For hjemadgådende

Som aftalt med svenske Monika og Claes i Tesla sejlede vi om morgenen lørdag den 10. juni til dieseltanken for at fylde op med brændstof inden afgang fra Camaret sur Mer mod Cherbourg. Vi har brugt uhyggelig megen diesel på det seneste – som at sejle i motorbåd!

Der var trængsel ved brændstofbroen, så vi måtte vente en halv times tid inden det blev vores tur, men kl. 1005 kunne vi forlade Camaret og sætte kurs mod Cherbourg. En tur på 176 sømil og vi regnede med at være fremme næste dag hen under aften.

Som da vi forlod Camarinas for at krydse Biscayen, havde vi aftalt med Tesla at holde forbindelse via VHF og vi havde igen aftalt faste tidspunkter for opkald, nemlig kl. 10, 14 og 20, lokal tid. Det sidste var vigtigt at præcisere, da de på Tesla udelukkende brugte UT, for at slippe for hele tiden at stille på urene. De kunne dog godt se nu, at det var mere praktisk at bruge lokal tid, da vi på resten af turen hjem ikke skulle stille mere på urene.

Da vi nu var tilbage i kanalområdet, blev tidevand igen en altafgørende faktor ved fastlæggelse af afgangs- og ankomsttidspunkter, så kundskaberne fra sidste år måtte genopfriskes med hensyn til beregning af disse klokkeslæt.

På vores rute til Cherbourg ville vi komme igennem 3 områder med meget kraftig tidevandsstrøm. Det første var Chenal du Four i starten af turen, men de 2 andre, Alderney og Cap de la Hague, var i slutningen af den forholdsvis lange tur, så det var lidt på lodder og trisser at forsøge at ramme medstrøm dér! I uheldigste fald ville vi ramme en modstrøm begge steder på omkring 5 knob!

Op gennem Chenal du Four fik vi den beregnede medstrøm på 3 knob og på en plat læns for storsejlet alene gik det helt fint i en times tid. Ved middagstid døde vinden helt ud og en tæt tåge sænkede sig over området. Ved hjælp af radaren kunne vi konstatere, at sigtbarheden var under 700 meter.

Efter et par timer lettede tågen, men det var stadig noget diset. Igen kom der lidt vind, så vi fik et par timer for sejl, så døde vinden atter og det blev havblik.

Kl. 2005 havde vi sidste kontakt med Tesla. De var da 8 sømil bag os, og kunne i deres Ravage 36 ikke holde samme fart som os, så vi var klar over, at kontakten via VHF snart ville forsvinde, da deres bærbare VHF kun rækker 8-10 sømil.

I løbet af aftenen klarede vejret op og kl. 0325 kunne vi se lys fra Guernseys nordkyst. En kontrol af mine tidevandsberegninger viste, at vi ville få medstrøm i det strømfyldte farvand forbi Alderney og med lidt held, undgå den værste modstrøm forbi Cap de la Hague.

Vi fik da også 3 knob medstrøm forbi Alderney, men til gengæld også de pokkers 5 knob modstrøm forbi Cap de la Hague! Selv om motoren arbejdede i den svage vind med 2200 omdr./min., gjorde vi mindre end 2 knob over grunden! I en periode var vi helt nede på 1,3 knob og så er de 16 sømil, der var tilbage til Cherbourg, meget lange! De tog da også 5 timer og 20 minutter!!!!

Nå – vi kom da frem, og i yderhavnen gik jeg ud på agterdækket for at vikle vores flag fri af påhængsmotoren, så det kunne veje frit. Og hvad ser jer…..? Et ca. 5 meter langt fiskenet af samme slag som det i Biscayen, bliver trukket efter båden! Det hang tilsyneladende fast i skroget bag roret og havde ved et megaheld ikke fået fat i skruen!!

Som forventet troede Sonja ikke på mig, da jeg fortalte hende det! Hun skulle selv ud for at få det bekræftet!

Nu kunne jeg altså regne med at skulle i vandet igen for at få båden fri. Det gjorde dog ikke så meget, det ville i hvert fald blive lettede end sidste gang! Dertil kom, at jeg på nattevagten havde funderet over de hændelser, vi blev udsat for på Biscayen, og herunder så jeg for mit indre blik et billede af skruen, da fiskenettet var skåret væk. Jeg så tydeligt den møtrik, som holder skruen på plads på skrueakslen. Den burde jeg ikke kunne se så tydeligt, for zinkanoden ville skjule den!

Det havde jeg overhovedet ikke tænkt på, da vi kæmpede med fiskenettet, men nu var jeg næsten 100 % sikker på, at anoden forsvandt, da vi fik fiskenettet i skruen!

Jeg skulle altså alligevel i vandet en gang til!

 

Søndag kl. 1720 kunne vi ankre op stort set på samme sted som for næsten 11 måneder siden, og i samme vejr. Sol og varme. Mens vi ankrede gled fiskenettet fri af sig selv, men vi kunne ikke nå at få fat i det og dermed forhindre, at andre fiskede det! Det så dog ud til, at det drev ind mod den franske flådes marina, og der ville nogen forhåbentlig fjerne det.

Et par timer senere modtog vi en sms fra Tesla. De ville fortsætte til Calais. Monika havde fået sin vilje. Hun ønskede brændende at være hjemme i Stockholm til midsommer, den 23. juni!

Skulle de nå det, skulle der tilbagelægges omkring 100 sømil, hvert eneste døgn! Altså en rendyrket transporttur og Claes´ ønske om de hollandske kanaler var helt udelukket.

Mandag formiddag iførte jeg mig våddragt m.v. og hoppede i vandet. Zinkanoden var ganske rigtig borte, men det tog ikke lang tid at skrue en ny på.

Derefter sejlede vi i havn og så på byen. Vi brugte også nogen tid på udluftning af autopiloten (igen!) og tørring under bundbrædderne. Der var stadig en del fugt her efter utæthederne på Biscayen.

Det var helt rart at kunne handle i forretninger med stort udvalg af fødevarer. Det har de ikke i Spanien og Portugal. Det var også rart at slippe af med siestaen. Nu havde forretningerne åbne hele dagen! Eneste minus i den henseende var priserne – det er rasende dyrt i Frankrig i forhold til sydpå!

Det blev til to dage i havnen og onsdag regnede det i stænger hele dagen. Vi havde besluttet at sejle ud på ankerpladsen i løbet af onsdagen og trak tidspunktet så længe vi kunne på grund af regnen. Vi ville også tanke diesel, så vi lige havde nok til at nå Blankenberge i Belgien, hvor diesel er meget billig. Da tanken imidlertid lukkede kl. 1700, måtte vi trodse vejret og sejle over for at tanke. Derefter ud på ankerpladsen og gøre klar til afgang mod Blankenberge dagen efter.

Igen beregning af tidevand. Turen på 210 sømil regnede vi med at kunne gøre på ca. halvandet døgn og den værste tidevandsstrøm ville vi møde ved Cap Gris-Nez, sydvest for Calais, efter 150 sømil.

 

Torsdag den 15. kl. 0800 hev vi ankeret op i gråvejr og en nordøstlig vind på 9 m/sek. Vejret skulle imidlertid blive bedre i løbet af dagen og vinden skulle efterhånden gå i nord, så det gjorde ikke noget at starte med motorsejlads igen.

Vi havde en god medstrøm fra starten og gjorde i en periode 8 knob over grunden. Ved Pt. Barfleur løb vi ind i kraftig strømsø, fordi vi havde strømmen med os og vinden imod, og vi måtte falde lidt af i søerne, således at kursen kom nærmere land.

Først på eftermiddagen aftog vinden og solen slog for alvor igennem, så det blev fin sejlads, dog afventede vi stadig vinddrejningen mod nord. Den kom aldrig!

Kl. 2144 passerede vi 0-meridianen og var nu hjemme på vores egen østlige længde. Vejret var helt klart og det var havblik – og der var ingen dønning! Atlanterhavet var passé!

Vejret holdt sig sådan natten igennem og lidt før kl. 05, hvor vi havde 30 sømil op til Cap Gris-Nez, studerede jeg strømkortene og tidevandstabellen nøjere for at beregne strømforholdene ved Cap-et, når vi nåede frem. Vi ville helt klart få modstrøm! For at undgå den værste modstrøm på op til 3-4 knob, ændrede jeg den rute vi havde valgt fra starten, således at vi kom til at sejle helt inde under kysten, hvor modstrømmen var svagest. Her var et afmærket sejlløb i det lavvandede område mellem utallige sandbanker og ruten ville føre os helt tæt på indsejlingen til Calais, hvor der ikke ville blive megen plads mellem de mange englandsfærger.

Kl. 0925 passerede vi Cap-et i 2 knobs modstrøm og ved middagstid passerede vi indsejlingen til Calais i 3 knobs modstrøm og en voldsom strømsø. Nu havde vi en vestlig vind med os og strømmen imod! Det blev for meget for autopiloten og den sprøjtede igen olie ud! Jeg skal undlade at referere mine udtryksfulde sprogblomster!

Som ventet måtte vi sejle ”spidsrod” mellem de mange færger, og selv om indsejlingen til Calais ikke er ret bred, varede det en evighed at passere på grund af modstrømmen.

Igen en dag med godt vejr, sol og varme og en svag vind fra vest – for svag til at sejle for sejl i modstrøm.

Kl. 1740 kunne vi skifte det franske gæsteflag ud med det belgiske, og vi sejlede nu langs den flade belgiske kyst, hvor intet er højere end de mange højhuse. Ingen bjerge mere!

Kl. 2125 nåede vi havnen i Blankenberge. Da vi skulle have tanket diesel, fortøjede vi til flydebroen ved dieseltanken, for så at sejle ind i marinaen næste morgen, når vi havde tanket. På den måde slap vi også for 1 nats havnepenge!

Fra svenske Tesla havde vi modtaget en sms, hvori de meddelte, at de forlod Blankenberge om eftermiddagen samme dag, som vi havde forladt Cherbourg om morgenen. Måske ville det lykkes for dem at nå Sverige inden den 23. juni!

Vi havde også nogle gange på turen fra Cherbourg kaldt ”Frigg”, en sejlbåd fra Svendborg, som i disse dage skulle være omkring den Engelske Kanal på vej til Azoerne, men vi fik ikke kontakt.

Efter tankning næste morgen sejlede vi ind og fik præcis samme plads som sidste gang, vi var her – i juli sidste år, og igen satte havnefogeden Dannebrog fra signalmasten.

 

Vi blev kun i Blankenberge week-enden over, og søndag morgen kl. 0430 vækkede vores nyindkøbte transistorradio os med morgenmusik. Pokkers tidspunkt, solen var stadig under horisonten, så vi burde også være under dynerne! Dog ville vi også denne gang starte med en god medstrøm på turen til Ijmuiden i Holland.

Det gode vejr fortsatte med sol og ingen vind, og luften var lun fra morgenstunden. 

Kl. 0615 fik vi besøg af den belgiske marine. En helikopter kom hen til os og i mastehøjde svirrede den nogle minutter kun 50 meter bag os, mens observatøren betragtede os i kikkert. Derefter hilste han pænt og de fløj igen. Ærgerligt at vores fotoapparat strejkede lige netop på det tidspunkt!

Kl. 0643 blev det belgiske gæsteflag udskiftet med det hollandske og som formiddagen skred frem blev det mere og mere diset. Midt på eftermiddagen var det havblik og vi sejlede i en ren ærtesuppe – himmel og hav gled ud i ét og det var svært at skelne, om det vi så forude var en båd langt borte eller en måge på vandet tæt på!

Igen forsøgte vi nogle gange at kalde Frigg fra Svendborg, men uden held.

Sidst på eftermiddagen kom der lidt mere vind og vi rullede forsejlet ud og slukkede motoren. Endelig kunne vi slippe for motorstøjen! Ja – men problemerne med båden var åbenbart ikke hørt op! Lyden fra skrueakselen var blevet ganske dominerende og der opstod vibrationer i båden, som ikke havde været der før! Et kik ned til skrueakselen fra agterkahytten viste, at akselen vibrerede ret voldsomt mens den drejede rundt. Et efterfølgende kik ned i motorrummet viste, at motoren hoppede i takt med akselens vibrationer..!!?

Hvad i h…, h…, h…… var nu det! Og hvorfor havde vi ikke bemærket dét, mens vi sejlede for motor?

Ind med forsejlet og starte motor igen. Nu var vibrationerne i skrueakselen betydeligt mindre og motoren holdt sig så roligt, som den plejer! Højest besynderligt og helt klart noget som skulle undersøges i Ijmuiden.

Vi fortsatte altså for motor og anløb Ijmuiden kl. 2010. I morgen måtte vi så finde en mekaniker!

I øvrigt var det en underlig tanke, at vi for kun 14 dage og 2 timer siden forlod Camariñas i Spanien – og nu var vi i Holland!

Via havnekontoret fik jeg næste morgen fat i en mekaniker og han ville komme i løbet af en times tid. Kl. 14 var han ikke dukket op, hvorfor jeg igen ringede til ham. Han lovede så at komme kl. 15, men dukkede først op ved 16-tiden. Vi havde da været afskåret fra at forlade båden hele dagen!

Det glædelige var dog, at han meget hurtigt lokaliserede problemet uden at båden skulle løftes ud af vandet. De flanger, som holder skrueaksel og gearkasse sammen, er boltet sammen med 3 stk.10 mm bolte. Den ene bolt var knækket midt over og de to andre var helt løse! Vi fortalte om vores uheld på Biscayen, hvor vi fik en fiskegarn i skruen, og han mente godt, at det voldsomme ryk, som opstod ved skruen, da den ophørte med at dreje rundt, kunne være årsag til skaden.

Han isatte nye bolte og en kort prøvekørsel viste, at alt igen var ok – pyha!!

Vi fik også på et tidspunkt besøg af en hollænder, som flere gange havde sejlet i de danske farvande, og da han så Dannebrog måtte han lige hilse på. Vi fik en snak og han gav gode råd om sejlads på de hollandske kanaler. Først på aftenen kom han igen og denne gang forærede han os et kanalkort over Nordfrisland. Kortet er fra 1979 og der er selvfølgelig sket mange ting siden, men kanalerne ligger stort set samme sted, som de hele tiden har gjort!

Det eneste vi manglede var nu søkort over Markermeer og Ijsselmeer, men dem kunne vi købe i Amsterdam, og den flinke hollænder forklarede, hvor vi kunne købe dem.

 

Tirsdag den 20. kl. 1030 blev vi sluset 1,2 meter ned til Nordzeekanaal, som forbinder Ijmuiden og Amsterdam. Her er der så en sluse ud til Ijsselmeer.

Kanalen minder en del om Kielerkanalen, men der er betydeligt mere trafik her. Skibe af alle slags og størrelser sejler på kryds og tværs i kanalen, som har mange sidekanaler og der er megen industri på strækningen.

Vejret var fra starten let skyet, men som dagen skred frem blev der mere sol, og da vi nåede frem til Sixhaven i Amsterdam kl. godt 13, skinnede solen fra en skyfri himmel. En meget lille og hyggelig havn omgivet af store løvtræer, og lige over for Amsterdam banegård, hvortil der i fast pendulfart gik små gratisfærger! Overfartstid 2 (to) ,minutter, incl. til- og fralægning!!

Fra flere sider har vi hjemmefra hørt, at havnekontoret har givet vores bådplads til en anden båd, således at der ingen plads er, når vi kommer hjem! Dette til trods for, at kontordamen på havnekontoret havde presset os til at betale havnepenge for hele den periode, vi var borte. Det var den eneste mulighed, vi havde for at være sikre på pladsen, når vi kom hjem! Og nu havde hun alligevel givet den bort!

En opringning til ”krampen” bekræftede at vi ikke længere har vores plads – vi var jo iflg. folkeregistret udvandret! Desuden havde vi ikke betalt havnepenge for 2006-07.! Det forekom besynderligt, da betalingen foregik via PBS. Aftalen med PBS var imidlertid indstillet og der var sendt meddelelse herom til havnens brugere – blot ikke til os, da vi jo var udvandret!

Hun og det øvrige personale på havnekontoret ved, at vi kun ville være borte i et år og vi har på grund af hende betalt havnepenge til igen nytte i 10 måneder – det er sgu frustrerende!

Og vi ved, at hvis vi får en ny plads i lystbådehavnen, så bliver det en væsentlig ringere plads end den vi havde før.

Det var langt mere opløftende at ringe til skattekontoret – vores email var modtaget og skattekortene for 2006 var frigivet.

Onsdag havde vi regn hele dagen, så iført regntøj tog vi færgen til byen og fik købt de manglende søkort.

Amsterdam er ikke en by i vores smag – frastødende, beskidt og meget lidt se-værdig, og en stor del af de mennesker vi så i centrum lignede bumser og tiggere. Fri hash har sin pris! I centrum ligger den ene Coffee shop ved siden af den anden, og det er ikke kun kaffe, de har på menuen!

Vi havde for nogen tid siden aftalt med Susanne og Anders i Najaden, at vi skulle mødes i Amsterdam den 19-20. juni, men de havde haft righavari på vej fra Azoerne og måtte vende om for reparation. De var derfor noget forsinkede og vi aftalte at mødes på Helgoland, hvis alt flaskede sig.

 

Torsdag den 22. forlod vi Amsterdam og blev sluset ud på Markermeer på en kold og blæsende dag. Til gengæld kunne vi endelig sejle lidt for sejl. Vinden var i vest med 8 m/sek. På det første stykke havde vi læns (vinden bagfra) og da vi rundede pynten ved Marker blev den mere spids og øgede til 10-11 m/sek., men en fin foran for tværs på fladt vand – stadig en underlig fornemmelse, at der ikke er bølger eller dønning!

Midt på eftermiddagen lagde vi til i Vluchthaven i Hoorn ved en lille gæstebro med siv og græs til den ene side. Meget hyggeligt sted, med fuglekvidder fra træerne over os, fiskehejrer som spankulerer i vandkanten, blishøns med ællinger og lappedykkere, som hele tiden dykker ved siden af båden. Det er længe siden, vi har været i et sådant dyreliv.

Byen er noget for sig – en utrolig charmerede og malerisk middelalderby med kanaler og havn i centrum, flotte bygninger og især facader. Hertil kommer, at byen tilsyneladende er samlingssted for de store hollandske skonnerter, der ligger uden på hinanden i havnen og gir en masse at se på.

Fredag er solen igen kommet frem og da vi havde oset lidt mere i byen, sejlede vi om eftermiddagen ud på ankerplads i havnen ved siden af de store sejlskibe.

Lørdag gik turen til Enkhuizen, hvor vi skulle sluses ud på Ijsselmeer. Vi fik en fin plads i en kanal i byens centrum efter at have passeret en klapbro, som åbnes på bestilling. Vi havde imidlertid ikke erfaring med at se opad, når båden skulle lægges til, hvilket resulterede i, at vi lagde til med masten helt gemt væk i et stort birketræ! Vi opdagede det først, da blade og små kviste dryssede ned på dækket!

Vi blev et par dage i den hyggelige by og fik søndag den vanvittige idé at gå på værtshus for at se fodbold!! Holland mod Portugal. Hele Holland var pyntet op med orange bannere, flag og vimpler, og da det igen var regnvejr, kunne vi jo benytte chancen til at komme lidt ud!

Det blev dog kun til 2. halvleg og stemningen på baren var ikke den bedste – Holland bagud 1-0 og da resultatet forblev sådan, var der ikke megen festivitas bagefter. Det havde sikkert været sjovere at være i Portugal.

Tirsdag den 27. kl. 0950 kaldte vi brovagten på vhf-radioen og få minutter efter åbnede han broen, så vi kunne forlade den lille havn og sætte kurs mod Lorentz-sluizen i den østlige ende af Afsluitdijk. En fin sejlads foran for tværs og kl. 1345 blev vi sluset ud i Waddenzee. Herfra gik det så for motor i en rende mellem sandbankerne de 8 sømil op til Harlingen Vejret havde hele tiden været overskyet, men det begyndte at klare op, og da vi blev sluset ind på Van Harinxma Kanalen i Harlingen skinnede solen fra en skyfri himmel. Igennem 2 klapbroer og så kunne vi lægge Drivert til i en lille hyggelig sidekanal, med by på den ene side og en park på den anden.

Vi havde kun tænkt os at blive til næste dag, men problemerne med autopiloten gjorde, at jeg ringede til værftet, som havde monteret den. Kort forinden havde jeg konstateret, at oliebeholderen var utæt!

Det blev aftalt, at montøren skulle ringe tilbage, men da han ikke gjorde det (forkert telefonnummer) prøvede jeg selv at skille beholderen fra pumpen. Årsagen til utætheden var en knækket nylonfitting, hvis lige nok ikke var let at opdrive, men jeg gik en tur i byen og efter flere besøg havnede jeg hos en motormekaniker. En sådan fitting havde han ikke, men da jeg forklarede hvad den skulle bruges til og hvordan det skulle fungere i pumpen, fandt han nogle messing fittings frem, som kunne samles og anvendes, om  ikke andet så måske som en nødløsning.

Det tog lidt tid at få det hele til at passe sammen, så det var tæt, men nu tror jeg også, at det er bedre end fra starten!

Det betød så også, at vi blev en dag længere i Harlingen.

Onsdag eftermiddag bestilte vi broåbning  den følgende dag kl. 0930 blev broen åbnet og vi sejlede atter ud på Van Harinxma Kanalen – nu skulle vi rigtig prøve de hollandske kanaler, som vi havde glædet os til.

Efter ca. en halv times sejlads mødte vi den første bro, som skulle åbnes for at vi kunne komme videre. Vi kunne ikke se andre både og ventede et stykke tid, hvor der ingenting skete.

Bag os dukkede en anden sejlbåd op, og vi regnede med, at brovagten ventede på den, inden han åbnede broen. Sejlbåden kom nærmere og Sonja bemærkede pludselig, at der stod én på fordækket og vinkede! Af alle tilfældigheder – det var intet mindre end Najaden med Susanne og Anders!

Stor gensynsglæde. 7½ måned siden at vi tog afsked i Anfi del Mar på Gran Canaria.

Det blev hurtigt aftalt, at vi skulle spise frokost sammen, når vi fandt et passende sted på kanalen. Et sådant fandt vi i en park midt i Leeuwarden. Najaden, som havde Susannes forældre med, holdt ind ved et supermarked forinden, men vi ”holdt” en plads til dem ved det lave bolværk i parken. Rigtig hyggelig gensynsfrokost!

Det viste sig, at de var ankommet til Harlingen sidst på eftermiddagen dagen forinden, og havde altså været i byen samridig med os, blot havde de ligget i marinaen!

Det var helt rart at tale med danske igen. Vi har faktisk ikke mødt danske både siden vi forlod Las Palmas den 3. marts!

Efter frokost sejlede vi videre til Dokkum, hvor vi igen fik en god plads i centrum, lige neden for en gammel mølle, som oven i købet kørte! De 2 grill blev tændt op, og der var dømt råhygge på Najaden – og det blev sent!

Næste formiddag så vi på den hyggelige by, og kl. 1310 blev det atter afskedens time! Najaden fortsatte mod Groningen og Delfzijl og vi mod Lauwersoog, da vi skulle møde vores gode venner. Jonna og Claus i ”Thule” havde til vores store glæde meddelt, at de ville sejle os i møde, og vi havde aftalt at mødes på Helgoland søndag, hvis vind og vejr tillod det. Kan man tænke sig en bedre finale på en langtur, end at slutte af med  2-3 uger sammen med gode venner. De selvsamme gode venner, som i over et år havde været vores ”postmasters”. Af hensyn til postvæsenet havde de måtte sætte vores navne på deres egen postkasse!

 

De hollandske kanaler er meget forskellige. Fra Harlingen til Leeuwarden er det en ret bred og lige kanal med vekslende landskaber. Både industri og landbrug og der er en del tung trafik med flodpramme. Fra Leeuwarden via Dokkum til Lauwersoog er kanalen noget smallere og den snor sig gennem åbent landskab med skov, marker og græssende køer, heste og får og flere steder sejler man så tæt på folks haver, at man næsten kan plukke deres blomster i forbifarten! Virkelig idyllisk. Et par kilometer før kanalen slutter, sluses man ud i et marsklandskab og kanalen udvider sig til en indsø de sidste sømil op til Lauwersoog.

Vi blev en nat i den store marina i Lauwersoog og lørdag morgen sejlede vi ind i slusen kl. 0930 for at blive sluset ud i Waddensee. Vejrudsigten var ikke for god. Vejret var godt nok, med sol og varme, men vinden skulle være østlig og altså imod på det meste af de små 90 sømil til Helgoland, men vi håbede at kunne få en god sejlads på de sidste 20 sømil, hvor vores kurs blev nordlig.

Slusen stod åben, da var kom derhen og vi måtte vente indtil den var fyldt op en halv time senere, før vi blev sluset ud. Da sluseporten åbnede, svømmede en sæl ind i slusen, men den blev vist lidt forskrækket, da bådene startede motor, for den skyndte sig ud igen. Blot for at vente udenfor – det så ud til at den ville ind i slusen!

Vejret forblev fint hele dagen, men det var noget træls med modvind på 7-8 m/sek, så da strømmen også begyndte at gå  imod, talte vi om at sejle ind til Norderney og ankre for natten. Vi vidste at vores venner var på vej igennem Kielerkanalen og tidsmæssigt var det ikke noget problem at ankre for natten inden den videre tur til Helgoland.

Afgørelsen blev truffet, da vi fik den seneste vejrmelding på Navtex. Øst- og nordøstlig vind natten igennem, men dagen efter skulle den dreje mod sydøst. Altså en nogen bedre sejlads den næste dag, så kl. 1930 lod vi ankeret gå på sydsiden af Norderney. På det tidspunkt have vi 3 knobs modstrøm og nærmeste land var indsejlingen til havnen ca. 400 meter nord for os, mens der ellers var over 1 kilometer til land. I løbet af aftenen dukkede der land op øst for os og da vi gik til køjs omkring lavvande, var en udstrakt sandbanke bag os kun omkring 50 meter borte!

Efter en rolig nat kunne vi næste morgen kl. 0830 hale ankeret op og igen sætte kurs mod Helgoland.  Netop som ankeret var indenbords, opdagede vi en due, som var landet på agterdækket. Den blødte under den venstre vinge og så ikke helt frisk ud. Vi lod den sidde og Sonja gav den lidt brød, som den begyndte at hakke i sig. Den var tydeligvis vandt til mennesker og vi kunne komme helt tæt på den. En ringmærkning afslørede, at den var fra Holland. Ret hurtigt følte den sig hjemme og på et tidspunkt hoppede den ned i cockpit til os, men da den ville videre ned i salonen, måtte jeg lempe den ud på dækket igen. Her satte den sig til rette i læ på agterdækket. Den fik en skål vand og vi holdt naturligvis øje med den. Efter et par timer var der temmelig meget blod på dækket, og den sad blot og krøb sammen, så vi var noget usikre på, om den ville overleve ret længe. På den anden side, så både spiste og drak den, så måske skulle den blot samle kræfter.

 

Kl. 1055 hørte vi pludselig en kendt stemme over vhf-radioen! Det var Claus på det gode skib Thule, som vi skulle møde på Helgoland. En skøn og lidt underlig fornemmelse, at kunne tale med ham i radioen igen efter mere end 1 år. De var på vej ud af Elben og ud i Nordsøen og var lidt nærmere Helgoland end os. Imponerende, at nå fra Rudkøbing til Helgoland på kun to dage!

Vi aftalte at tale sammen igen når vi kom nærmere øen, således at vi kunne følges ad i havn.

Kl. 1547 mødtes vi så ved indsejlingen til havnen og kunne tale sammen uden radio eller telefon. Herligt. Vi fulgtes ad ind i havnen og gensynsglæden var stor, da vi endelig kunne give hinanden et kram. Foran os lå 2-3 ugers ferie sammen og der var meget at tale om.

Vores hollandske due var stadig ombord, og den skadede vinge blødte ikke mere. Duen så da også betydeligt mere frisk ud nu, men der var ikke noget som tydede på, at den ville forlade os. Den spankulere hjemmevandt rundt på både Drivert og Thule!
 

Claus og Jonna medbragte alt hvad der skulle til, for at kreere en gensynsmiddag, men de ville ikke fortælle, hvad menuen var! Kun at jeg skulle hjælpe Claus med maden og at vi skulle bruge vores gasovn, da Thule ikke er forsynet med en sådan. Det må skyldes det lange fravær, at jeg ikke straks gættede, hvad menuen stod på – stegte ål!!

Mandag morgen var vores due stadig ombord, og den var nu så frisk, at den kunne foretage en mindre flyvning rundt i havnen. Herefter vendte den tilbage! Senere fløj den en længere tur, men vendte igen tilbage!

Sidst på eftermiddagen gik Claus og jeg i gang med en yndlingsbeskæftigelse – rense og stege ål, og der var rigeligt af dem. Pigerne kogte nye kartofler og lavede persillesovs ombord på Thule. Efter et par timer var der serveret. Hvilket supermåltid og en rigtig hyggeaften.

Tirsdag morgen dukkede Najaden pludselig op – de havde sejlet hele natten fra Borkum (en af de Frisiske øer). De skulle lige have et par timer på øjet, men det blev hurtigt aftalt, at vi ville grille sammen om aftenen.

Vores due sad pænt i cockpit om morgenen, og den spiste morgenmad sammen med os, inden den fløj en længere tur. Efter lidt kærestesjov med en lokal due, vendte den atter tilbage!

Vi gik en tur øen rundt under blå himmel og en bagende sol. Der er en masse at se på den spændende og meget særprægede ø, og vi havde da også taget frokosten med.

Øen er én stor rød sandstensklippe med store bestande af havfulgle, som suler og alke. Fuglene har reder på smalle hylder i de stejle klippesider mod nordvest, som på Færøerne, og de sidder tæt.

Helgoland har en broget historie. I tidlige tiden var den base for pirater. Den var i en lang periode dansk, indtil vi mistede Schleswig/Holsten, så tysk og i en periode efter 2. verdenskrig under engelsk overherredømme. I denne periode, evakuerede englænderne Helgolands befolkning, og forsøgte at sprænge øen bort fra landkortet med verdens kraftigste ikke-atomare bomber og enorme mængder af sprængstof, som blev bragt til eksplosion på én gang. Et utal af store bombekratere vidner endnu om dette forsøg på at udslette Hitlers påbegyndte Nordsø-flådebase! Trods englændernes anstrengelser forblev det kun nålestik, og øen med en del af de underjordiske anlæg forblev på landkortet!

Nogle år senere fik indbyggerne lov til at vende tilbage, og øen er i dag et toldfrit område i Tyskland.

Om aftenen dækkede vi tre både, Thule, Najaden og Drivert op til grillparty på havnen, og det blev en super hyggelig aften, hvor vi hørte lidt om Najadens tur fra vi skiltes i Anfi del Mar i november sidste år.

Onsdag morgen var vores due fraværende og selv om både Jonna og Sonja spejdede efter den, så vi den ikke mere, men nu havde den også fået kost og logi i næsten 3 dage!

 

Efter fire hyggelige dage forlod vi Helgoland torsdag den 6., og igen var det afsked med Najaden. Denne gang uden mulighed for at mødes igen lige med det samme. Som med Carisma og Brightside aftalte vi at mødes på Læsø den 8/8-08.

Lavvandstidspunktet ved Ejdersperwerk, hvor vi skulle sluses ind på Ejderen, var beregnet til kl. 1540, så med afgang fra Helgoland ved 10-tiden ville vi følge med højvandet ind gennem floden til Friedrichstadt. En virkelig hyggelig by, som vi også var sejlende til for 9 år siden. Den gang også sammen med Jonna og Claus.

 

Kl. 1000 forlod vi havnen og efter at have tanket diesel satte vi kurs mod Ejderen i fint vejr og kun en ganske svag vestlig vind.

Store områder med orange alger viste kun alt for tydeligt, at vi nærmede os hjemlige farvande. Selv om vandet syd på, er betydeligt varmere, så vi ikke spor af alger dér!

Efter små 6 timers sejlads nåede vi det smalle lavvandede løb ind til Ejdersperwerk. Det var ganske tydeligt, at vi havde ramt lavvandstidspunktet, for store sandbanker var synlige lige uden for den afmærkede rende. Havde vi vidst bedre, var vi afsejlet fra Helgoland en times tid senere, for kl. 1555 ramte vi bunden, men kom hurtigt fri igen. Ekkoloddet viste 1,3 meter, så Thule, som sejlede ret bag os, havde ikke en chance med sin dybgang på 1,90 meter! Vores fakter og tegn blev straks observeret på Thule, men for sent. Da de stikker 40 cm dybere end os, tog de grunden et stykke før vi havde gjort det, og de sad så dybt begravet i sandet, at de ikke kunne komme fri ved egen hjælp. Vi sonderede dybden omkring Thule for at finde den bedste retning at trække dem fri i, og med begge motorer arbejdende på højtryk lykkedes det at hale Thule flot.

 

Fremme ved Ejdersperwerk blev slusen åbnet med det samme og kort tid efter var vi inde i marsklandet bag det store dige. Vi skulle passere to broer, som skulle åbnes for os, inden Friederichstadt, og det blev hurtigt klart, at vi alligevel ikke kunne nå dertil før slusen til byen blev lukket kl. 18.

Vi var derfor nødt til at gå ind i Tønning, hvor store dele af havnen er næsten tørlagt ved lavvande! Vores ankomsttidspunkt ville blive omtrent midt mellem lav- og højvande, hvorfor det var tvivlsomt, om vi kunne sejle i havn med det samme. Sandsynligvis skulle vi vente en times tid uden for havnen, til vandstanden var høj nok. Et opkald på vhf-radioen til slusevagten i Ejdersperwerk bekræftede, at vi nok skulle vente ved Tønning.

På vejen op til Tønning kunne vi nyde landskabet i det gode vejr. Høje diger på begge sider af floden, siv langs bredderne og sæler, som solede sig på de mange sandbanker, og som knap nok værdigede os et blik. En rovfugl fløj årvågent og lavt hen over det lave land mellem dige og flodbred på jagt efter bytte, og flokke af gæs lettede i et sandt spektakel, når vi nærmede os.

Lidt efter kl. 18 var vi fremme ved Tønning, og da vores dybgang er forholdsvis lille på grund af den lange køl, aftalte vi, at vi sejlede ind først og loddede dybden i havnen. Derefter kunne vi så melde grønt eller rødt lys for Thule.

Da vi satte kurs mod indsejlingen til havnen, en ret lang og smal passage, så vores forehavende noget tvivlsomt ud, idet vi kunne se en mudderbanke fylde halvdelen af indsejlingen i venstre side! Havnefogeden stod imedlertid på kajen og han gav tegn til, at vi kunne sejle ind og anviste hvor vi skulle sejle i den smalle rende. Vi nåede dog ikke langt nok over til kajkanten i højre side med det resultat, at vi gik på grund! Det var ikke værre, end at vi hurtigt fik bakket os fri – klar til et nyt forsøg, og med havnefogeden cyklende langs kajen, blev vi dirigeret til en fin langskibsplads i bunden af havnen. På vejen dertil kunne vi meddele Thule, at de absolut ikke kunne besejle renden med den daværende vandstand, hvorfor de lagde sig i venteposition uden for havnen.

Kl. 1830 var vi fortøjet og straks dukkede to civile toldere op. De spurgte til vores beholdninger af spiritus og tobak, og det blev meget hurtigt klart, at vi havde købt to flasker spiritus for meget på Helgoland! Da Helgoland er toldfrit område, gælder der samme toldregler som for indførsel fra udlandet. De toldregler vi normalt regner med i Tyskland, kunne derfor ikke anvendes i dette tilfælde. Noget vi naturligvis skulle have tænkt på, ikke mindst fordi vi ved, at tolden er særdeles effektiv i dette område – netop på grund af Helgolands status. Vi havde også besøg af toldere, da vi var her for 9 år siden – dengang uden problemer!

Nå! – det hele kunne klares med betaling af en afgift på 12,40 euro for de to flasker – ikke nogen herregård og indkøbet var stadig billigt!

Det varede stadig en god halv times tid før Thule kom ind, så vi gjorde klar til grill. Jeg fandt et egnet sted og tændte grillen op, mens Sonja klargjorde de ingredienser vi havde ombord, således at det meste var klar når Thule ankom.

Tolderne havde fyraften kl. 19, så Thule slap for besøg, da de ankom!

Det blev igen en hyggelig grillaften i græsset ved havnen og vi fik flere positive tilkendegivelser fra forbipasserende. De lidt stive tyskere er ikke så gode til at hygge, som vi danske – og det ved de godt selv!

 

Næste morgen blev det til en gåtur i den hyggelige by, som er helt omgivet af diger, og vejene til og fra havnen og floden, kan lukkes med vandtætte porte for at beskytte byen i tilfælde af stormflod på Ejderen. Sidst disse porte var i brug var i 1963, hvor flodhøjden nåede op på 5,10 meter!

Kl. 1100 forlod vi Tønning ved højvande og sejlede det sidste korte stykke op til Friedrichstadt. Byen er, som Tønning,  beskyttet med diger, men her ved Friedrichstadt er der en sluse, som holder en nogenlunde konstant vandstand i byens havn og kanaler. Da det var højvande på Ejderen blev vi sluset hele 2,10 meter ned til Friedrichstadt!

Den lille hyggelige lystbådehavn er godt gemt bag nogle store træer, og den smalle indsejling mellem træerne opdager man først, når man er ud for den!

Havnefogeden stod på broen og tog i mod os, og kl. 1310 kunne vi fortøje i idylliske omgivelser med græs, siv, grønne træer og et lille hyggeligt klubhus, som også fungerede som bar med fadølsanlæg og det hele.

Vi glædede os alle fire til gensynet med denne perle af en by, og vejret var nøjagtigt som ved sidste besøg for 9 år siden, højtryk med sol og masser af varme.

Friedrichstadt er meget speciel. Byen blev grundlagt for 400 år siden af hollandske religionsflygtninge. Det må vel have været på det tidspunkt, hvor Luther skabte røre i den katolske verden. Disse flygtninge opbyggede byen med Amsterdam som model, og resultatet står endnu. Maleriske middelalderhuse med fantastisk flotte facader og enkelte huse har stadig de gamle husmærker – i stedet for de husnumre man benytter i dag var husene i middelalderen forsynet med ikoner, f.eks. et dyr eller et religiøst motiv. Huset med englen var ”Engelhaus”.

Det der imidlertid adskiller Friedrichstadt fra andre tyske byer er de mange kanaler. Forbilledet Amsterdam fornægter sig ikke, selv om Friedrichstadt kun er en lilleputby. Den gamle bydel ligger som en ø mellem de to floder Ejderen og Treene, henholdsvis mod syd og nord, og to bifloder, som forbinder dem øst og vest for byen. Eneste sejlbare adgang til byen er via den sluse, vi kom ind ad, og bifloden vest for byen, hvor lystbådehavnen og den gamle erhvervshavn er beliggende. Indtil for få årtier siden var Friedrichstadt en vigtig havneby i det Nordfrisiske område.

Øst for byen er bifloden lukket af med mindre sluser og de to bifloder er forbundet med flere kanaler tværs igennem byen – meget hollandsk og meget idyllisk. Små hyggelige haver helt ned til kanalbredden, et utal af små bådebroer og adskillige maleriske middelalderbroer i sten eller træ, som fører over kanalerne.

Vi gik en længere tur i den charmerende by og fik handlet ind til grillaften ved klubhuset i lystbådehavnen.

Næste formiddag blev vores gummibåd søsat med henblik på en kanalrundfart i den gamle bydel med madkurv og det hele. Turen måtte desværre udsættes på grund af  regn, så frokosten blev indtaget på Drivert inden vi i tørvejr kunne sejle ud i kanalerne og Treenefloden og nyde byens idyl fra vandsiden.

Vejret holdt tørt og til aften kunne vi igen grille ved klubhuset.

Søndag havde vi besluttet at lufte cyklerne, så madkurven blev igen pakket og i samlet flok drog vi uden for byen for også at se det omliggende landskab. Et uheld afkortede imidlertid turen. Vi havde besteget et dige for at få et vue over Ejderen, da Sonja gled i det fugtige græs og vred om på foden. Jonna, som stod tæt på, kunne berette, at foden var vredet meget om i styrtet! Heldigvis havde vi denne gang hjælpen tæt på – en ægte ambulanceredder fra Falck! Claus undersøgte foden og mente ikke, at den var brækket – sandsynligvis nogle ledbånd som var forstrukket. Vi fik Sonja bakset ned ad skråningen, men da vi talte om at vende om, afviste hun dette – hun kunne ikke gå eller støtte på foden, men hun kunne cykle! Vi fortsatte så til Nordfeld, hvor frokosten blev indtaget ved slusen. Skaden i foden gjorde nu mere ondt, og vi valgte en lettere rute for tilbageturen.

Tilbage i byen gik Jonna, Claus og jeg på indkøb, mens Sonja cyklede tilbage til båden. Her tilsmilede heldet endnu engang. En dansk læge var tilstede i sin sejlbåd, og han undersøgte foden og forbandt den. Hans konklusion var den samme som Claus´, så vi kunne ånde lidt lettede op.

En regnbyge trak ind over området og så ud til at spolere vores grillaften. Det klarede imidlertid ret hurtigt op, og atter engang blev grillen tændt op ved klubhuset.

Netop som kødet skulle lægges på, rykkede en faretruende sort himmel frem mod os, så vi spurgte havnefogeden, om vi måtte fortsætte med at grille på klubhusets overdækkede terresse. Vi fik lov og efter et øjeblik var vi bænket i comfortable havemøbler med vores grill. Endnu en grillaften var reddet, selv om det dog denne gang ikke blev til så megen regn. Senere på aftenen gik vi ind i klubhuset og købte en øl – nu havde vi jo benyttet terrassen uden at købe noget i baren, og så kunne vi jo også lige se det sidste af straffesparkskonkurrencen i VM-finalen i bold!

 

Mandag morgen havde Sonjas fod det en del bedre, og også vejret så betydelig bedre ud. Ved middagstid blev vi sluset ud af Friedrichstadt og kunne fortsætte turen ad Ejderen mod Pahlhude. I Nordfeld-slusen blev vi sluset 1,80 meter ned til den anden del af floden, og et helt anderledes landskab lå foran os. Marsklandet var nu erstattet af et frodigt landskab med marker, skove, høje træer langs flodens bredder og blomstrende åkander i hvidt og gult langs brinkerne. Ren idyl. Digerne var borte og vi havde en fin udsigt over det flade landskab. Vi havde også beregnet tidevand for sidste gang på vores tur!

Sidst på eftermiddagen kunne vi fortøje ved den lokale sejlklubs bro i Pahlhude, og havnemesteren bekendtgjorde, at der var cykler til rådighed – ganske gratis!

Da Sonja kunne cykle bedre end at gå, tog vi hver sin cykel og trampede landsbyen igennem. Den var ikke noget særligt, men til gengæld var der et hyggeligt miljø ved broen. Ude på selve broen var der indrettet grillplads, og vi plantede os i et fint hjørne, hævet over siv og åkander og med udsigt over bådene og floden. Det kunne næsten ikke være bedre.

 

Tirsdag morgen var der flagskifte på Drivert. Vores yachtflag havde siddet på båden siden vi ankom til Anfi del Mar, Gran Canaria, i begyndelsen af november, og det var nu meget falmet, beskidt og stift af salt og sol. Ved vores afgang fra Svendborg havde vi to ekstra yachtflag med, og nu blev det sidste sat i flagholderen ude agter – fulgt af en enkelt dram i dagens anledning!

Vejret var fint med en del sol, men skyer begyndte så småt at trække sammen, da vi forlod Pahlhude for at sejle til Rendsburg i Kielerkanalen.

Regnen indhentede os inden vi nåede Giselau-slusen, lidt før Kielerkanalen, og de sidste timer inden Rendsburg regnede det stort set hele tiden. Da vi drejede ind i løbet mod havnen, klarede vejret pludselig op og et par enkelte solstrejf hilste os velkommen til byen!

De mørke skyer dukkede dog snart op igen med lidt regn, og udsigten til en grillaften var alt andet end lovende. Jonna foreslog, at vi lavede et par æggekager i stedet for, og da det jo er en både sund, nærende og velsmagende spise, især med en lille aquavit til, var det ikke svært at enes om det. Claus og jeg gik til byen for at handle ind til denne ændring i vores vante mønster, og det var lettere sagt end gjort! Hvor var forretningerne? Jeg spurgte at tilfældig dame om vej til et supermarked og hun blev temmelig tvivlrådig! Supermarkederne var langt væk. De supermarkeder, som havde været i bymidten var flyttet uden for byen og hun kunne ikke rigtig forklare vejen derud. Men vi kunne jo lige vente et øjeblik, så kunne vi køre med i hendes bil!!

Vi må jo se temmelig tilforladelig ud, siden hun turde fremkomme med et sådant tilbud!

På vejen til supermarkedet kunne vi ved selvsyn se, hvorfor det var svært at forklare vejen derud! Der var vitterlig ret langt, og vi havde aldrig fundet derud selv.

Inden vi blev læsset af, forklarede hun, hvilken vej vi skulle gå tilbage til havnen. Vi var godt nok heldige!

Vel tilbage i bådene blev to store og lækre æggekager produceret, og mens skyerne spredtes, himlen blev mere blå og grillvejret vendte tilbage, nød vi den herlige spise.

 

Vi sejler fra Rendsburg i dag, onsdag d. 12. mod Kiel og derefter afhænger den videre sejlads af vind og vejr. Sikkert er det dog, at vi ankommer til Svendborg lystbådehavn den 21. juli omkring kl. 16.

 

Mange varme hilsner

 

Sonja og Jan