Hjemkomst 

Dette rejsebrev bliver desværre det sidste – alting får en ende, således også en helt fantastisk tur i fremmede egne – vi er hjemme igen og et væsentligt kapitel i vores liv er slut. Et kapitel, hvor vi nok har oplevet mere, end de fleste oplever i et helt liv!

Turen har budt på oceaner af oplevelser, og vi har mødt mange søde mennesker undervejs. Nogle har vi tilbragt længere tid sammen med, andre kortere tid, men alligevel et fantastiske fællesskab, som i sig selv har været en oplevelse at være en del af, og som har haft meget stor betydning for turens forløb.

 

Sidste rejsebrev sluttede med afsejling fra Rendsburg i Kielerkanalen den 12. juli. Turen gik videre sammen med vores venner i ”Thule”, gennem Kielerkanalen til Holtenau, hvor vi ventede en halv times tid på at blive sluset ud i Østersøen. Kl. 1720 var vi for alvor tilbage i hjemligt farvand – Østersøens vand skvulpede om stævnen!

Et kvarter senere kunne vi fortøje i Kiels lystbådehavn, Düsternbrook, og Claus og jeg gik på rekognoscering for at finde en passende grillplads. At grille er åbenbart ikke almindeligt på disse kanter, for der var ikke noget der lignede en grillplads, men da vi selv har både stole og bord, var det ikke noget problem at improvisere på et lidt kedeligt fliseareal ved havnepromenaden mellem marinaen og en parkeringsplads. Til gengæld var der masser at se på, bådene foran os, trafikken i Kielerfjorden og ikke mindst de mange mennesker, som promenerede langs marinaerne. Det var her folk skulle ses i deres fine professionelle joggingtøj, rulleskøjtetøj og cyklebeklædning. Det virkede på en måde helt forkert, når der dukkede en ”almindelig” rulleskøjteløber eller jogger op i ”almindelig” påklædning!

Torsdag  formiddag cyklede Claus og jeg til Kiel centrum for at købe reservedele til både Thule og Drivert i en større udstyrsbutik og inden afsejling pakkede jeg vores gummibåd ned. Vi regnede ikke med at få brug for den foreløbig.

Efter aftale med det arrogante fruentimmer på havnekontoret i Svendborg, ringede jeg for at få besked om en evt. ny plads, når vi kom hjem. Hun var imidlertid hos tandlægen. Da jeg ringede over middag var hun i møde og selv om der blev lagt besked om, at hun skulle ringe til os senere, skete det ikke!

Det gode vejr fortsatte og vinden var i nordøst, så efter en halv times sejlads for motor kunne vi sætte sejl, og vinden ville være fra en gunstig retning mod Eckernförde. Retningen var også fin nok, men efter godt en time døde vinden ud, og vi kom kun langsomt fremad. Lidt for langsomt syntes jeg, men jeg ville ikke være den første, som startede motor!

På et tidspunkt lå vi side om side og talte om den ringe vind, da Jonna fortalte, at Claus ønskede at starte motor, men ikke ville være den første, som gav sig!

Da ingen af os således ville være den første, startede vi begge motor samtidigt på tælling!!

På vej ind i fjorden mod Eckernförde passerede vi to sorte pæle, som tilsyneladende bevægede sig gennem vandet i modsat retning af os. En neddykket u-båd!

Thule løb i havn først, så de kunne hjælpe os med fortøjninger, da Sonja stadig ikke kunne støtte rigtigt på sin fod. Ved første øjekast var der ingen steder to ledige pladser nær hinanden, men efter en kort løbetur fandt Claus to pladser ved siden af hinanden i bunden af marinaer.

Som vanligt gik vi en tur for at finde en egnet grillplads og fandt noget nær det perfekte sted på et lille græsareal på stranden ved siden af marinaen. Vi skulle blot vente på, at de mange strandgæster fortrak til de hjemlige kødgryder.

Da det skete, invaderede vi vores lille plet med grill, bord og stole og mange forbipasserende sendte os venlige og anerkendende smil, mens vi sad der med dug på bordet og rigtig råhygge i luften.

Det gjorde security-folkene for så vidt også, da de kom midt i de marinerede kyllingefiletter, men ikke desto mindre var det forbudt at grille på stranden! De var nu meget flinke, for da de så vores velproportionerede madkurv, gav de os lov til at fortsætte!

Næste dag gik vi ture i den hyggelige by, med gamle velholdte huse, charmerende handlegader og en smuk havnepromenade. Der var fest i den gamle købstad – ”sprottentage”, som tyskerne kalder det. Sprotten er en lille fisk á la en lille sardin, og det var åbenbart tiden for de store fangster, for de blev solgt nyrøget overalt på havnen, hvor der var masser af boder og fest og farver. En stor scene på havnekajen annoncerede, at der skulle være levende musik om aftenen.

Jeg ringede igen til havnekontoret i Svendborg med hensyn til vores havneplads og oplyste atter en gang målene på båden. Hun mente at have en plads til os, men ville konferere med havnemesteren, så jeg kunne ringe igen på mandag og få endelig besked.

 

Efter en særdeles god og lang frokost gik vi alle fire ind til festlighederne på havnekajen for at tage det hele nærmere i øjesyn. Der var også en del at se på. Ud over de sædvanlige boder med beklædning, fishbrötschen og fadøl, var der stande med kunsthåndværk og egnens specialiteter. En gammeldags esse var opstillet på kajen og en smed fremstillede bl.a. håndsmedede ”sprotten” efter kundernes ønske.

En anden egnsspecialitet var en lokal øl med det besynderlige navn Kakabella. Den skulle smages og vi bænkede os ved siden af et sprotten-røgeri med hvert et glas af drikken. Smagen var fremragende! Et lokalt par satte sig ved vores bord og manden kunne berette om årsagen til øllens pudsige navn: I 1500-tallet var en biskop på besøg i et kloster på egnen og efter en tid havde han voldsomme mavesmerter, da han ikke kunne komme af med sin afføring. Munkene gav ham en drik, som de oplyste ville hjælpe ham. Han drak eliksiren og styrtede på toilettet. Da han vendte tilbage udtalte han tydeligt lettet: -”kakabella”. Ordet kaka er plattysk og betyder kort og godt at skide. Bella er italiensk eller latinsk og betyder skønt eller dejligt!

Øllen brygges nu på 3. år efter de originale opskrifter, men på trods af bivirkningen fik vi dog ingen problemer.

 

Lørdag gik turen til Schleimünde, indsejlingen til den lange fjord, som slutter ved Schleswig. Her oplevede vi det uhyre sjældne fænomen, at vi tydeligt kunne se Ærø! Faktisk havde vi set Ærø allerede inden vi nåede op til Schlien, men vi antog som en selvfølge, at det vi så, var skibe! Vi talte med nogle lokale, som havde boet i området i 30 år, og de havde aldrig set land i den retning!

Søndag fortsatte vi til Langballigau i Flensborg Fjord, og her mødte vi et andet sæt venner, som var sejlet ud for at tage imod os. ”Nordlys” med Anne og Orla var netop kommet i havn, da vi sejlede ind og det blev et hjerteligt gensyn. Det var ikke helt så længe siden, at vi havde set dem, for de besøgte os i november på Gran Canaria, men alligevel – det var også længe siden!

Som sædvanligt etablerede vi en grillplads ved den lille charmerende havn, og så var der dømt hygge.

Da vores forsyninger efterhånden var omkring nulpunktet, ville vi sejle til Flensburg den følgende dag. Nordlys ville følge med, mens Thule ville sejle til Hørup Hav. Vi aftalte så at mødes tirsdag i Dyvig på Als.

Igen mandag ringede jeg til vores hjemhavn, men frøkenen var optaget. Igen blev der lagt besked om, at hun skulle ringe til os, og igen ringede hun ikke tilbage.

I buldrende varme (vi har vist taget varmen med os fra syden!) sejlede vi sammen med Nordlys til Flensburg, og da vi havde fået handlet det fornødne, sejlede vi ud og lagde os for anker i Stranderød bugt. Der var simpelthen for varmt i havnen. På vej til ankerpladsen tog vi det tyske gæsteflag ned, og for første gang i mere end et år, havde vi ingen flag i styrbord salling – vi var i Danmark!

Gummibåden på Nordlys var på slæb, så i den sejlede vi alle fire ind til stranden og fandt en glimrende grillplads.

 

På vej til Dyvig kontaktede jeg igen hjemhavnen og minsandten om ikke krampen havde en plads til os. Godt nok en noget dårligere plads end den gamle, men dog en plads. Da jeg luftede tanken om, at det vel kun var for denne sæson, og at vi selvfølgelig ville få vores gamle plads tilbage næste år, formanede hun mig om, at det jo ikke var hendes skyld, at vi var havnet i denne situation, og at vi naturligvis ikke fik vores gamle plads tilbage! Det kneb gevaldigt at holde temperamentet i ave, og jeg tror også nok, at jeg fik sagt så meget, at vi aldrig vil få en bedre plads, sålænge hun får lov at styre havnekontoret!

Efter 5 timers sejlads nåede vi Dyvig, hvor Thule ventede. Første danske havn, og det blev fejret med…..? Rigtigt – grillaften i havnens nye hyggelig omgivelser.

Den følgende dag sejlede vi alle tre både til Kalvø. Et fantastisk flot naturområde i bunden af Genner Bugt og eftermiddagen brugte vi på vandreture. Først til et udsigtspunkt på fastlandet, hvorfra der var en flot udsigt over halvøen og det meste af Genner Bugt. Senere tog vi turen halvøen rundt. En tur som kan gøres på ca. 20 minutter, men med de nødvendige pit-stop, tog det noget længere og gav mulighed for badning eller blot at nyde udsigten.

Claus og Jonna havde medbragt ål til vores gensynsmiddag på Helgoland, og da vi skulle skilles igen næste dag, havde vi indkøbt en culotte på godt 1,5 kg som afskedsmiddag.

Kuglegrillen blev tændt og culotten lagt på og et stegetermometer holdt os ajour med temperaturen. Ved rette temperatur skar jeg de første skiver ud og da alle havde fået, blev stegen lagt på en jolle ved siden af.

Culotten var intet mindre end fantastisk fin og mør, og jeg kunne bekendtgøre, at der var masser endnu. Da jeg vendte mig for at skære til en ny omgang, fik jeg i første omgang et chok – stegen var væk..!!

Nåh selvfølgelig – Claus ville tage gas på mig og havde flyttet den. Alle stirrede som forstenede på det tomme skærebræt – også Claus, så det gik langsomt op for mig, at den supergode culotte rent faktisk var væk!

Omkring et kilo godt oksekød pist væk! Vi fandt den aldrig, men har mistanke til nogle katte i området. Jeg håber gerningskatten har fået godt og vel undt i maven!

Heldigvis havde vi en del solide grillpølser, så vi undgik at gå sultne i køjen.

Mens denne mareridtsagtige situation udspillede sig, ankom et par med to mindre børn, og det var ganske tydeligt at forældrene var milevidt fra blot at være nogenlunde ædru! De lagde sig ved stranden 15-20 meter fra os og deres fuldemandssnak og hele attitude påkaldte jævnligt vores opmærksomhed. En del øl blev indtaget og efter et par timer samlede de sig selv og børnene sammen og vaklede bort. De lignede ikke sejlere, så vi talte om, om de kunne være kørende i bil!

Jeg gik efter dem og blev ikke synderligt overrasket, da de satte sig ind i en personbil. Der var kun én vej frem, og efter nogen diskussion og observation samt den omstændighed, at Sonja måtte finde mit politiskilt frem fra bådens gemmer, blev enden på det hele, at de en times tid senere tog en taxa.

 

Torsdag formiddag tog vi afsked med Thule og Nordlys, idet de havde yderlige en uges ferie. Thule ville fortsætte lidt op i Lillebælt, mens Nordlys ikke var helt sikre på, hvor de tog hen, men muligvis Lyø. Vi ville sejle til Lyø og ankre for natten, inden den lange turs sidste etape ind til Svendborg Lystbådehavn.

Vel fremme ved Lyø Trille parkerede vi Drivert ved en ledig fortøjningsbøje, og tre kvarter senere dukkede Nordlys op. Afsked og gensyn på samme dag og fællesspisning på Nordlys om aftenen.

 

Fredag den 21. juli kl. 1030 slap vi fortøjningsbøjen og for genuaen alene satte vi kurs mod Svendborg på en fin svag vind fra sydvest. Det gik ikke så hurtigt, men vi skulle jo også afpasse tiden, så vi ikke kom for tidligt hjem!

Vinden øgede imidlertid, så for at reducere vores fart, rullede vi ind på genuaen. Det gjorde vi to gange og til sidst var det kun i bette klud foran, som trak os frem. De sejlere vi mødte, må ganske afgjort have tænkt, at vi var et par nervøse nybegyndere med den sejlføring i kun 7 sek/m vind!

Dem om det – det gik alligevel for hurtigt, så vi holdt frokostpause til ankers ved Revkrog på Avernakø!

 

Kl. 1550 sejlede vi ind i Svendborg Lystbådehavn - til molen, hvorfra vi 391dage og 2 timer tidligere tog afsted. Familie, venner, bekendte og naboer stod klar med rød/hvide flag og et stort banner med teksten: ”Velkommen hjem”. En rørende og smuk velkomst. Det var skønt at se dem alle igen efter så lang tid, og alligevel syntes det i nuet som om, at vi først lige var taget afsted!

At tiden rent faktisk var gået kunne vi tydeligst se på vores yngste barnebarn. Hun var 5 måneder gammel, da vi sejlede ud og nu er hun 1½ år!

 

Nu skal alle de mange indtryk falde på plads. Begivenheder og steder ligger i en syndig forvirring i vores erindring. Henved 1000 fotos skal sorteres og 5 timers videofilm skal redigeres. En anden del af turen skal på en måde til at begynde – den skal genopleves i fred og ro og sættes i perspektiv.

 

Tak til alle for email, sms-er og tanker på vores tur og en stor tak til velkomstkomiteen for en flot hjemkomst.

 

Mange hilsner

 

Sonja og Jan