråvejr, men vinden så lovende ud - vestsydvest med omkring 8 sek/m. Dønningen havde i nattens løb fundet ind på ankerpladsen og da vi ikke havde meget vand på tanken, lettede vi anker og sejlede mod

Santa Eugenia de Reveira i Galiciens største ria, Ria de Arosa.

Det var imidlertid kun inde i vores lille ria at vinden var gunstig! Uden for var vinden i nordvest, så vi bankede de 18 sømil for motor og gik direkte ind i den lille marina, hvor der var masser af plads. Vi var vidst de eneste gæstesejlere.

Havnekaptajnen kom løbende ud ad broen og hjalp med fortøjningerne – en flink og hjælpsom fyr, som oven i købet talte lidt engelsk.

Det var stadig gråvejr og der kom lidt regn ind imellem, så vi brugte noget af eftermiddagen med rengøring om læ og olieskift på motoren. Også autopiloten fik en ”snaps” olie. Den smider stadig olie ud en gang i mellem – træls!

Marinaen er ikke stor, men det er til gengæld resten af havnen. En stor fiskerflåde har base her og der er en del fiskeindustri på havneområdet. Byen er også ganske stor, men uden den store charme. Og internet – tjah, det fandt vi, men det virkede ikke lige dén dag!

Vi fik dog tanket vand og ladet batterierne helt op, så tirsdag eftermiddag sejlede vi ud og ankrede i bugten ved siden af havnen.

Næste formiddag var vejret endelig klaret op. Det lavtryk som havde drillet i et stykke tid, var endelig drevet væk og nu skinnede solen igen fra en skyfri himmel og vinden var drejet i øst.

Ankeret blev halet op og renset for en pokkers masse bladtang og vi begav os kl. 1025 afsted mod Muros. For at skære et hjørne af og dermed spare 6-8 sømil, havde vi lagt en lidt spændende rute ind igennem to stenrev med mange undersøiske klipper. Den bredeste passage var omkring 200 meter bred og den eneste, som var forsynet med lidt afmærkning. Et lille fyr omkring midten af passagens sydlige del. Dette fyr var imidlertid ikke i vores søkort, så efter oplysningerne i vores pilot ”klogebogen”, måtte jeg selv tegne det ind.

Det var stort set havblik, da vi for motor passerede dette område, men efter middag fik vi lidt vind fra nordvest og sejlene blev sat til en fin foran for tværs op til Muros.

 

Ankerpladsen er ved siden af en lille lokal marina og lige midt i byen ud for en lang strandpromenade. Og så var det alligevel den grønneste ankerplads vi havde set i månedsvis. Bag den lille by sås skovklædte højdedrag og i det hele taget så stedet ganske hyggeligt ud.

Vi kunne lande med gummibåden inde i marinaen, der viste sig mest at blive brugt af fiskere, og så var vi direkte i byens centrum. En virkelig fantastisk spændende og anderledes by, med ældgamle kampestenshuse og meget smalle krogede gyder. Flere steder i de større gader sås brede arkader i kampesten og under de majestætiske buer, fandtes et utal af små forretninger og cafér.

Selv i de smalleste gyder fandtes forretninger, men det ville være håbløst at finde dem i siestatiden, da de ikke skiltede med deres eksistens. Man skulle stå ud for den åbne dør for at se, at der faktisk var en indkøbsmulighed dér!

I en mørk smal brostensbelagt gyde, omkring 1,3 meter bred og med 3-etages huse på begge sider, fandtes indgangen til et af byens hoteller!

Flere steder skiltede de små restauranter med sardiner, som om, det var noget meget specielt. Det måtte naturligvis prøves, så en dag til frokost bestilte jeg sardiner og var ret spændt på, hvordan de små fisk blev serveret. Sonja var ikke meget for at prøve, så hun bestilte noget andet.

Hvad jeg egentlig havde forventet ved jeg ikke, men jeg lurede nu en del, da de delikate fisk blev serveret foran mig. Det var blot et fad med 8 fede, stegte og urensede sardiner – med hoved, hale, skæl og indvolde! Intet tilbehør, udover en mini gaffel og en minikniv.

De lokale bruger ikke kniv og gaffel og de spiser hele fisken bortset fra hoved hale og rygben. Det gjorde jeg så også og de første 4-5 stykker smagte såmænd udmærket. Men resten…..! Det var simpelt hen for meget, men nu er det da prøvet!

Pudsigt nok, i denne ”middelalderby” fandt vi en funktionsdygtig internetcafé og kunne endelig få sendt rejsebrevet.

 

Fredag morgen vågnede vi til endnu en solrig og varm dag på en båd, som lå meget roligt. For roligt..!

Ved agterenden af Drivert så der ikke ud til at være ret dybt og roret kunne overhovedet ikke drejes. Vi var på grund!

Vinden var i nattens løb drejet i nordøst og båden var drejet med ind mod land. Det var også ved at være springtid, så det betød ikke så meget, at vi havde ankret på over 6 meter vand. Nu var der under 1,5 meter ved bådens agterende og vandstanden faldt stadig!

Motoren i gang og efter nogen tøven slap kølen endelig bunden og vi var igen let. Pyha!

Da vi alligevel havde besluttet at sejle videde samme dag, fortsatte vi mod Sardineiros i bugten bag det berygtede Cap Finisterre, og morgenmaden måtte vi så indtage på vejen.

Den første times tid gik det fint for sejl – vinden blev i nordøst og varierede mellem 5 og 9 sek/meter, men efter at være kommet ud af Ria de Muros blev vinden meget springende og døde efterhånden helt ud. I bagende varme fortsatte vi for motor op til Sardiñeiro og lod ankeret gå i en fin lille bugt ud for en bred sandstrand. Bag stranden lå byen og det hele var omkranset af skovklædte bakker. En duft af fyrretræer lå over ankerpladsen og fra byens haver hørtes lystig fuglekvidder.

Byen viste sig at være en samling huse og et par enkelte forretninger, og det hele stort set anlagt langs hovedgaden. Der var også enkelte små krogede gyder, og inde i en sådan gyde, stødte vi pludselig på et lille landbrug med kreaturer. Midt i ”byen”!

Det varme solrige vejr fortsatte og i høj sol lettede vi anker søndag morgen og satte kurs mod Camarinas. Der var kulingvarsel for de næste dage, så vi ville gerne være i Camarinas inden blæsten satte ind. Der var ikke meget ved at blæse inde i Sardineiros!

Vinden på ankerpladsen var nordøst 6 m/sek, men da erfaringen har lært os, at det ofte blæser mere uden for rias, tog vi 1. reb i storsejlet. Vi var klar over, at hele turen på 27 sømil ville blive for motor på grund af modvind, men storsejlet giver en god støtte og også lidt ekstra fart. Vejret og den korte distance gjorde, at vi ikke klargjorde forsejlet – en tåbelighed, som blev straffet.!

Kl. 0945 rundede vi Cap Finisterre og vinden øgede til 8 m/sek, men søen var ret rolig. Det blev dog ikke ved! Sø og vind tiltog frem mod Cap Torinana og fremme ved dette kap, 8 sømil nord for Cap Finisterre, var søen voldsom høj og krap og vinden var øget til 15 m/sek. Modbydelig sejlads, men der var kun omkring 6 sømil til Ria Camarinas og læ.

Pludselig lød alarmen for manglende kølevand til motoren! Den blev hurtigt slukket og da vi ikke havde klargjort forsejlet, var der ikke andet at gøre, end at vende om. Altså for storsejlet alene tilbage mod Cap Finisterre og ankerpladsen ved Sardineiros.

Årsagen til den manglende køling af motoren var sandsynligvis, at kølevandsindtaget blev sejlet ud af vandet i de voldsomme bølger som gjorde, at autopiloten havde overordentlig svært ved at holde kurs.

På vej sydover med en fin sejlads på læns, mødte vi en anden sejlbåd, som var på vej op mod Cap Torinana, og vi talte om, at det måtte være en lokal sejler, som absolut skulle hjem efter weekenden. Ingen andre end os, ville vel ellers være så tåbelige at sejle nordpå i stærk modvind og høj sø!

Da Cap Finisterre var passeret, havde vi samme vejr som tidligere på dagen, og vi fik klargjort forsejlet og startet motoren. Kontrol af autopiloten viste den egentlige grund til, at den ikke kunne holde kurs i den høje sø. Olien var sprøjtet ud. Igen!

Bortset fra autopiloten var båden klar igen, og vi besluttede ret hurtigt, at gøre endnu et forsøg på at passere Cap Torinana.

Med Sonja ved roret vendte vi skuden og kl. 1500 passerede vi Cap Finisterre for 3. gang den dag!

Denne gang sejlede vi tættere til kysten for at få lidt læ så længe som muligt, og det blev da også en ganske fin sejlads op til Cap Torinana, hvor vi måtte stikke snuden ud i den vanvittige heksekedel endnu engang. Den anden sejlbåd var sejlet længere ud til havs, og ved selve capet overhalede vi den. Vinden var igen 15 sek/m og søen voldsom, men denne gang kom vi forbi uden problemer og efter en times tid var vi igen i nogenlunde læ af land.

I høj sol og ret svag vind, kunne vi kl. 1900 gå i havn i Camarinas efter en hård tur på over 10 timer! Den burde ikke have varet mere end det halve!

Mandag morgen blev en norsk sejlbåd bugseret ind i havnen af en redningsbåd og nogle få minutter efter var både spansk radio og TV tilstede!

Sejlbåden var for godt 2 år siden købt i Caribien af en norsk sejlsportsmand, efter at den var forlist under en storm i området. I 2 år havde båden været på værft i Venezuela og ejeren, Alex, havde betalt en skipper, Øystein, for at sejle den til Oslo. Øystein havde to gaster med på turen fra Caribien, og kun den ene havde lidt sejladserfaring.

På etapen fra Azoerne til Guernsey gik det galt. Efter 500 sømil mistede de af ukendte årsager roret! Vejret var skikkeligt og et nødror blev rigget til. Forholdene gjorde, at Guernsey var uden for rækkevidde, men de kunne holde kurs mod La Coruna i Nordspanien, 560 sømil borte.

2 døgn senere blev de indhentet af en fuld storm. Nødroret gik tabt og et nyt blev rigget til af de forhånden værende materialer. Også dette nødror gik til og et tredje måtte etableres – det sidste, for de havde ikke flere materialer at gøre det med!

På grund af den vanskelige styring blev båden 3 gange væltet om på siden i de 6 meter høje bølger. Antenner og instrumenter i masten blev ødelagt, enten knust af slaget mod vandet eller ødelagt af indtrængende vand. Alt om læ sejlede i vand – det eneste elektronik som stadig fungerede var en satelittelefon og vhf-radioen.

Over en distance på 400 sømil, på læns, styrede de så godt de kunne ved hjælp af storsejlet og med motoren i bakgear for at bremse farten!!

Provianten var opbrugt eller ødelagt af saltvand og de var løbet tør for ferskvand. Besætningen på et containerskib, som de kom i kontakt med på vhf-radioen, pakkede madvarer, vand og cigaretter ned i en vandtæt sæk, og kastede det i havet til dem. Selv om det skete kun 1 sømil fra den havarerede båd, tog det Øystein og gaster 4 timer at styre båden hen til sækken!

Efter at have drevet på Atlanten i 12 døgn blev de 115 sømil vest for Cap Finisterre hentet ind af redningsbåden.

Øystein kikkede over til os på Drivert onsdag aften, inden  han tog tilbage til hotellet, og han var stadig tydeligt rystet over episoden.

 

Kulingen kom som lovet ind over Finisterre og den varede ved til torsdag, hvor vinden langsomt begyndte at aftage.

Ved siden af os lå en engelsk katamaran, og torsdag aften var besætningen på visit til en forfriskning. Hyggelig aften sammen med ejeren Graham og gasterne Gary og Mark. Sidstnævnte er politiassistent i Southhampton.

Vejret er igen blevet som vi gerne vil há det – varmt og solrigt. Desværre ser det ud til at nordøstenvinden vil forsætte ud i fremtiden. Et højtryk ud for England dominerer med disse vinde, og højtrykket er ret stabilt.

Vi et ikke de eneste, som venter på en gunstig vejrudsigt for at krydse Biscayen. To svenske både er også i venteposition. Den ene, ”Tesla” fra Stockholm med Monika og Claes, er faktisk den båd, vi mødte på vej til Camarinas og som vi troede var en lokal, der absolut skulle hjem efter weekende.

Den anden båd, ”Corona” med Barbara og Pekka, har været på farten siden de for snart 20 år siden lod sig pensionere!

Dagligt bliver internettet besøgt for at studere vejrudsigter. Det store problem er Finisterre-området – op til hård østlig og nordøstlig vind hele tiden, mens det i resten af Biscayen er fornuftigt vejr med østlige og endda sydøstlige vinde!

Vores autopilot for også den store tur, med efterfyldning af olie og udluftning. For at gøre det hele komplet har vi også udført alle de grundlæggende instillinger og manøvrer for at sikre os mod fremtidige problemer. En eftermiddag sejlede vi ud i bugten og testede det hele.

Lørdag eftermiddag var vi sammen med Tesla og Corona på internettet, og der så ud til at være et hul i de ugunstige vinde ved Finisterre. Søndag morgen skulle vinden gå i stik øst med omkring 10 sek/m. Vi aftalte at mødes på Tesla om aftenen for at drøfte muligheden.

Det blev en hyggelig aften med møde på Tesla, derefter på Corona – som via kortbølgeradio havde daglig kontakt med en meteorolog fra DMI, og sidst på Drivert, for at studere de seneste vejrmeldinger på Navtex.

Desværre blev der ikke opnået kontakt med den danske meteorolog, men Navtex bekræftede vejret fra internettet. Aftalen blev, at i hvert fald Tesla og vi ville sejle søndag morgen, hvis vejrudsigten stadig var aktuel. Inden afsejling ville Claes studere internettet endnu en gang. På Corona ville de overveje situationen.

 

Søndag morgen mødtes Claes, Pekka og jeg på internetcaféen ved marinaen. Vejrudsigten for Finisterre var ændret, så den hårde vind igen blæste fra øst hele dagen. Til gengæld skulle der være ophold med ”kun” 10 m/sek fra aftenen og natten igennem. Skulle vi tage af sted i aften?

Emnet blev drøftet sammen og hver i sær dagen igennem og hen på eftermiddagen var Tesla og vi enige om, i det mindste at sejle ud og se på sagerne. Var vejret fornuftigt kunne vi fortsætte til Frankrig. Viste det sig hurtigt at være for dårligt, kunne vi jo blot sejle tilbage til Camarinas. Og den tredje mulighed var, at hvis det et stykke ude viste sig at være dårligt, kunne vi sejle til La Coruna. Derfra ville vi også have et godt springbræt til at krydse Biscayen.

Vi aftalte derfor at stikke ud kl. 1800. Lige til det sidste overvejede Barbara og Pekka, om de skulle tage med, men besluttede så, at afvente bedre vejr og eventuelt sejle til La Coruna en af de nærmeste dage.

Sonja og Monika forberedte varm mad til 3 dage, og menuen på Drivert var: kylling i sursød sauce, krydret millionbøf med kartoffelmos og lagsagne.

Kort før afgang gik Claes endnu en gang på internettet for at få de sidste oplysninger om vejret. Det var ikke helt som håbet, men vi ville stikke ud alligevel – alt var jo klart!

Det første døgn kunne vi vente østlig vind,  10-12 m/sek og moderat til hård sø. Det var udsigten for Finisterre-området. Efter den 45 breddegrad kunne vi regne med mindre vind, 8-10 m/sek og stadig fra øst. Søen ville her være let til moderat. Nærmere Frankrig kunne vi forvente variabel vind omkring 6 m/sek og let sø. Det var altså det første døgn, som var problemet – derefter ville det lysne!

Kl. 1745 sejlede vi ud for endnu en gang at teste autopiloten og et kvarter senere kom Tesla. Pekka ville kalde os på vhf-radioen kl. 2000 for at høre, hvordan det stod til.

Selv om vi havde aftalt at følges ad over Biscayen, var vi forberedte på, at kommunikationen indbyrdes kunne blive et problem. Teslas faste vhf-radio var defekt og de havde kun en håndholdt med en rækkevidde på 8-10 sømil, mod den fastes 30-40 sømil!

Med 2 reb i storsejlet sejlede vi ud ad Ria Camarinas. Vejret var fint med sol og varme og vinden i forventet nordøst og 4 m/sek. Vi forventede at møde den østlige vind og det lidt hårde vejr og sø noget før midnat, hvor vi ville være delvis fri af land.

Pekka kaldte os som aftalt ved 20-tiden og han ville vende tilbage efter kl. 22, hvor han håbede at få kontakt med den danske meteorolog.

Kl. 2245 havde vi Isla Sisargas tværs og vejret var stadig fint og søen rolig. Vi hørte ikke fra Pekka – sikkert fordi bjergene imellem os dækkede for radiobølgerne, men vi havde fin kontakt med Tesla, som lå et par sømil bag os.

Omkring midnat begyndte vinden for alvor at øge og søen tog til. Vi var nået til det ventede vejr, men selv om vanddybden var flere hundrede meter, var søen overraskende kort og ret stejl og det var ret ubehageligt at sejle i. Et par skuffer i pantryet røg på dørken og indholdet spredt, men vi samlede blot effekterne sammen og lagde dem i skufferne, som til gengæld fik lov at blive på dørken. Så blev de i det mindste, hvor de var!

Sidst på aftenen opdagede Sonja, at lugen i forkahytten var utæt. Når båden begravede stævnen i søerne løb der vand ind, og da vi krængede til bagbord (til venstre i sejlretningen), var den bagbord køje sjaskvåd! Vi skulle ikke bruge køjen, for på de lange stræk sover vi i salonen, så uheldet var til at leve med.

Det var det næsten ikke, da vi lidt senere måtte konstatere, at autopiloten igen havde smidt olien ud!!!!!

Ikke nok med det. Vi opdagede også, at skroggennemføringen til toilettet var utæt!

Et par gange tidligere har vi konstateret vand på dørken på baderummet, men kunne ikke finde ud af, hvorfra det kom. Det sås tydeligt nu! Ret meget vand blev presset ind ved gennemføringen, som er placeret i bagbord side, og da vi krængede til bagbord, var vandpresset ekstra stort dér!

Båden havde været på værft hele vinteren og vi havde betalt en formue for at få udstyret optimeret, så vi kunne regne med at slippe for sådanne uheld. Autopiloten var således helt nyinstalleret fra værft og det samme var alle søventiler og skroggennemføringer. Alligevel skulle vi åbenbart slås med problemer fra den kant!

Hvad skulle vi nu? Vende om? Der var 75 sømil til La Coruna og stadig knapt 300 til Frankrig. Overvejelserne endte op i, at vi valgte at se tiden an og fortsætte. Vi var snart ude af Finisterre og kunne forvente bedre vejr. Kunne vi begrænse krængningen til bagbord, kunne vi sikkert også begrænse vandindtrængningen. Heldigvis er baderummet udstyret med en separat lænsepumpe, så noget af vandet kunne vi lænse ud. Resten måtte tørres op med en gulvklud. Med hensyn til autopiloten havde jeg efterhånden fået en vis rutine i at genetablere den! Når søen blev roligere kunne jeg begynde det tidskrævende arbejde at genfylde mod hydralikolie og udlufte.

 

Mandag morgen kl. 08 havde vi kontakt med Tesla. De havde også fået vand ind i forkahytten – betydeligt mere end vi, og de vidste endnu ikke hvorfra det kom, men havde en mistanke til ankerbrønden. Al deres tøj var vådt, men de havde som vi valgt at fortsætte.

Omkring middag aftog vinden og søen blev lidt roligere og i løbet af eftermiddagen og aftenen fik jeg gang i autopiloten, om end vi ikke kunne forlade os på den. Den skulle tilses hyppigt for at sikre, at olien blev i beholderen.

En fast rutine blev indført til den af os, som havde vagten. Hvert kvarter skulle der lænses og tørres vand op på baderummet og autopiloten skulle tilses. Dette blev gjort på resten af turen – godt 2 døgn, og det var møgirriterende!

Tesla talte vi med sidste gang om morgenen og da var de et stykke vest for os. Nu var de uden for rækkevidde, for vi fik ikke kontakt trods flere forsøg.

 

Vejret var fint med sol og varme, søen rimelig rolig og vinden i øst, så vi kunne have haft en fin sejlads for sejl, selv om vi måtte falde lidt af til en nordligere kurs. Det var dog slet ikke aktuelt, for ved at sejle for sejl på styrbord halse (vinden ind fra højre i sejlretningen), ville vi presse den utætte gennemføring i bagbord side længere ned i vandet med deraf følgende forøget vandtryk – og endnu mere vand ind!

Altså bide i det sure æble og fortsætte for motor.

Mandag aften kl. 2045 passerede vi 45 grader nord og var endelig ude af det forblæste Finisterre. Det værste var overstået, både med hensyn til vejret og vores uheld. Vandindtrængningen og autopiloten var der styr på og vi havde sat de 2 skuffer på plads, som tidligere var røget på dørken. Alt i alt gik det helt fint nu. 

Indtil tirsdag morgen kl. 0125. Jeg sov trygt og godt i salonen, men vågnede med et sæt, da der lød en ganske forkert lyd, hvorefter motoren brat gik i stå og alle motoralarmer hylede! Ud af køjen og i cockpit havde Sonja netop afbrudt alarmerne. Hun så ret chokeret ud!

-Vi har vidst påsejlet et dyr, sagde hun og tog lommelygten med ud på agterdækket. Bag båden lå en ca. 6 meter lang lys genstand. Det var et fiskegarn og det sad fast i skruen!

Det var simpelthen bare for meget!

Vi forsøgte at fange det med bådshagen, men kunne ikke nå ned til det – det lå for dybt i vandet. Der gik nok nogle minutter med eder og forbandelser. Hvorfor skulle vi lige akkurat ramme et drivende fiskenet på det store hav? Som om vi ikke havde problemer nok i forvejen!

Fornuften fik dog overtaget. Der var godt 130 sømil til La Coruna og lidt over 200 til Frankrig. Ikke megen fornuft i at vende om, da forskellen i distance var så lille. Da vi ikke kunne gøre noget i mørket, måtte vi sætte så små sejl som muligt af hensyn til vores krængning – bare nok til at komme lidt fremad og til at styre, og så måtte vi forsøge at gøre noget ved det i dagslys.

Da jeg ikke havde sovet ret længe, gik jeg atter i køjen og Sonja fortsatte med håndstyring for sejl. Vi tør ikke forlade os på autopiloten, når vi sejler for sejl. Dertil er den endnu for ustabil! Den kobles kun til, når der skal lænses og tørres op i baderummet, laves kaffe, toiletbesøg eller lignende. Og så naturligvis, når den selv skal tilses..!

Sejladsen er langsom, 3-4 knob, og langt fra let. På grund af fiskenettet, der hænger bag os og trykker på rorbladet, skal der gives 15-20 graders modror for at holde kursen!

Ved 4-tiden vækker Sonja mig, da hun er så træt, at hun ser syner! Umiddelbart forinden så hun mig stå i salonen i underbukser, og hun glædede sig over at jeg var stået op, så hun kunne blive afløst. Men jeg sov stadig!

Mens jeg således sad dér i cockpit i de sidste mørke timer, var der masser af tid til at fundere over begivenhederne i de seneste halvandet døgn. Naturligvis gik tankerne mest i retning af det forbandede garn, som viste sig bag båden som en lang lysende slange! Den seneste vejrmelding på Navtex blev gransket endnu engang, og da den lovede vind fra øst med 8-10 m/sek i vores område, måtte vi prøve at løse problemet mens det endnu var nogenlunde vejr til det. Søen var rolig med bølger på 1-1½ meter og vinden i øst, men kun omkring 6 m/sek.

Selv om Sonja kun havde sovet i små 2 timer, vækkede jeg hende kl. 0630, da daggryet brød frem i øst. Vinden var øget til 7-8 m/sek, så vi måtte i gang!

Ved at stå på nederste trin på badestigen kunne jeg se at garnet var delt i 2 ved skruen. Med bådshagen fik vi fisket den længste del af garnet op på agterdækket. Denne ende var ca. 6 meter lang og den anden omkring 2 meter og hele garnet var ca. 1,5 meter bredt med masker på ca. 5x5 cm.

Garnet sad urokkeligt fast om skruen, så eneste mulighed for at frigøre os fra det, var at hoppe i vandet og skære det fri. Sejlene blev bjerget og for en sikkerheds skyld smed vi en fender på en 20 meter lang line ud bag båden, så jeg havde noget at gribe fat i, hvis båden og jeg drev fra hinanden.

Iført våddragt, badesko og maske med snorkel gik jeg i vandet og kunne se, at de 2 garnender var snoet sammen ved skruen. Første etape måtte være at få dem snoet fra hinanden, så jeg kunne se, hvordan garnet sad om skruen.

Med Sonja som hjælper på agterdækket lykkedes det efter nogen tid, og da det var gjort kunne det meste af garnenderne skæres væk, så jeg kunne dykke ind til skruen uden at blive viklet ind i dem.

Med en skarp kniv var det så dyk på dyk for at skære det sidste fri. Et besværligt foretagende, for båden blev hele tiden løftet af bølgerne og adskillige gange fik jeg bunden i hovedet, når jeg skar ved skruen. Det lykkedes mig også et par gange at få badestigen i panden!

Jeg elsker min båd, men båden elsker åbenbart ikke mig, for gud fri mig vel, hvor fik jeg mange tærsk!

For hurtigt at komme ind til skruen, havde jeg ladet et smalt stykke garn i ca. 1 meters længde blive siddende. Det var fint at trække sig ind i. For hurtigt at komme ud igen, og dermed mindske risikoen for at få bådens bund i hovedet, stillede jeg mig sidelæns på rorbladet med højre fod solidt plantet på rorbladet, mens jeg trak i garnet. Det gav en god arbejdsstilling, mens jeg skar garn over, og jeg kunne hurtigt sparke mig ud, når luften slap op.

Midt i kampens hede kunne jeg ikke undgå at blive lidt facineret over havets klare blå farve langt ned mod bunden. Den kunne jeg dog ikke se, for der var over 4 km dybt.

Om det var indbildning eller ej ved jeg ikke, men jeg hørte lyde under vandet, som mindede om hvalsang.

Efter godt 2 timer var garnet endelig skåret væk og Sonja havde samlet det hele på dækket, så andre ikke skulle lide samme skæbne. På det tidspunkt var huden på mine hænder og fødder næsten helt opløst af det lange ophold i vandet og hænderne var så kraftesløse, at jeg havde besvær ved at holde mig fast på badestigen – endsige kravle op ad den!

Hænderne var fyldt med rifter, og de mange slag i hovedet af bådens bund, havde givet store hudafskrabninger, så hovedbunden var et stort sår, og endnu værre – en del af de få hår, jeg havde tilbage på hovedet netop dér, var væk!

Til gengæld undgik jeg mirakuløst at skære mig på kniven!

Efter et varmt bad i cockpit forbandt Sonja mine sår og totalt udmattet som jeg var, gik jeg i køjen, selv om Sonja stadig manglede søvn.

Mens vi frigjorde båden for garnet, var Drivert drevet ca. 1 sømil mod nordvest, men kl. 10 kunne motoren startes igen og vi var atter på vej.

Til de få, som kan have interesse for det, kan jeg oplyse vores position, da vi begyndte at frigøre os for garnet: 45°43,61N - 7°28,86W.

 

Vejret forblev fint og søen rolig. Den øgede vind, som var forudsagt på Navtex, kom ikke og sejladsen gik stille og roligt nordpå, med de vanlige tilsyn med skroggennemføring og autopilot. Tesla havde vi ikke haft kontakt med siden mandag morgen og vi regnede med, at de var noget længere vestpå end os.

Helt kedeligt var det dog ikke. På et tidspunkt, hvor jeg var nede om læ, hørte vi en høj hvinende lyd, og da Sonja vendte sig om og så skråt bagud, opdagede hun til sin rædsel et sportsfly, som overhalede os i en afstand af ca. 20 meter og i højde med vores mastetop! Hun var i første omgang sikker på, at det ville ramme vores mast under nedstyrtning. Med hjertet oppe i halsen, så hun dog at flyet fortsatte forbi os. Det kunne også være noget af en afslutning på denne mareridtsagtige tur, hvis vi i sidste ende blev sænket af et fly!

 

Onsdag den 7. kl. 1510 passerede vi endelig Chaussee de Sein, et langstrakt klipperev ud for den franske kyst, og aldrig har jeg troet, at det ville være så skønt at gense Frankrig!

Vi sejlede på helt fladt vand i flot vejr og kunne de sidste timer inden Camaret få tørret noget af alt det våde. Bundbrædder, puder, tæpper m.v blev stillet, lagt eller hængt overalt, hvor der var plads. Drivert lignede et omrejsende tivoli!

Kl. 1955 lod vi ankeret gå på ankerpladsen ud for havnen. En tur vi aldrig vil glemme, var heldigvis overstået.

 

Hele næste dag gik med rengøring og tørring af båden og inventaret. Der var stort set vådt overalt og Drivert fik den store tur fra for til agter. Herunder fandt Sonja yderligere en utæthed. Et rum bagved skottet til ankerbrønden var halvt fuld af vand! Målt med vores 10-liters pøs var der omkring 30 liter saltvand. Noget tyder på, at skottet til ankerbrønden ikke er tæt!!

Heldigvis er rummet vandtæt i bunden, men når båden krænger over eller ruller i voldsom sø, kan vandet skvulpe over og komme ind i rummene bagved. Vores sammenklappelige indkøbsvogn var da også våd og der var begyndende rustdannelse.

Hvis vi ikke tidligere er sluppet af med kakerlakkerne, så må de nu være druknet eller døde af søsyge!

Skroggennemføringen holder tæt når båden ligger på ret køl, så da området omkring den var tørt, blev det tætnet med fugemasse.

Fredag formiddag sejlede vi i havn og fik rengjort Drivert udvendig. Vi fik også hilst på Monika og Claes fra Tesla. De var kommet ind samme formiddag kl. 10, og altså 14 timer senere end os.

Gensynet blev fejret om aftenen med sammenskudsmiddag på Drivert og aftale om, at sejle videre til Cherbourg næste morgen.

En hyggelig aften sluttede af med delfinshow i havnen. En 3 meter lang delfin (eller måske en hvalunge?) fulgte en sejlbåd helt ind i marinaen. Den gnubbede sig op af båden og da det ikke var sjovt længere, svømmede den ud til yderbassinet. Her var en ægtepar på vej i gummibåd ud til deres båd, som lå for anker, og delfinen forelskede sig straks i den røde gummibåd. Den fulgte dem hele vejen til ankerpladsen og gned sig op ad jollen. Manden slukkede påhængsmotoren og de gav sig i stedet til at ro, men delfinen fortsatte sit frieri. Sejlerne opgav at nå deres egen båd og søgte i stedet tilflugt i den første den bedste sejlbåd på deres vej. Det var sikkert også klogt, for nu var delfinen tydeligvis blevet irriteret eller gal, for den slog flere gange med halen, så sejlerne blev oversprøjtet med vand. 2-3 gange skubbede den til gummibåden og den ene gang var gummibåden ved at kæntre.

De uheldige sejlere nåede dog langt om længe i sikkerhed i den fremmede båd og delfinen søgte nye jagtmarker nær ankerpladsen.